Forsinkelse af Sygeplejersken og evt. kalender
Postomdelingen har beklageligvis været ramt af sygemeldinger, hvilket har forsinket ca. 3000 forsendelser. Sygeplejersken og din kalender (hvis du har bestilt kalender) er på vej hjem til dig.
Sygeplejersken
En sygeplejestuderendes liv på den lukkede afdeling
Skræmmende. Psykiatrien var den praktikperiode, der bare skulle overstås. Men mødet med de skizofrene, de psykotiske, de depressive og de demente har vist sig at være meget udfordrende.
Sygeplejersken 2007 nr. 17, s. 28-29
Af:
Susanne Bloch Kjeldsen, journalist
For få måneder siden var Kathe Vammen stadig meget i tvivl om, hvad hun kunne tænke sig at arbejde med som færdiguddannet sygeplejerske. Nu overvejer hun for alvor psykiatrien. Foto: Poul Rasmussen
Redaktionen følger sygeplejestuderende Kathe Vammen fra start, til hun dimitterer i januar 2009. Hvordan det går hende i klassen, til eksaminer og i praktikophold. Den første kanyle. Den første operation. Den første svære samtale med en patient, en pårørende eller en kollega.
Store og små oplevelser, der betyder noget for en studerende. Kathe har netop overstået 4. semester og har nu været igennem de obligatoriske klinikophold i medicinsk og kirurgisk afdeling, i hjemmeplejen og i psykiatrien. Hun er 43 år og alenemor til to teenagebørn.
De fem artikler
En sygeplejestuderendes liv - den første praktik
En sygeplejestuderendes liv - ingen vej uden om teorien
En sygeplejestuderendes liv - slår jeg til
Patienterne på det lukkede gerontopsykiatriske afsnit på Psykiatrisk Center Ballerup er skizofrene, depressive, psykotiske og demente. Mange har hallucinationer og vrangforestillinger. De hører stemmer, ser mennesker, som ikke er i rummet, bilder sig ind, at der er insekter i loftet, eller at andre mennesker kigger ondt på dem. De kommer til udredning og får behandling, hvorefter de skal hjem eller have en plejebolig. De er indlagt i få uger eller i måneder ad gangen i afsnittet, hvor dørene skal låses op og i, og hvor man skal bruge en nøgle for at åbne køkkenskufferne. En del patienter kommer igen og igen, fordi det er svært at opretholde de rutiner, som er så vigtige for, at de kan holde styr på deres tilværelse.
Kathe Vammen var på forhånd skeptisk over for at skulle i praktik i psykiatrien. "Jeg har engang haft en lærer, der hængte sig på en lukket afdeling, og psykiatrien har altid virket skræmmende på mig. Noget med aggressive, voldelige mennesker, der råber hele tiden," siger Kathe.
Hun havde forestillet sig, at hun ville vælge en åben afdeling med unge mennesker, men en medstuderende gav hende det råd at søge det gerontopsykiatriske afsnit pga. gode erfaringer med stedet.
"Det er så spændende at arbejde med patienter, der er syge i sindet. Kommunikation med patienterne er meget udfordrende, fordi det ofte er overrumplende, hvad de svarer. Jeg har hørt om studerende, der er gået over til en patient og har spurgt, om de måtte være medkontaktperson for patienten. Patienten har blot vendt sig om og sagt nej. Så står man der," siger Kathe. Efter en uges tid i afsnittet havde hun udvalgt sig den patient, hun gerne ville være medkontaktperson for og bruge i sin opgave under klinikken. Hun tænkte sig grundigt om, inden hun spurgte.
"Vi var ude at gå en tur, hvor vi småsnakkede lidt, og her gav jeg udtryk for, at jeg gerne ville være hendes medkontaktperson og hjælpe hende til at få det godt. Det var hun så nødt til at forholde sig til. Heldigvis sagde hun, at "det må du da gerne."
Senere erfarede Kathe, at patienten havde svært ved at skjule sin stolthed over at være udvalgt "hun har valgt mig, hun har kun mig," og det kunne godt skabe lidt splid i det forhold, Kathe havde til de andre patienter i afsnittet. "Når jeg sad og snakkede med en anden patient, kunne denne patient pludselig sige: "Nu må du hellere gå, der er en anden, der venter på dig." Man skal også være opmærksom på, at der kan opstå konflikter. Patienterne kan komme op at skændes om alt fra rollatorer til, om en sang er en julesang eller ej."
