Sygeplejersken
Vikarbureauer er løbet tør for sygeplejersker
På pumperne. De danske sygehuse har længe manglet hænder, og derfor benytter de ofte private vikarbureauer. Men nu melder bureauer landet over selv om udsolgt blandt sygeplejersker.
Sygeplejersken 2007 nr. 9, s. 16-17
Af:
Katrine Birkedal Christensen, journalist
Foto: Søren Svendsen
Når afdelingssygeplejersker på de danske sygehuse griber til telefonen for at tilkalde en vikar til den kommende nattevagt, møder de oftere og oftere et bureau i den anden ende af røret, der siger nej til opgaven.
Vikarbureauerne mærker nemlig også den desperate mangel på sygeplejersker, og flere begynder nu at hente sygeplejersker i udlandet.
Hos Sygeplejerskernes Vikarbureau, der er et af de største i branchen, siger administrerende direktør, sygeplejerske Hanne Jensen, i stigende grad nej til opgaver. "Vi har 6.000 vikarer tilknyttet på landsplan, og det er langtfra nok. Vi kan slet, slet ikke dække behovet."
Det stigende behov for private vikarer på de danske sygehuse er ifølge forsker fra Dansk Sundhedsinstitut (DSI) Christina Holm-Petersen indikator for, at sundhedsvæsenet er i problemer.
"Når brugen af vikarer bliver en permanent tilstand, er det et udtryk for, at man ikke kan rekruttere og fastholde personale, og så er man inde i en meget, meget ond cirkel, som økonomisk set ikke er rentabel," forklarer Christina Holm.
Sygehuse hamstrer
Konsekvensen af manglen på arbejdskraft er bl.a., at sygehusene begynder at "hamstre" sygeplejersker hos vikarbureauerne ved at forudbestille.
"Vi får voldsomme bestillinger, hvor det er halve år frem. Førhen ringede afdelingerne og bestilte en aftenvagt til her og nu, og måske tre dage frem. Sådan er det stadigvæk, men der er også rigtig mange bestillinger af typen: "to aften- og nattevagter til de næste fire måneder." Der bestilles mange vagter og langt ud i fremtiden," fortæller Hanne Jensen fra Sygeplejerskernes Vikarbureau.
Behovet for vikarbureauerne har længe været stigende, viser bl.a. tal fra Danmarks Statistik. Alene fra 2004 til 2006 steg omsætningen hos vikarbureauer inden for sygepleje og sundhed med 18 pct. fra en omsætning på 1,3 mia. kr. til 1,6 mia. kr.
Og forudbestillingernes massive omfang betyder bl.a., at vikarbureauerne har sværere ved at levere sygeplejersker akut.
"Vi siger dagligt nej til afdelinger. Dem, der ringer med kort varsel, altså samme dag, som de skal bruge en vikar, er vi nødt til at sige nej til, for vores vikarer er allerede booket. Vores lagre af sygeplejersker er simpelthen tømt," siger Jess Aabo, administrationsansvarlig i Ready2Care, der med sine 100 tilknyttede sygeplejersker, dækker det tidligere Vestsjællands Amt.
Deltidsansatte melder fra
Ligesom de danske hospitaler oplever, at der er få ansøgere om de ledige stillinger, må vikarbureauerne også sande, at det er blevet meget sværere at rekruttere nye medarbejdere.
"Vi havde tidligere mange deltidsansatte sygeplejersker tilknyttet, der supplerede indtægten med vagter hos os. Men nu bliver de pålagt ekstraarbejde på deres afdelinger," forklarer Søren Debel, forretningschef for vikarbureauet Proffice Care, der har 550 sygeplejersker i deres landsdækkende vikarkartotek.
Sygeplejerskernes Vikarbureau oplever, at deltidsansatte i mindre omfang end tidligere tager ekstra vagter hos vikarbureauet.
"I dag er det blevet så presset på hospitalerne, at hvis man har en deltidsstilling, så orker man ikke at have ekstra vagter. Derfor er det enormt svært at få folk," siger Hanne Jensen, der netop nu har 300 fuldtidsansatte vikarer ansat, men mangler op mod 50-100 sygeplejersker.