Boganmeldelser

Hjælp søvnige forældre med putte- og sovebøvl

Benedikte Hertel

Godnat min skat - en guide til rolige nætter

Politikens Forlag 2008
208 sider - 199 kr.

Ingen mødregruppe uden at emnet "søvn" er på tapetet.

"Hvor meget sover et tomånedersbarn?"

"Er det normalt, at mit barn kun tager smålure i dagens løb?"

"Det tager halvanden time at få storebror på to i seng om aftenen, hvordan får vi vendt den rytme?"

De heldige, som ikke har putte- og sovebøvl og får mere end seks timers søvn i rap, må nyde det. For mange andre forældre slår bøvlet revner i billedet af en succesfuld forælder. "Hvad er det, vi gør forkert""

Benedikte Hertel er sundhedsplejerske og en erfaren en af slagsen. Det skinner igennem, at hun har mødt de søvnige forældre, kender til deres trængsler og i praksis har erfaret, at de letkøbte, firkantede løsninger sjældent giver resultat. "Find din egen vej" er overskriften på et af kapitlerne. Det er den røde tråd bogen igennem.

"Mange problemer med at få børn til at sove bunder i urealistiske forventninger til, hvornår og hvor meget de små børn skal sove."

"Det gælder om at finde frem til den løsning, der tager udgangspunkt i dit barns behov, men også tager hensyn til resten af din familie," skriver Benedikte Hertel. Der er mange meninger om, hvad det er at sove igennem. For nogle betyder det, at barnet sover uden afbrydelser otte timer i træk og for andre, at barnet i løbet af natten vågner op, spiser og hurtigt falder i søvn igen. Ikke alle børn fødes med en døgnrytme, der matcher forældrenes. Det kræver tålmodighed at få rytmen drejet, så roen sænker sig over nætterne.

Bedst som alt ser ud til at køre på skinner, sker noget nyt i barnets udvikling. Det begynder at sætte sin vilje igennem og nægter hårdnakket at lægge sig ned og sove. Nogle barneværelser bliver invaderet af stygge monstre, som forstyrrer søvnen.

Bogen veksler mellem beskrivelse af det generelle søvnmønster, mulige søvnproblematikker på forskellige alderstrin og forslag til løsning, men hele tiden med appel til forældrene om at følge barnet og at bruge deres intuition. Små forældreberetninger fra hverdagen med småbørn og søvn krydrer og illustrerer bogens budskab.

Forældrene er målgruppen. Bogen er let tilgængelig og kan læses af både den vante og ikke så vante læser. En detaljeret indholdsfortegnelse og et ditto register gør den velegnet som opslagsbog. Den er et godt skriftligt supplement til sundhedsplejerskens mundtlige rådgivning om søvn og vil være en god ven for den sundhedsplejerskestuderende og den nyuddannede sundhedsplejerske.

Af Hanne Lindhardt, ansat som sundhedsplejerske i Furesø Kommune. 

Piger: Lykken er at være to. Drenge: Lykken er at være go'

Ann-Elisabeth Knudsen og Karin Svennevig Hyldig

Hallo, er der hul igennem? - dit barns hjerne 0-18 år

Forlaget Schønberg 2008
202 sider - 249 kr.

"En Pixi-bog for voksne om børns hjerner og udvikling", står der på bagsiden. Ann-Elisabeth Knudsen har tidligere udgivet: "Pæne piger og dumme drenge. Hvorfor er der ingen børn, der opfører sig, som de har hjerne til"" Mange forældre til skolebørn vil kende indholdet af denne bog fra Ann-Elisabeth Knudsens flittige foredragsvirksomhed rundt om på landets skoler. Ann-Elisabeth Knudsens hjerte banker for indskolingsbørnene, hvilket også tydeligt skinner igennem i denne bog. "Skolemodenhed handler, som ordet indikerer, om hjernemodning."

Pandelappen skal være modnet så meget, at der er basis for både koncentration og indlevelsesevne, begge dele en forudsætning for skoleparathed. "Indlevelsesevne er en betingelse for at fungere i et klasserum, i særdeleshed når der er politisk og økonomisk opbakning til at samle mellem 24 og 28 børn i hver klasse med kun én lærer!"

