Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

På job: Hjemmesygeplejersken er med i træningen

Vestjysk tværfaglighed. Apopleksipatienter gør bedre fremskridt, når træningen foregår i eget hjem. I Lemvig Kommune er rehabiliteringen et samarbejde mellem terapeuter, sygeplejersker og hjælpere.

Sygeplejersken 2007 nr. 15, s. 24-25

Af:

Kirsten Bjørnsson, journalist

1507-24-01-2Hånden falder bedre til ro med den nye skinne, forklarer Ernst Kragelund til hjemmesygeplejerske Jette Nygaard. Foto: Kissen Møller Hansen

Når hjemmesygeplejerske Jette Nygaard hjæl-per Ernst Kragelund op fra sengen til kørestolen, skal der mange små pauser til undervejs.

Den forhenværende landmand fra Fjaltring i Vestjylland er halvsidigt lammet efter en apopleksi, og forflytningen tager på kræfterne. Men det er også en situation, der kan udnyttes træningsmæssigt, og derfor giver Jette Nygaard sig god tid.

Hun beder f.eks. Ernst om at stå og gynge lidt fra side til side, så han også får lagt vægten på det ben, han ikke har føling med.

Jette Nygaard kører som hjemmesygeplejerske i den vestligste del af Lemvig Kommune. Hun er en del af det hold, som har stået for Ernst Kragelunds genoptræning, siden han kom hjem fra medicinsk afdeling engang i foråret.

Fem gange om ugen kommer fysioterapeuten eller koordinatoren fra Lemvig Kommunes rehabiliteringsenhed og træner med ham.

ADL-træningen er til gengæld indbygget i den daglige hjælp, som Ernst Kragelund skal have. At lukke op og i for vandhanen, håndtere vaskekluden, knappe skjorten osv. Derfor er det lokalcentrets ergoterapeut eller en af hjemmesygeplejerskerne, der står for morgenbesøget.

Når hjemmesygeplejersken og siden hjemmehjælperne overtager ADL-træning og for-flytning, foregår det efter terapeuternes instruks. Bliver de i tvivl om lejring og forflytning, kan de hente anvisninger i en billedserie, der ligger i et ringbind i Vera og Ernst Kragelunds soveværelse.

Samarbejdet om Ernst Kragelunds rehabilitering er et eksempel på, hvordan en kommune kan løse de nye genoptræningsopgaver efter kommunalreformen. Når det drejer sig om apopleksi, har Lemvig Kommune dog bedre forudsætninger end de fleste.

For flere år siden flyttede Lemvig Sygehus genoptræningen af apopleksipatienter ud i hjemmet, og terapeuterne, der var nøglepersoner i samarbejdet om hjemmetræningen, var ansat af amt og kommune i fællesskab.

Ordningen blev nedlagt med kommunalreformen. Men uddannelse af det kommunale personale og en tradition for at samarbejde om neurorehabiliteringen er med i bagagen.

Jette Nygaard har svært ved at komme i tanker om ulemper ved hjemmetræningen. Hun ser især fordele.

"Som regel ser man en hurtigere fremgang, når patienten bliver trænet i vante omgivelser. Og det giver bedre livskvalitet at komme hjem til sig selv. Der sker jo altid noget med familiemønsteret, når en ægtefælle får apopleksi. Familiens liv bliver anderledes, og det kan give problemer. Så prøver vi at støtte."

Skal man kunne noget særligt som sygeplejerske for at arbejde med apopleksipatienter, som I gør?

"I dag har de fleste nok den faglige viden, der skal til. Men det kræver interesse - og tålmodighed. Vi bruger længere tid på opgaverne. Vi er heldige, at Lemvig Kommune har en god sygeplejerskenormering. Men det helt afgørende er, at man har et godt samarbejde mellem faggrupperne." 

1507-24-02-2 1507-25-03-2 1507-24-03-2

Medicindosering, sårpleje, måltagning til støttestrømper, øjendrypning, uddeling af antabus, insulingivning, personlig pleje og ADL-træning. En helt almindelig arbejdsdag med 17 besøg.

​Hjertemedicin, vanddrivende m.m. Men sovepiller bliver der ikke brugt mange af. Det sikrede et projekt i Ringkjøbing Amt. ​Nej, der er ikke noget i vejen. Grethe Jakobsen har det bare godt og varmt i sengen og har ikke lyst til at stå op, fordi hjemmesygeplejersken skal dosere hendes medicin.
1507-24-04-2      ​ 1507-25-01-2 1507-25-02-2
​Grethe Jakobsen har en gammel schæferhund, der passer på hende, mens porcelænsschæferen vogter over familiebillederne på skænken. Jette Nygaards område dækker fem små bysamfund på kanten af Vesterhavet og de spredte gårde imellem dem. Hun har været hjemmesygeplejerske siden 1972.      ​ ​Sygeplejersker og hjælpere under en pause. Områdeleder Tina Holmgaard, sygeplejerske Jette Nygaard, sygeplejerske Else Sørensen og social- og sundhedshjælper Ingrid Larsen.
Hvad er din bedste oplevelse med en patient i denne uge?

"Et sted, jeg blev modtaget med et: "Det er dejligt, at det er dig, der kommer."  Vi er forskellige, og jeg tror, alle har nogen, der siger sådan."

LÆS OM HJEMMETRÆNING

En medicinsk teknologivurdering af hjemmetræning af apopleksipatienter ligger på www.sst.dk.

Det oprindelige Lemvig-projekt er beskrevet i Klinisk Sygepleje nr. 3/2000:"Hjemmetræning: både under og efter indlæggelse på sygehus" af Birgitte Bennedsgaard.