Pårørende i den intensive afdeling - et antropologisk feltstudie

Udfordring

Gennem et halvt år var jeg på feltarbejde på en intensivafdeling i Københavnsområdet, hvor jeg fulgte pårørende til indlagte patienter samt sygeplejersker og læger i mødet med livstruende sygdom. Feltarbejdet var et led i min specialeafhandling i antropologi.

Jeg fulgte særligt syv patient-pårørende-forløb gennem indlæggelsen og i efterforløbet. Det centrale spørgsmål for projektet var, hvordan de pårørende erfarer mødet med livstruende sygdom. Studiet viste overordnet, at vores forestillinger om individualitet og rationalitet udfordres i mødet med sygdom. I to artikler præsenterer jeg to centrale resultater fra undersøgelsen.

I den første artikel ”Kulturelle forestillinger om krise” viser jeg, at pårørende langtfra altid befinder sig i en krise med de kendetegn, vi normalt forbinder med begrebet krise (jf. almindeligt anvendte kriseteorier), når et nærtstående familiemedlem er livstruende sygt.

De pårørende ved, hvad de skal, også i mødet med sygdom, og de har et langt større handleberedskab end forventet. Først beskriver jeg, hvordan forestillinger om normale krisereaktioner kommer til udtryk blandt personalet i afdelingen, og hvordan disse ideer er med til at forme personalets handlinger over for de pårørende. Mere generelt beskrives, hvordan personalet omtaler de pårørende og ser deres rolle og funktion i afdelingen.

I praksis fulgte jeg alle personaler i afdelingen, som på forskellig vis var involveret i arbejdet med patienter og pårørende, dvs. sygeplejersker, læger, sygehjælpere, portører etc. Ordet personale henviser her fortrinsvis til sygeplejersker, læger og sygehjælpere. Når jeg henviser til en specifik faggruppe, nævnes den. Til sidst viser jeg, hvad de pårørende gør, og perspektiverer det til den kliniske praksis.

I den anden artikel ”Mellem mulige virkeligheder” diskuterer jeg begreberne tro, håb og viden. Begrebet tro skal ikke blot forbindes med metafysik og forhold, vi ikke kan vide med sikkerhed. I stedet understreger jeg, at tro er en aktiv forudsætning for skabelsen af mulige fremtidsscenarier og sikkerhed for de pårørende.