Drengenes hjerner er 1-1½ år senere modne end pigernes. Ann-Elisabeth Knudsen er derfor fortaler for at lade drengene starte et år senere i skole end pigerne. Mange drenge kan ved skolestart ikke honorere de krav, som stilles til dem, til gene for både drengene og pigerne. Drengene fordi de lider nederlag, og pigerne fordi de bliver forstyrret af de urolige drenge. Drenge og piger socialiserer på forskellig måde. Skal det siges kort, er det: "Pigepointe: Lykken er at være to! Drengepointe: Lykken er at være go'!"

Rådene til pigeforældre lyder: Støt din datter i at få mange legekammerater. Det er dejligt med en hjerteveninde, men for sårbart med kun en enkelt ven. Til drengeforældrene er rådet: Styrk drengebarnets finmotorik. Fingrene på højre hånd baner vejen til sprogområderne i venstre hjernehalvdel, som mange drenge har svær adgang til.

Mange forældre vil givetvis tage bogen ned fra hylden, draget af titlen: "Hallo, er der hul igennem"" med en forhåbning om at få et råd til, hvordan det vil kunne lykkes. Et positivt budskab har størst chance for at blive forstået og adlydt af små børn. Vendinger med "du må ikke" skaber et billede af den forbudte handling i hjernen. Mange børn hører ikke ordet "ikke". En skræmmende tanke når man tænker over, hvad ens barn kan risikere at høre i stedet for det, man havde til hensigt. Om teenagere skriver Ann-Elisabeth Knudsen: "Når de ikke sukker, sover de ..." Som forældre er det store kunststykke at være synlige og usynlige på strategisk vigtige tidspunkter. Man skal kende sin besøgelsestid og være parat, når barnet gerne vil snakke.

En Pixi-bog er nem at gå til, letforståelig og har kogt historien ned til et sammendrag. Så her er en bog, der holder, hvad den lover: At være en Pixi-bog for voksne.

Af Hanne Lindhardt, ansat som sundhedsplejerske i Furesø Kommune.  

Lidelsen mærkes helt bogstaveligt

Isabella Miehe-Renard

På

Samlerens Forlag 2008
184 sider - 249 kr.

Isabella Miehe-Renard er kendt fra medierne som en seriøs og kompetent interviewer. I bogen "På" fortæller hun om bagsiden ved at være på hele tiden. En levemåde, hvis skyggeside forfatteren til fulde har erfaret.

Isabella Miehe-Renard er vokset op som efternøler i en søskendeflok på otte. Livet i familien var meget omskifteligt med mange flytninger og perioder med både velstand og flere økonomiske fallitter. Isabella Miehe-Renard var et bekymret og forsigtigt barn. Hun drømte om at blive journalist, derfor tog hun som 19-årig imod tilbuddet om at være med i et tv-program. Hun fik succes og blev hvirvlet ind i en livsstil med intensivt arbejde, hvor hun medvirkede i direkte tv-udsendelser med det stress, det giver. Efterfølgende blev der festet, så alkohol, cigaretter og sparsom ernæring blev også en del af hendes liv. Hun bliver en kendt person, og alle kommer på fornavn med hende, så selv i fritiden er det svært at lade op og koble af. I en alder af 27 år får hun sin første depression, siden følger flere med indlæggelser på psykiatrisk afdeling.

Isabella Miehe-Renard har valgt at stå frem og være åben om sin skyggeside, fordi hun ønsker at hjælpe andre, der har psykiske problemer. Hun vil medvirke til at nedbryde tabuer og bedre forholdene for de psykisk syge. Hun undrer sig over den store opmærksomhed kræftsygdom og hjerteoperationer får af politikerne, til disse lidelser er der en ventelistegaranti, mens der inden for det psykiatriske område langsomt skæres ned. Sengepladser nedlægges, meningen var, at distriktspsykiatrien skulle tage over, men midlerne fra de lukkede sengepladser er kun delvist videreført. De afdelinger, Isabella Miehe-Renard har været indlagt på, har i flere tilfælde været nedslidte, hun beretter om, hvordan det er at ligge på en flersengsstue og opleve en manisk patient komme ind til hende om natten. Personalet på psykiatrisk afdeling gør, hvad det er dem muligt, men deres arbejdsbetingelser ser forfatteren som umulige.

