Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Historiens vingesus - i Kolding

Artiklen henvender sig til sygeplejersker med interesse for sygeplejens historie. Den er baseret på deltagelse i den første sygeplejehistoriske konference i Danmark.

Sygeplejersken 2007 nr. 21, s. 40-41

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

SY-2007-21-40dPlakat fra den første danske sygeplejehistoriske konference, som blev afholdt i september 2007.

Saddeltasken var altid pakket. Det fastslog Elissa Lane Miller, RN, PhD i sit oplæg om arbejdet som jordemoder med sygeplejerskebaggrund i 1920'ernes USA.

Oplægget var et af mange, der blev afholdt på Dansk sygeplejehistorisk Museum i Kolding den 28. og 29. september 2007. Anledningen var Dansk Sygeplejehistorisk Selskabs (DSHS) 10-års-jubilæum. Formålet med selskabet er at formidle og synliggøre sygeplejens historie, fremme interessen for sygeplejens historie og fungere som støtteforening for Sygeplejehistorisk Museum.

I 1920'erne blev fødselshjælp og mor-barn-pleje kraftigt oprustet, bl.a. takket være Mary Breckenridges arbejde. Hun var sygeplejerske og etablerede det første jordemoderprogram for sygeplejersker i USA.

At det ikke var nemt at praktisere som jordemoder med sygeplejerskebaggrund, viste sort-hvide billeder af den ridende jordemoder på vej ud til en fødende og af sengetransporter, hvor sengen med en nybagt moder blev båret ned ad en stejl klippe, over i en robåd og herefter sejlet videre. Faderen gik efter sengen med det nyfødte barn i armene. Når en kvinde havde brug for jordemoderassistance, blev beskeden sendt med bud og kunne i værste fald være dage om at nå frem.

Frontier Nursing Service blev grundlagt i Kentucky i 1925, og programmet fik ved at uddanne sygeplejersker til jordemødre dødeligheden til at falde både for mødre og nyfødte børn. En opgørelse viste, at jordemoderen brugte 26 pct. af tiden på at rejse og sørge for hesten og 26,8 pct. på fødselshjælp. Miller sluttede sit oplæg med et billede af et meget lille barn, der var svøbt og lagt i saddeltasken, parat til transport.

Konferencen First Danish History of Nursing Conference tiltrak historisk interesserede sygeplejersker fra Europa, USA og Canada.

Formand for DSHS, lektor Susanne Malchau, bød de 64 deltagere velkommen til konferencen, og professor Marit Kirkevold fra Institut for Folkesundhed, Afdeling for Sygeplejevidenskab, afsluttede den første konferencedag med oplægget "Nursing History in Nursing Academia Today" om sygeplejehistoriens funktion og rolle i det akademiske univers i dag og forskellen på at være sygeplejehistoriker og historiker, der forsker i sygepleje. Der findes i dag 5-6 forskningscentre for sygeplejehistorie spredt over hele verden.

Marit Kirkevold mente, at vi i Danmark i højere grad bør knytte forskning i sygeplejehistorie an til det universitære system, benytte en vifte af forskelligartede forskningsmetoder og tage kritisk stilling til forskningsresultaterne. Især det sidste synes at være en mangel, mente hun.
De øvrige indlæg omfattede bl.a. den fornyede interesse for Virginia Henderson i Danmark, analyse af to skønlitterære værker med sygeplejersker som hovedpersoner og arbejdsmiljøsygeplejerskernes historie.
En engelsksproget abstract-samling kan fås ved henvendelse til Dansk Sygeplejehistorisk museum, museum@dshm.dk

Se i øvrigt museets hjemmeside på www.dshm.dk​