Sygeplejersken
Strategisk planlægning øger arbejdsglæden
Artiklen henvender sig til ledere af afdelinger med svære rekrutteringsproblemer. Hovedbudskabet er, at afdelingen med fordel kan arbejde strategisk med arbejdets organisering og personalets kvalificering, så alle ressourcer udnyttes fuldt ud, og personalet oplever glæde ved arbejdet.
Sygeplejersken 2008 nr. 18, s. 41
Af:
Birgitte Mortensen, sygeplejerske, master i voksenuddannelse (MVO)
Da fem sygeplejersker sagde op i foråret 2006, fem gjorde det i 2007, og vi ikke kunne rekruttere nye, var neurologisk afdeling bragt så langt ned i sygeplejerskeantal, at det var svært at se lys forude. Alle opsigelser var affødt af behovet for at prøve noget nyt efter et vist antal år i afdelingen, og for ca. halvdelen faldt dette sammen med afslutning af barsel. Det betød, at afdelingen manglede syv sygeplejersker i maj 2007 - før sommerferien skulle afvikles.
Igennem nogle år havde der været et stort ønske fra afdelingens social- og sundhedsassistenter om at deltage i flere administrative opgaver for at udnytte en større del af deres kompetence. På baggrund af sygeplejerskemangelen var det nærliggende at tage fat i det ønske.
Social- og sundhedsassistentens ansvars- og kompetenceområde måtte beskrives, så alle fik repeteret det. Nogle sygeplejersker var bange for at give slip på opgaverne, da de var usikre på, om de fortsat havde det overordnede ansvar for patienterne.
Ledelsen besluttede, at projektet skulle foregå i vores genoptræningsafsnit, der har plads til 12 patienter, da assistenterne allerede her havde mulighed for at stå for medicinadministration samt mindre, tværfaglige konferencer.
En ændring af social- og sundhedsassistenternes ansvars- og kompetenceområde skulle ikke forceres. Sommeren måtte klares med hjælp fra vikarbureauer i større udstrækning end ellers og hjælp fra sygehusets øvrige afdelinger, der varetog plejen af op til otte neurologiske patienter i genoptræningsforløb.
Der blev udarbejdet en pjece med de vigtigste oplysninger om plejen til vikarer i afdelingen. De hjælpende afdelinger fik tilbudt og modtog undervisning i neurologiske genoptræningsforløb. Der blev afholdt en temadag for afdelingens personale med en NLP-uddannet sygeplejerske, som gav personalet indsigt i, hvordan en sommer med reduktion i fast personale kan klares mentalt.
Undervist i nye opgaver
Fra 1. maj til 1. september blev der afviklet en kursusdag for alle social- og sundhedsassistenter, hvor der blev undervist i nye arbejdsopgaver, som omhandlede stuegang, tildelt patientpleje samt tværfaglige konferencer og udskrivningsmøder. Midt i september 2007 kunne plejen af afdelingens apopleksipatienter i genoptræningsforløb med succes varetages af social- og sundhedsassistenter med supervision fra ledelsen og den kliniske udviklingssygeplejerske. Sygeplejerskerne i afdelingen blev samlet i to andre plejeteam, akut apopleksi og afsnittet for patienter med andre neurologiske lidelser. Formålet var at give den enkelte sygeplejerske mulighed for sparring med egen faggruppe. Hermed blev de akutte afsnit oprustet.
Samtidig med den nye organisering af arbejdet blev weekendarbejdet reduceret til hver tredje weekend, det gav mere personale på hverdage, hvor der er flere arbejdsbyrder, til gengæld blev weekenderne sårbare. Vigtigst af alt var dog en større arbejdsglæde.
Afdelingens social- og sundhedsassistenter har i flere år oppebåret et fastholdelsestillæg på grund af den fysiske belastning, det er at arbejde i en neurologisk afdeling, nu blev dette også givet til sygeplejerskerne for at signalere, at deres arbejdsbyrde var anerkendt.
Afdelingens neuropsykologer afholdt en foredragsrække som inspiration for personalet, og i foråret 2008 blev det muligt for plejepersonalet at få supervision.
I januar 2008 har vi afviklet en temadag for alle sygeplejersker, hvor vi har haft mulighed for at tale udviklingsmuligheder for sygeplejen i afdelingen, og nu skal afdelingens få sygehjælpere have samme mulighed.
De ledige sygeplejerskestillinger er blevet besat, en projektbeskrivelse for en egentlig uddannelsesafdeling for sygeplejestuderende er forfattet, og forude venter nye udfordringer i form af trombolysebehandling til apopleksipatienter.
Birgitte Mortensen er ansat på neurologisk afdeling, Sygehus Nord, Roskilde Sygehus.