Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Patienterne røg i sengen

"Jeg og mine kolleger var bange for, at patienterne bare ville begynde at ryge på toilettet," siger sygeplejerske Deirdre Long om det irske rygeforbud.

Sygeplejersken 2008 nr. 13, s. 41

Af:

Sine Barret-Madsen, journalist

SY-2088-13-41bFoto: David Coleman og Stephen O'Brien

Deirdre Long er respirationssygeplejerske på Beaumont Hospital i Dublin. Her leder hun i samarbejde med to kolleger et center for KOL-patienter.

"Jeg har arbejdet som sygeplejerske siden 1984, og dengang var alting meget anderledes. Patienterne røg i sengen, og de pårørende sad og pustede røgen lige ud i iltmaskerne på patienterne. Jeg har da selv været med til at hente en lighter til en patient, der ville have tændt en cigaret i sengen. Men meget er sket siden, heldigvis."

Deirdre fortæller, at hun var bange for, hvordan patienterne ville reagere, da de hørte, at rygeforbuddet snart ville blive en realitet.

"Jeg og mine kolleger var bange for, at patienterne bare ville begynde at ryge på toilettet. Før forbuddet havde de et rygerum, og nu skal de gå helt udenfor, og det er der mange af patienterne, der ikke kan klare rent fysisk, hvor de tidligere kunne  gå tyve meter ned ad gangen og få sig en cigaret."

Da rygeforbuddet endelig blev en realitet, håbede Deirdre og hendes kolleger, at flere patienter ville bede om hjælp til at holde op med at ryge.

"Men det skete desværre ikke. Selv om patienterne godt ved, at det er meget forkert, så er de desværre meget afhængige af deres cigaretter. Vi kan rådgive og opmuntre dem til at holde op med at ryge, alt det vi vil, men i sidste ende er det jo patientens eget initiativ, der gør forskellen."