"Jeg føler mig som et tæppe, der er blevet trampet på med beskidte støvler"

Adam Dyrvig Tatt er i dag kureret for sin kræftsygdom. Han oplevede et hospitalssystem, der havde samme effektivitet som et slagteri. Men den menneskelige side af behandlingen fejlede. Foto: Simon Knudsen 

"Du kan godt regne med, at det er kræft." Den kvindelige læge tager gummihandskerne af, mens hun fortæller mig sandheden.

Jeg ligger på undersøgelsesbriksen med bukserne nede om knæene. Hun har lige undersøgt min venstre testikel, og selvom mine værste forudanelser godt vidste besked, så rammer meldingen hårdt. Kræft! Pludselig går jeg fra at være en almindelig sund fyr på 27 år til at være dødeligt syg.

I dagene op til undersøgelsen havde jeg kigget på internettet og sat mig ind i testikelkræftens væsen og behandling. Den starter i 98 pct. af tilfældene i venstre testikel, og så spreder den sig aggressivt op langs rygraden via lymferne. Når så først kræften har fået fat i lymferne, går det uhyggeligt stærkt. I løbet af meget kort tid spreder det sig til lungerne og til sidst til hjernen. Lige nu ved jeg kun, at jeg har kræft i testiklen. Hvor langt har det nået at sprede sig" Uvisheden er det værste.

"Vi skal jo have dig opereret så hurtigt som muligt, så skal jeg ikke lige gå ind og booke en operationstid til dig med det samme"" spørger lægen, mens jeg tager bukserne på.

Tanken om, at sygdommen vokser og spreder sig time for time, er ikke til at holde ud. Allerede en måned inden havde jeg opdaget en lille knude på min testikel, og på den korte tid havde den vokset sig dobbelt så stor. Det eneste, der kører rundt i mit hoved, er, at det bare skal væk så hurtigt som muligt.

"Det var heldigt. Du kan komme til allerede i overmorgen på Herlev," siger lægen.

I gode hænder

Det er december måned og mørkt udenfor. Klokken er fire om eftermiddagen. Så længe jeg er i undersøgelsesrummet på Amager Hospital, føler jeg en slags helle fra sygdommen, for så er jeg i en læges hænder. Jeg stoler på, at mit liv ikke er ligegyldigt for hende, og at hun vil gøre alt for at redde mig. Amager Hospital tager sig dog ikke af kræftpatienter og opererer ikke urologisk, men alligevel giver det mig en tryghed at være sammen med en læge.

"Det virker ikke som en særlig stor svulst," prøver hun at berolige mig.

Det eneste, jeg tænker på, er, om det har spredt sig. Hvor langt er det nået ud i min krop? Hvor syg er jeg? Skal jeg dø?

"Halvdelen af alle patienter med testikelkræft bliver bare opereret, og så er de raske," fortsætter hun. Hun ved godt, at der skal handles hurtigt, så kræften ikke spreder sig.

"Når du kommer ud på Herlev, så skal du møde fastende om morgenen. Under operationen laver de en orkiektomi. Det vil sige, at de åbner din lyske og tager testiklen ud den vej. Så bliver den undersøgt for kræft, og bagefter får du svar på, om det var kræft, og om det er en seminom eller en non-seminom kræftform," forklarer hun, mens hun bladrer i min journal.

Jeg har sat mig grundigt ind i tingene, så jeg ved godt, at hvis det er en non-seminom kræftform, så er den meget aggressiv og vil med stor sandsynlighed have spredt sig allerede.

"Får jeg det at vide lige bagefter operationen?" spørger jeg, for jeg vil gerne have hurtig og klar besked om min tilstand, og hvad mine muligheder er for at overleve.

"Ja, det gør du. Du kan også godt regne med, at du kan gå hjem samme dag."

Hun lægger papirerne fra sig: "Egentlig skulle jeg tage en blodprøve af dig nu, hvor vi skulle se på dine tumor-markører, men fordi du skal til allerede i overmorgen, så skal du have dem taget på Herlev. Jeg har givet dem besked, men det er bare vigtigt, at du husker dem på det, for ellers er der en risiko for, at de glemmer det." Tumor-markørerne er et udtryk for, hvilket stadie sygdommen er på.