Bogen er en selvbiografi, og hovedparten af bogen handler om hændelser i Isabella Miehe-Renards opvækst og arbejdsliv. Den psykiatriske side er nedtonet til beskrivelserne fra indlæggelserne og til orange sider undervejs i bogen, hvor forfatteren skriver om de nedbrydende og angstfyldte tanker, som har fulgt hende gennem livet. At læse den hvide tekst på orange baggrund gør ondt i øjnene, så lidelsen mærkes bogstaveligt. Isabella Miehe-Renards tanker handler om ikke at føle sig god nok, om tristheden der langsomt vokser til at fylde hele hendes liv, og efterfølgende hvordan depressionen letter, og livet igen er værd at leve.

Bogen er hurtigt læst, men den bliver længe hængende i krop og tanker. Det er befriende, at Isabella Miehe-Renard står frem og gør opmærksom på, at psykiske lidelser kan ramme os alle, du er ikke beskyttet, fordi du er kendt, snarere tværtimod. Forfatterens måde at fortælle om depressionen på er enkel og dybt personlig uden at være udleverende.

Af Berit Fekkes, psykoterapeut, MPF og sygeplejerske. 

Vidensmættet, praksisnært, evidensbaseret guf

Kari og Atle Dyregrov

Støtte ved dødsfald - hvordan kan vi hjælpe?

Dansk Psykologisk Forlag 2008
339 sider - 328 kr.

"Et er et søkort at forstå, et andet skib at føre," sagde Ludvig Holberg. Meningen med sætningen er klar nok: Det er ikke nok at kende og forstå teorien, man skal også kunne agere i praksis.

Ovenstående gælder også, når man vil hjælpe og støtte mennesker, som ved pludseligt dødsfald har mistet en pårørende. Mange har forsøgt og har oplevet, at selv om man kendte teorien, lykkedes det ikke altid at give en støtte, som var til hjælp for den anden i praksis. Hvad gik galt"

Måske søkortet ikke var tydeligt nok.

I denne bog har det kendte norske ægtepar Dyregrov på formidabel vis udformet et meget tilgængeligt søkort, som er lige til at bruge.

Bogens hensigt er at give forøget viden om, hvordan det sociale netværk (familie, venner, kollegaer) og professionelle kan støtte efterladte efter traumatiske dødsfald, f.eks. selvmord, pludselig vuggedød og ulykker.

Dette mål er til fulde nået. Sjældent har jeg læst så vidensmættet en bog, som samtidig er praksisnær. Ind-imellem er der et par tunge kapitler, som er meget teoretiske, men kapitlerne gøres lettere ved, at der ved afslutningen følger et resumé af hovedbudskabet.

Bogen er funderet på et stort forskningsmateriale, hvoraf forfatterne selv har stået for en del og bl.a. har spurgt de efterladte, hvilken støtte de har fået, og hvad der hjalp dem bedst, ligesom netværket er spurgt om deres oplevelser og udfordringer.

Efter en fremragende teoretisk del går forfatterne over til i mere konkrete vendinger at udforme en praksis, hvor de bl.a. gør rede for en kommunikationsmodel, hvor også den relationelle del i mødet med den sørgende er med. Der er i bogen også redegjort for børn og unges situation og deres helt specielle behov for hjælp.

I forordet hedder det, at bogens målgruppe er de efterladte, det sociale netværk, de professionelle og studerende på videregående uddannelser. Jeg vil mene, at bogen er alt for teoretisk til et menneske, der er i sorg. Og hører man til det sociale netværk, vil jeg anbefale, at man går direkte til kapitel otte, som er en beskrivelse af helt konkrete, praktiske råd, som kan bruges her og nu. Jeg tvivler på, at man i situationen orker at læse hele bogen.

