Sygeplejersken
Det er knaldhårdt arbejde
God gerning. At hjælpe mennesker i nød opvejer helt de personlige omkostninger ved at være nødhjælpsarbejder, fortalte sygeplejerske Merete Engell fra Læger Uden Grænser på en workshop ved de studerendes landskursus.
Sygeplejersken 2005 nr. 23, s. 24
Af:
Anne Skrubbeltrang Thomsen, journalist,
Lars Flindt Pedersen, journalist
Det er svært at oprette venskaber herhjemme, når man er nødhjælpsarbejder og kun er hjemme i perioder, fortæller sygeplejerske Merete Engell. Foto: Heine Pedersen
Man arbejder fra morgen til aften, man spiser det samme i seks uger, toilettet er et hul i jorden, og ens hjem er en hytte eller et telt.
Men alligevel har sygeplejerske og nødhjælpskoordinator Merete Engell været af sted med Læger Uden Grænser syv gange. At hjælpe et stærkt underernæret barn med at få sul på kroppen eller en kvinde, der har været udsat for voldtægt, med at komme videre med sit liv er for hende det, der gør det alle anstrengelserne og opofrelserne værd.
Merete Engell vidste lige fra første færd på sygeplejestudiet, at hun ville være nødhjælpsarbejder for Læger Uden Grænser. Derfor begyndte hun at arbejde på en skadestue efter sygeplejestudiet. På den måde fik hun en bred viden inden for sygeplejefaget, som hun også kunne bruge, når hun kom ud som nødhjælpsarbejder. Desuden tog hun et kursus i tropemedicin på Panum-
instituttet.
Ingen løn
"Jeg ville gerne ud at rejse, jeg ville have et job, der var udfordrende, jeg ville gerne være sygeplejerske og virkelig kunne hjælpe, og det kan jeg som nødhjælpsarbejder," fortæller Merete Engell. For det er ikke lønnen, der får folk til at blive nødhjælpsarbejdere - der er nemlig ingen løn. I stedet får man et vederlag på 6-10.000 kr. om måneden, der skal dække de faste omkostninger husleje, el m.m. i ens hjemland. Derudover får man kost og logi, når man er udstationeret.
Merete Engell lægger ikke skjul på i sit foredrag, at det er knaldhårdt både fysisk og psykisk at være nødhjælpsarbejder. Specielt er der mange personlige omkostninger forbundet med at skulle rejse så ofte.
"Det er svært at opretholde venskaber herhjemme. Og det er ofte svært at få forståelse for det, jeg laver. Jeg har f.eks. heller ikke stiftet familie, fordi jeg har valgt at dedikere de sidste fem år til Læger Uden Grænser," siger Merete Engell, der kom hjem fra Niger i september i år. Det var hård kost, så nu har hun besluttet at holde en pause fra sygeplejen og skal i stedet arbejde i Tivoli i juleperioden.