5 faglige minutter: Det, man siger, er man selv

"Hej, det er Susanne, hva' så?" eller "Hjerteafdelingen, Sundkøbing Sygehus, sygeplejerske Susanne Sylvest, goddag. "Der er langt mellem de to måder at præsentere sig på. Den ene tilhører privatlivet, den anden hører hjemme i arbejdslivet. Måske.

Min gode bekendt, børnenes reservebedste, Bodil, er blevet 88 år. Hun bor alene, men har privat hjælp og klarer sig nogenlunde. I det gode oktobervejr gik hun ud på sin terrasse og nippede sine blomster. Det sidste, hun husker, er, at krukken med pelargonier så ud til at være pæn, så faldt hun forover, stadig med hånden fuld af visne blomster. Hun vågnede op igen næsten med det samme, der var blod ud over det hele, og tøjet så herrens ud. Det førte til 12 timer på skadestuen "eller også var det modtagelsen" på en hård briks, uden mobil, rent tøj eller andre fornødenheder.

Hun var blevet tilset jævnligt af et antal hvidklædte personer, der havde taget blodprøver og målt puls og blodtryk. Navne og titler huskede hun ikke. Kun to personer havde præsenteret sig, så det havde fæstnet sig i hendes erindring. En læge og en bioanalytiker.

Vel hjemme igen med et forslået ansigt, en døgnrytme i opbrud og en lyserød pjece med information om hjernerystelse træder systemet til. Der kommer hjælp et par gange i døgnet for at sikre, at Bodil får det bedre og husker at spise og drikke. Hjælpen kommer, mens jeg er på besøg, og Bodil, der denne aften ligner Madam Mim, præsenterer os for hinanden. Mig som nabo og hjælpen som hjemmesygeplejerske. Hjælpen siger, at hun hedder Bettina. Hun hverken be- eller afkræfter, at hun er sygeplejerske, men viser kortvarigt ægte interesse for Bodils drikke- og spisevaner. Indrømmet: Bodil er et menneske, der lever efter sine egne regler. Man kan ikke pådutte hende sult og tørst, hvis ikke hun er sulten og tørstig. Der er ingen nemme udveje, og Bodil er ikke den eneste, der er skruet sådan sammen, så hvordan kan det være, at yoghurt altid er førstevalg til gamle, der har mistet appetitten af en eller anden grund?

"I morgen må du se at få købt noget yoghurt," siger hjælpen med en forudsigelighed som Rådhusuret. Hun er et venligt menneske, og gamle, der er faldet i hjemmet og ser forslåede og mærkelige ud, er ikke højt placerede på sygdommenes rangliste. De får først en fremtrædende plads i sygdomshierarkiet, når dronning Margrethe begynder at skvatte over sine egne tæpper hjemme på Amalienborg eller falder ned af lejderen på Dannebrog. Eller når Bodil Udsen kommer til prisuddeling med rollator. Der er lang vej endnu, men indtil sygeplejersker for alvor kaster deres energi ind i plejen af gamle, kan de som minimum overveje at præsentere sig: "Jeg hedder Bettina Hansen, og jeg er hjemmesygeplejerske. Jeg kommer fra Sundkøbing Kommune."

Før kaldte man det takt og tone. Nu hedder det branding Det falder tilbage på den organisation og faggruppe, man repræsenterer, når man ikke kan hilse ordentligt på folk og aflevere et visitkort - bare et, hvor man kan skrive sit navn ind med blokbogstaver.

Det, man siger, er man selv. Når man ingenting siger, er man ingenting. I mit hoved i hvert fald. ​

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.