Sygeplejersken
De mener det alvorligt
Oprettelsen af tobakskontrollen var et udtryk for, at regeringen mener det alvorligt. Den har været helt central i håndhævelsen af det irske rygeforbud.
Sygeplejersken 2008 nr. 13, s. 40
Af:
Sine Barret-Madsen, journalist
Den skal ses som en slags forlænget arm til sundhedsministeriet. Den blev stiftet i 2001, og i dag er det kontrollens hovedopgave at rådgive sundhedsministeren, føre statistikker og udarbejde tilfredshedsundersøgelser.
Det var også tobakskontrollen, der stod bag udarbejdelsen af en central rapport, som overbeviste den daværende sundhedsminister Micheál Martin om, at passiv rygning er skadeligt og fører til sygdomme. Rapporten udkom i 2003 og var den direkte anledning til beslutningen om at indføre et rygeforbud.
Idéen skabte furore blandt barejerne, og cigaretindustrien og en pengestærk opposition blev dannet. Den såkaldte "Hospitality Industry Alliance" inkluderede repræsentanter fra barejernes organisation. Alliancens hovedargumenter var, at forbuddet ville skade turismen, som er Irlands største indtægtskilde, og at 56.000 arbejdspladser ville gå tabt. Flere parter mistænker alliancen for, at den blev støttet af tobaksindustrien. Efter at forbuddet er trådt i kraft, har man ikke hørt fra alliancen igen.
... Frankrig var faktisk det første land i Europa, der overvejede at indføre et rygeforbud - i 1992,
men det mislykkedes, fordi der i modsætning til Irland ikke var nogen effektiv kampagne til at støtte op om forbuddet. Frankrig indførte først et rygeforbud i 2007.