"Er der noget, du er i tvivl om?" spørger hun.

"Nej, jeg vil bare gerne have den fjernet så hurtigt som muligt, så jeg er glad for, at jeg kan komme til med det samme," svarer jeg.

"Det kan jeg godt forstå. Og så er det godt, at de er så dygtige derude," svarer hun.

Jeg rejser mig op og tager min jakke på. Jeg er overrasket over, hvor uhyre effektivt det hele virker. Jeg glæder mig ligefrem til, at jeg skal ud på Herlev og behandles af de bedste eksperter.

Magtesløse

38 timer senere er jeg på vej til Herlev Hospital. Jeg sidder i bilen med min kæreste. Hun har også fået konstateret kræft mindre end to måneder forinden.

Det var i virkeligheden det chok, der ændrede min verden. Pludselig går man fra at være ung og usårlig til at være dødelig. Nu er døden ikke på den anden side af et helt liv, børn, ægteskab og karriere, for måske kommer den nu. At skulle forholde sig til døden, når man er 27 år, synes urimeligt.

Vi sidder ved siden af hinanden og græder lidt. Det har vi gjort meget på det sidste. Jeg vil så gerne hjælpe hende og hun mig. Men vi kan ikke. Vi er magtesløse og må lægge hinandens liv i andres hænder.

Jeg vil bare tages hånd om af en læge, som beroligende siger: "Vi skal nok klare det her for jer," tænker jeg.  Vi kører ind foran den 24 etager høje bygning. Da vi kommer ind i ankomsthallen, har jeg en følelse af, at jeg nu endelig er i trygge hænder. Jeg har bare lyst til at give op og falde tudende om halsen på den første læge.

"Det føles næsten som at komme hjem til sine forældre, da man var ulykkeligt forelsket første gang," siger jeg til min kæreste. Hun nikker, for hun kender følelsen.

Udsigten er fantastisk, da vi træder ud af elevatoren til afdelingen på 22. etage. Jeg går hen til skranken med mine papirer i hånden. Klokken er 8.15, og det er lige efter vagtskiftet. Sygeplejerskerne stryger rundt mellem hinanden, og én støder ind i mig. Hun skynder sig videre uden at sige undskyld.

"Jeg skal opereres her i dag," siger jeg til kontordamen.

"Øhh, ja." Hun er meget stresset, det er tydeligt. "Hvis du bare lige sætter dig udenfor lidt, så kommer vi og henter dig."

Vi sætter os ud og ser på nyhederne i morgen-tv. Tophistorien er den mangelfulde kræftbehandling. Jeg er sulten og tørstig, for jeg har fastet i 10 timer.

"Hvad tror du, der skal ske?" spørger jeg min kæreste. "Jeg ved det ikke rigtigt, men de kommer jo sikkert ud og fortæller dig, hvordan dagen skal forløbe," vurderer hun.

Vi venter næsten to timer, så går jeg hen til skranken. "Undskyld," afbryder jeg den forbipasserende kontordame: "Jeg har siddet herude i snart to timer, og jeg har ikke engang fået at vide, hvad der skal ske. Jeg skal opereres for testikelkræft i dag," prøver jeg at appellere til hende: "Ja, men ved du hvad, vi har ret travlt, og jeg skal nok komme ud til dig," vrisser hun.

Jeg vender mig om og går tilbage til min kæreste.

Endelig kommer kontordamen ud med nogle blodprøvepapirer. "Du skal gå ned i blodbanken og så komme tilbage igen," siger hun kort.

"Har I husket, at jeg også skal have taget prøver af mine tumor-markører?" spørger jeg. "Øhh, jaja," svarer hun.

"Hvor ligger blodbanken henne, og hvad skal der ske bagefter?" spørger jeg hende, mens hun allerede er på vej tilbage.
"Jamen, så skal du tale med en læge, som vil undersøge dig, hvis der bliver tid til det. Men jeg tror ikke, at vi kan operere dig i dag. Så du skal nok bare gå hjem bagefter," skynder hun sig at sige.

Jeg kigger opgivende på min kæreste: "Tænk, hvis man nu var en gammel dame, der sad her alene og ingenting vidste og bare ikke ville være til besvær og forstyrre dem i deres travle arbejde. Så ville hun dø, inden nogen hjalp hende," siger jeg.