Et tillidsfuldt forhold
Kathes patient var en ældre kvinde, der lider af depressioner, og som havde forsøgt at begå selvmord, inden hun frivilligt lod sig indlægge. En af udfordringerne for Kathe var at etablere en sygeplejerske-patient-relation baseret på tillid, tryghed og forudsigelighed. Sammen med patienten skulle hun lave ugeplaner, sætte mål og delmål for at skabe bedre overblik og struktur i patientens hverdag. Et af målene var f.eks., at patienten skulle spise i spisestuen og gå med ind til morgenmødet og synge. Kathe og den anden studerende i afsnittet gennemførte et projekt i løbet af deres klinik, hvor de skulle inddrage deres patienter.
"Vi havde begge valgt patienter med grund-sygdommen depression, og vi besluttede at lave et aktivitetsprojekt. Vores vejleder nikkede til idéen og sagde: "Mmm, det lyder spændende," og så gik vi i gang. Vi sang gamle danske sange, malede og bagte kager, men det var ikke nogen succes. Min patient blev så træt, at hun begyndte at trække sig tilbage om aftenen og isolere sig. Den anden patient kunne ikke overskue, at hun skulle doble kageopskriften op, og at hun mente, at hun kom til at skære rabarberstykkerne forkert ud."
"Vores vejleder fulgte os tæt, og vi reflekterede ud fra vores observationer. Der var ikke tale om, at vi udsatte vores patienter for noget farligt, men i vores iver efter at aktivere dem, kom vi nok til at overstimulere dem. Det betød, at vi i samråd med vejlederen skruede ambitionerne lidt ned, og så gik det fint igen," siger Kathe.
"Bagefter sagde vores vejleder, at "det kunne jeg godt have fortalt jer," men det var rigtig fint, at hun lod os prøve. Det var god læring," siger Kathe. Kathes patient havde behov for at tale om, hvad der havde udløst depressionen, og hvad der skulle til for, at hun kunne få mere styr på sygdommen og undgå, at tingene spidsede til igen.
Kathe synes selv, at det lykkedes at få patienten til at åbne op. Den ældre dame blev udskrevet efter seks ugers indlæggelse. Andre patienter bliver ofte først udskrevet efter, at de langsomt har vænnet sig til tanken om at skulle tilbage til deres eget hjem. "De tager hjem i korte perioder og kommer tilbage i afdelingen, hvor vi taler om, hvordan det er gået. Mange kommer hjem og skal bo alene, og her kan det være svært at opretholde de ting, de har lært, som at stå op om morgenen, spise og passe rutinerne.
Elektrochok
I løbet af praktikken på i alt otte uger i psykiatrien er der mange oplevelser, der har gjort indtryk. Kathe har overværet, at en patient fik elektrochokbehandling, og hun har set den forbløffende forskel på før og efter.
"Det var en psykotisk patient, der løb rundt og råbte, at der var ildebrand. En uge efter kunne vi sidde i haven og føre en helt almindelig samtale. Det synes jeg er fantastisk. Jeg havde forventet, at selve behandlingen var voldsom, men det var overstået på få minutter, mens patienten var lagt til at sove, og kramperne var ikke voldsomme," siger Kathe. Derudover har hun prøvet at give sin første intramuskulære injektion.
"Min vejleder havde givet mig nogle kanyler med hjem, så jeg kunne øve mig på en appelsin, men i virkeligheden var patientens lænd, som jeg skulle stikke i, mere blød. Jeg var så nervøs, at jeg rystede på hænderne bagefter, men det gik godt," siger hun.
Til den afsluttende evaluering i afdelingen fik Kathe at vide, at hun havde nået sine mål, og hun fik flotte ord med på vejen.
"Gerontopsykiatrien har meget lav status blandt de studerende, men det har været et supersted. Jeg har nu erfaret, hvor meget miljøet i en afdeling, personalet og vejlederen betyder for, hvor vellykket klinikperioden bliver," siger Kathe.
"For to måneder siden var jeg meget i tvivl om, hvad jeg skal beskæftige mig med, når jeg bliver færdig som sygeplejerske. Nu tænker jeg, at det sagtens kunne blive psykiatrien, og jeg overvejer, om det er her, jeg skal søge hen i min lange klinik på fem måneder til næste forår," siger hun.