Det kan blive en bog, som mange studerende vil hente inspiration fra, den er evidensbaseret og vil være guf, når man skal skrive opgave.

Som sygeplejerske i den professionelle rolle er der meget at hente. Man bliver opdateret på de nyeste sorgteorier. Man får hjælp til at kunne forstå og støtte pårørende. Man får ny viden om mødet med det andet menneske. Vel er fokus de pludselige dødsfald, men arbejder man i feltet med alvorligt syge og deres pårørende, kan erfaringerne let overføres hertil.

Søkortet er udformet, det er teoretisk funderet og samtidig let at forstå. Læser man det, giver det mod og tro på, at det er muligt at føre skibet.

Af Rita Nielsen, klinisk sygeplejespecialist på Diakonissestiftelsens Hospice. 

En grundbog der kræver selskab

Berit Johannessen (red.)

Komplementær og alternativ behandling - en grunnbok for sykepleiere

Gyldendal Akademisk 2008 (N)
226 sider - 295 kr.

Der er mange gode grunde til, at sygeplejersker har behov for en grundbog om alternativ og komplementær behandling. Såvel i Norge, hvor denne bog er udgivet, som i Danmark udgøres et væsentligt argument af, at antallet af patienter, som anvender alternativ behandling som supplement til en konventionel behandling i etableret regi, er stigende. I forlængelse heraf har Sundhedsstyrelsen i Danmark og patientrettighedsloven i Norge åbnet for, at patienter gives mulighed for at fortsætte deres eventuelle alternative behandling under indlæggelse.

Berit Johannessen, redaktøren af denne bog, er dog også motiveret af, at rammeplanen for sygeplejeuddannelsen i Norge indeholder et tema om alternativ behandling, men at der mangler aktuelle og relevante bøger i et uddannelsesperspektiv.

Bogen er derfor en lærebog med studerende og færdiguddannede som målgruppe. Indledningsvis indeholder bogen to væsentlige kapitler, som dels afklarer begreberne "alternativ og komplementær behandling, medicin og/eller terapi", dels beskriver udviklingen inden for feltet, relevante juridiske og organisatoriske forhold og dels udfolder centrale forståelser vedrørende mennesket, sygdom og sundhed. Redaktøren betegner bogen som en grundbog indeholdende det, "sygeplejersker bør vide om emnet."

På den baggrund vurderes bogen at være skrevet med en tilgang, som i for høj grad "taler de alternative sygeplejerskers sprog." Over flere afsnit kan der stilles spørgsmålstegn ved tilgængeligheden for sygeplejersker, som ikke har viden på området. Med målgruppen in mente er det en mangel, at bogen kun sparsomt kaster lys over de problemstillinger, som f.eks. hospitalssygeplejersken eller hjemmesygeplejersken kan stå med, når de møder patienter, som enten anvender alternativ behandling eller ønsker råd og vejledning herom.

Bogens øvrige kapitler behandler konkrete, alternative behandlingsformer, og hovedparten af forfatterne har både en baggrund som sygeplejerske og alternativ behandler. Disponeringen af disse kapitler indebærer, at det flere steder forekommer uklart, hvornår der refereres til en teoretisk/erfaringsbaseret virkning, og hvornår der refereres til forskningsbaseret viden.

Forfatternes bud på, hvordan sygepleje og den konkrete, alternative behandlingsform forholder sig til hinanden, kunne med fordel være skrevet sammen i ét kapitel, så der kunne være opnået mere dybde og en ensartet terminologi. Til gengæld kommer de enkelte forfatteres specialviden godt i spil i beskrivelserne af, hvordan en konkret behandling foregår samt, hvilke uddannelsesmuligheder der findes.

Bogen kan anbefales til sygeplejersker, der ønsker at orientere sig om centrale begreber og temaer samt hyppigt anvendte terapiformer inden for alternativ og komplementær behandling. Bogen indeholder mange relevante referencer og har også henvisninger til danske forhold, men som grundbog vurderes den ikke at kunne stå alene.