Nede i blodbanken sidder knap 50 mennesker i kø. Da jeg endelig kommer til, spørger jeg sygeplejersken, om hun kan se, at der også skal tages prøver til mine tumor-markører.

"Det tror jeg ikke," svarer hun. Hun går ud og ringer op til afdelingen.

Jeg føler mig fuldstændig alene som et produkt i et stort maskineri. "Jeg har kræft, og I er de eneste, der kan hjælpe mig," græder jeg indvendig.

Da sygeplejersken kommer tilbage, ler hun opgivende. "Det havde de sørme lige glemt," siger hun og ryster på hovedet.

Operation udskudt

Tilbage på afdelingen får jeg lov at sidde i endnu to timer. Jeg rejser mig til sidst med et gabende hul i maven af sult og er frygtelig tørstig. Jeg er ved at eksplodere indvendig. Ingen tager hånd om mig.

"Nu vil jeg altså gerne tale med en læge," siger jeg hidsigt til kontordamen, som kommer forbi. "Jamen, det skal du også nok snart komme til," svarer hun irriteret.

"Du kan gå ud og tage noget frokost imens," foreslår hun.

"Jamen, jeg faster jo, for helvede. Altså har I ikke styr på, hvad der foregår?" raser jeg. Ingen har taget notits af mig. Ingen har præsenteret sig for mig og fortalt, hvad der skal ske. De ved tilsyneladende ikke, at jeg går og faster. Skal jeg overhovedet opereres?

"Du kommer ikke til i dag," svarer hun. "Men sæt dig ned, så skal jeg finde en læge."

Der går endnu 20 minutter. Så kommer der en læge. Han er blevet tilkaldt, fordi jeg brokkede mig. "Vi har ikke fået din journal, tror jeg, så kan du fortælle mig, hvilken side det er?"

Han undersøger mig kort og fortæller lidt om operationen. "Men vi kan desværre ikke operere dig i dag, så hvis du kan komme i morgen kl. 6.00 fastende, så skal vi nok operere dig med det samme," undskylder han.

"Jojo, det er vel fint," svarer jeg. Jeg har givet op og vil bare væk. "Det er bare ikke særlig betryggende at være her," prøver jeg at forklare ham.

"Jeg har lige for to dage siden fået at vide, at jeg har kræft ligesom min kæreste. Når man så kommer her, er der ingen, der fortæller, hvad der skal ske i løbet af dagen. Så laver I fejl i mine blodprøver og har ikke min journal. I morgen skal jeg så skæres op af jer. Det er meget lidt betryggende, og jeg bliver faktisk lidt ked af det."

"Jamen, det kan jeg da godt forstå," svarer lægen sikkert oprigtigt.

Som et slagteri

Klokken er lidt i seks, da jeg møder på afdelingen. Alle sover stadig, og sygeplejersken, der tager imod mig, hvisker, da hun giver mig den beroligende pille inden operationen.

20 minutter senere er jeg på vej ned til operationsbordet. Operationsstuerne ligger på række som slagterier. Bagefter køres patienterne tilbage i sorterede stabler. Man kan ikke andet end at føle sig som et slagtesvin, men meningen er god, og det virker tilsyneladende effektivt.

Tre timer efter vågner jeg på opvågningsstuen. Lægen kommer ind og ser til mig. "Vi har fjernet din venstre testikel, og alt er gået fint," beroliger han mig. Mere husker jeg ikke derfra, for morfinen døser mig væk i en dejlig søvn uden drømme.Oppe på stuen står mine forældre og tager imod. Jeg er glad, for nu er det hele vel overstået, håber jeg.

Da lægen kommer ind til mig med en sygeplejerske, er det for at fortælle mig, at det var kræft. "Det er en non-seminom kræftknude, vi har fjernet i dag, men dine tumor-markører ser fine ud," forklarer han. Det var altså den aggressive form, men indtil videre håber jeg på, at markørerne har ret, og at spredningen ikke allerede har fået fat. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg er kommet til så hurtigt.

Tænk, hvis jeg skulle have ventet to til tre måneder på operationen. Så var der ingen tvivl om, at spredningen havde minimeret mine chancer for at overleve.  Da lægen og sygeplejersken går, er jeg meget træt, og mine forældre lader mig sove lidt.

