Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Kvinder er mest udsatte for angst

Dobbelt risiko. Forældre skal støtte deres piger i at turde håndtere farlige situationer i barndommen. På den måde kan man ruste dem til at overvinde angst senere i livet, mener psykiater Karin Garde.

Sygeplejersken 2008 nr. 10, s. 41

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

SY-2088-10-41aKvinder fortæller mere om deres symptomer, og de bliver til gengæld i mange tilfælde behandlet på for små indikationer og for tynde forudsætninger, mener psykiater Karin Garde, der har forsket i kønsforskelle i angst. Foto: Poul Rasmussen

Dobbelt så mange kvinder som mænd lider af angst, og forskellen er særlig stor for nogle former for angst. En af forklaringerne skal findes i opdragelsen, mener psykiater Karin Garde fra Sct. Hans Hospital, der har beskæftiget sig med kønsforskelle i angst og har skrevet flere bøger om emnet.

"Forældre tolererer mere vovemod hos drenge, og instinktivt beskytter de piger mere. Den tendens forstærkes kun i omgivelsernes forventninger, se blot på forskellen i legetøj til piger og drenge. Det er relevant i forhold til angstlidelser, for ved at udfordre angst og føle angst kan man overvinde den, men det beskytter man piger imod. Jeg taler for, at man skal fremme børns muligheder for at håndtere farlige situationer," siger Karin Garde.

Mens forældre skal fremme pigers mulighed for at håndtere farlige situationer, er der måske grund til at beskytte drenge lidt mere, mener hun.

"Ser man på ulykkesstatistikkerne, og hvem der havner i fængsel, er drenge og mænd jo i overtal. De kommer galt af sted på grund af deres risikoadfærd," siger Karin Garde.

Senere i livet spiller kønsforskelle en rolle i forhold til angst på den måde, at piger og kvinder ofte har et skarpt blik for de psykiske mekanismer, der udspiller sig i grupper af kvinder.

"Ligeværdighed og enshed forveksles. Hammeren falder, hvis man stikker næsen frem, og man risikerer at blive beskyldt for at være selvhævdende," siger Karin Garde.

Den form for angst, hvor forskellen mellem kønnene er mest udtalt, er ifølge Karin Garde social fobi. For hver mand, der lider af social fobi, er der 2-3 kvinder. Omkring dobbelt så mange kvinder som mænd lider af posttraumatisk stress-syndrom, PTSD, generaliseret angst (kronisk bekymring) og panikangst. 50 pct. flere kvinder oplever enkelfobier.

De fertile år er hårde

Kvinders angst begynder tidligere i livet end mænds, og kvinders angstlidelser har oftere end hos mænd sammenhæng med depression. Angsten er mest udtalt i de unge år og i de fertile år. "De fertile år kan være hårde. Kvinder, der har børn, har reelt to job, og hvis man hele tiden synes, at man forsømmer noget, og oplever en utilstrækkelighedsfølelse, kan det udløse stress, som også kan fremprovokere angst og depressioner," siger Karin Garde.

Mænds og kvinders fysiologiske udtryk for angst er også forskellige. "Mænd får oftest blodtryksstigning, som ikke registreres subjektivt, mens kvinder mærker hjertebanken og derfor får gjort noget ved det," siger Karin Garde.

Der er flere forklaringer på, at flere kvinder end mænd lider af angst, bl.a. den, at mænds angst er underrapporteret. For at angsttilfælde kan registreres, skal man synes, at det er slemt nok til, at man henvender sig til lægen for at få medicin.

"Mænd har måske en højere tærskel for, hvor meget angst de kan tåle, før de henvender sig til lægen, end kvinder, og de behandler måske i højere grad sig selv med alkohol. Kvinder fortæller mere om deres symptomer, og de bliver til gengæld i mange tilfælde behandlet på for små indikationer og for tynde forudsætninger," siger Karin Garde.

KVINDER LIDER AF SOCIAL FOBI, MÆND AF DAMP

 
Blandt psykiske sygdomme generelt er kvinder overrepræsenteret i forhold til mænd. Depression, social fobi og spiseforstyrrelser er typisk kvindesygdomme, mens mænd har DAMP
(i dag betegnet ADHD) og lider af ludomani, psykopati og misbrugsproblemer. Det kan man læse om i bogen "Psykiske sygdomme - forskellen mellem mænd og kvinder" af Karin Garde og Jes Gerlach.

ANGST KAN BEHANDLES

 
250.000 danskere lider af angst, og mange skjuler sygdommen og undgår situationer, der forstærker angsten, eller de dulmer den med alkohol, stoffer og medicin. Med støtte og rigtig behandling er der gode muligheder for at helbrede mange angstsygdomme. I 2007 har Psykiatrifonden igangsat en landsindsats mod angst, der skal sætte fokus på, at angst kan behandles.

Læs mere på www.psykiatrifonden.dk