Sygeplejersken
Hun ved, hvad der slider
Brevkasseredaktør. Sygeplejerskens nye brevkasseredaktør Kirsten Holmboe ved, hvor sygeplejerskernes arbejde stresser. Hun har været arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Sygeplejeråd, Århus amtskreds, i 10 år.
Sygeplejersken 2006 nr. 22, s. 31
Af:
Kirsten Bjørnsson, journalist
Foto: Thomas Søndergaard
Nogle dage bruger Kirsten Holmboe al sin tid på at tale med sygeplejersker, der har ondt i arbejdsmiljøet. Nogle dage må hun smide, hvad hun har i hænderne, og rykke ud akut. Som når et medlem får blackout under en samtale på hendes kontor og må følges til læge.
Og der er blevet kortere mellem henvendelserne om stress, synes Kirsten Holmboe, der er arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Sygeplejeråd, Århus amtskreds.
Arbejdsmiljø er andet end stress og udbrændthed. Men de fysiske problemer er arbejdspladserne blevet gode til selv at tage vare på. Det er de psykiske belastninger, der i stigende tal ender hos Kirsten Holmboe.
"Arbejdsbetinget stress er et voksende problem," siger hun. "Med alle de omstruktureringer og nedskæringer - og en endeløs øgning af produktiviteten. Man kan ikke holde til presset og alle kompromiserne. Det kan både slå indad hos den enkelte og i gruppen. Hvor man f.eks. kan begynde at gå og veje hinanden - hvem der er for langsom, hvem der gør arbejdet for grundigt."
10 år i front
Kirsten Holmboe er uddannet ergoterapeut, men har beskæftiget sig med arbejdsmiljø i 26 år. Først som ansat i en bedriftssundhedstjeneste og siden 1996 som arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Sygeplejeråd, Århus amtskreds.
Hun har været foregangsmand i amtskredsenes arbejdsmiljøindsats, hvor hun startede de første selvhjælpsgrupper for stressede og udbrændte sygeplejersker i 1997. Hun har registreret stress hos sygeplejersker på sygehusene i Århus Amt, og har på den baggrund haft et samarbejde med amtet om forebyggelse. I foråret holdt hun de første af en række stresskurser i amtskredsregi: et for almindelige medlemmer og et for tillidsrepræsentanter og sikkerhedsrepræsentanter. Så de er bedre rustet til at opdage problemerne i tide og gribe ind, før det går galt.
´
- vær opmærksom på dine symptomer på stress - vent ikke for længe med at reagere
- find ud af, hvad der stresser dig - arbejde, privatliv, egne krav, andres krav
- find ud af, hvem du bedst kan tale med om det - og gør det
- find ud af, hvad der er dit ansvar, og hvad der er andres
- vælg, hvad du vil arbejde på at ændre
- lav en plan, prioriter - hvad kan du leve med, hvad kan du ikke leve med
- vær realistisk med hensyn til, hvad der er muligt
- sørg for at holde fri, når du har fri
- find balancen mellem aktivitet og pauser, både i fritiden og på arbejde
- del dine bekymringer med andre - søg hjælp.
Kilde: Kirsten Holmboe, inspireret af Joanna Wieclaw og Center for Stress.
´
Artikler om stress i Sygeplejersken nr. 22 2006
Overvældende respons på artikler om stress
Tag hånd om de stressede
Artikler om stress i Sygeplejersken nr. 15/2006:
Jeg følte mig som en overstrakt elastik
Lær at leve med omskiftelighed
Nu får jeg ikke kvalme af mit arbejde