Ufattelige smerter

Da jeg igen vågner, kigger jeg på mit ar. Den side af min pung, hvor de har fjernet testiklen, er pludselig vokset til en tennisbolds størrelse. Jeg kalder hurtigt på en læge, og hun kommer stresset ind. Det viser sig, at jeg har fået en indre blødning, som skal standses nu. Pludselig står der tre læger og et par sygeplejersker og trykker med is på mit skridt. Det gør afsindigt ondt, men langsomt stoppes blødningen.

"Du skal nok regne med at blive i tre til fire dage," forklarer lægen mig. Det er o.k., tænker jeg, for jeg føler mig i trygge hænder.

De næste dage må jeg kun ligge på ryggen, og det giver mig ufattelige smerter. Jeg sover dårligt, og frygten for spredning kører i mit hoved. Jeg ringer til min kæreste, som er blevet indlagt på Rigshospitalet for at få indvendig strålebehandling. Hun har det heller ikke godt. Jeg er meget ked af det, for tragedien er uoverstigelig. Jeg beder om en sovepille.

"Det har sådan en ung fyr da ikke brug for," afviser sygeplejersken mig.

Jeg overraskes fuldstændig af hendes attitude. Jeg prøver at forklare hende, at jeg ikke har det så godt og er bange for, hvad der skal ske med mig selv og min kæreste. "Det skal nok gå det hele," siger hun bare, mens hun giver mig en Panodil.

De næste tre dage er det på intet tidspunkt den samme læge, som tilser mig. Det er helt tydeligt for mig, at lægerne ikke har læst min journal. Jeg spørger til den, men får svaret, at de ikke lige kan finde den. Jeg er rystet.

På grund af det store tryk fra blødningen kan jeg ikke tisse. Til sidst beder jeg om at få lagt et kateter. Jeg ved, det ikke er sjovt, så det er først, da det gør rigtigt ondt, at jeg spørger. Sygeplejersken vender dog aldrig tilbage. Hun har øjensynligt glemt mig. Efter to timer er jeg ved at eksplodere, men ingen reagerer på mine kald. Til sidst hiver jeg to gange i snoren. Det betyder hjertestop. Sygeplejerskerne kommer væltende ind med opspærrede øjne. Jeg skælder ud og siger, at nu vil jeg altså have lagt det kateter. Jeg er ved at eksplodere.

"Ved du hvad, vi sidder lige og spiser frokost, og så må du lige vente," snerrer sygeplejersken. "Det er altså to timer siden, at jeg ikke længere kunne holde det ud," prøver jeg. "Jo, men vi skal jo altså have pauser en gang imellem, ik'!"

De forsvinder alle ud igen. 20 minutter senere kommer hun tilbage. "Nåh, hvad siger den utålmodige til det?" spørger hun sarkastisk, da hun åbner døren.

Sådan fortsætter mine oplevelser på Herlev Amtssygehus. Stressede sygeplejersker, som er ved at blive slidt ned. Læger, som ikke læser journalen, enten fordi de ikke kan finde den, eller fordi de ikke har tid.

Intensiv kemoterapi

Halvanden måned senere får jeg dommen efter mange undersøgelser. Kræften har spredt sig til lymferne omkring min rygrad. Dermed venter knap tre måneders intensiv kemoterapi, hvor jeg indlægges i mere end fire uger på Rigshospitalet.
Havde de ikke kunnet tilbyde mig så hurtig en operation, havde det uden tvivl set meget værre ud. Så havde jeg skullet gennemgå, hvad lægen betegnede som den helt store omgang med fem måneders intensiv kemoterapi.

I dag halvandet år efter er jeg helbredt og har det godt.

Mine oplevelser med det danske sygehusvæsen er meget blandede. Jeg føler mig vel som et tæppe, der er blevet renset, men som også er blevet trådt på med beskidte støvler. Som patient kan man ikke lade være med at spørge sig selv, om omsorgen er blevet trimmet væk i de stadigt mere effektive arbejdsgange.

Hvornår indser politikerne mon, at effektivitet nok redder liv, men at der også skal komme en hel patient ud i den anden ende?