Af Anita Lunde, sygeplejerske, cand.cur., ansat som videnskabelig assistent i SDU, bestyrelsesmedlem i Fagligt Selskab til fremme og integration af komplementære terapiformer i sygeplejen. 

Den teoretiske vægtskål vejer tungest

Lisbet Hansen, Tom Nauerby og Anette Reinhold

Livsstil og Risiko - Modeller for sundhedsfremmende arbejde med etniske minoriteter

University College Vest - Professionshøjskole 2008
144 sider - 225 kr.

En sundhedsplejerske, en sygeplejelærer og en antropolog satte sig for at undersøge betingelserne for en vellykket sundhedspædagogisk indsats over for etniske minoriteter med hensyn til livsstil. I denne bog fremlægger de resultatet af deres bestræbelser.

I erkendelse af at etniske minoriteter er en meget forskelligartet gruppe, blev undersøgelsen afgrænset til irakiske flygtninge og indvandrere bosat i Esbjerg Kommune. De blev interviewet om egen opfattelse af sundhedsadfærd og sygdom. En af konklusionerne fra undersøgelsen er, at gruppen som helhed har flere helbreds-mæssige symptomer, som de selv relaterer til psykiske forhold f.eks. angst og uro, end gennemsnittet af den danske befolkning. Viden om sundhed fås for størstedelens vedkommende fra arabiske medier.

Undersøgelsen perspektiveres teoretisk, og forskellige sundhedspædagogiske modeller beskrives. Den teoretiske vægtskål vejer tungest. Det kunne være spændende, om nogle af teorierne var blevet krydret med beskrivelser fra praksis.

Mit gæt er, at det er i teoretiske sammenhænge, denne bog vil finde vej ud af reolen.

Af Hanne Lindhardt, ansat som sundhedsplejerske i Furesø Kommune.  

Unge som er gået i baglås i livet

Anette Holmgren

Terapifortællinger

Narrativ terapi i praksis

Dansk Psykologisk Forlag 2008
264 sider - 248 kr.

"Det værste ved at tale med psykologer er spørgsmålet: Hvad skal vi tale om i dag"" Eller: "Hvordan har du det" Hvordan kan det være, at du har det sådan" Hvad vil være en hjælp for dig""

"Ikke nok med at jeg er totalt mislykket og fucked up, jeg kan ikke engang svare på, hvorfor det er sådan." Disse udsagn stammer fra unge, som Anette Holmgren har haft samtaler med igennem årene. Svaret på spørgsmålene vil hyppigt være: "Det ved jeg ikke." Ofte har den unge få eller ingen gode erfaringer med at tale med voksne om de vanskeligheder, som er anledningen til samtalen. For mange af de unge er det en kæmpe udfordring at skulle tale om sig selv og dermed tvinges til at tale om netop det, som de forsøger at undgå at tænke på. Mange unge har ikke et sprog for, hvordan de har det. Det kræver viden og erfaring at kunne gøre rede for, hvad der vil være en hjælp at tale om. De unge mangler ikke viden om deres eget liv og erfaringer, skriver Anette Holmgren, det afgørende er at stille de rette spørgsmål, som får sprogliggjort denne viden.

Anette Holmgrens bog er et kig ind i terapeutens værksted. Kapitel for kapitel illustrerer forskellige terapifortællinger den narrative terapis teori og metode.

Med citat fra bogen handler narrativ terapi om at: "Hjælpe mennesker med at komme tættere på deres foretrukne fortællinger. Narrativ terapi handler ikke om at erstatte negative med positive fortællinger, men om at udvide antallet af fortællinger. Hermed skabes alternativer til de negative og problematiske fortællinger. De terapeutiske samtaler må inddrage et etisk eller moralsk aspekt for at gøre det muligt for mennesker at vælge et foretrukkent ståsted i de mange mulige fortolkninger af deres liv."

For nogle mennesker har den problematiske fortælling, de har om sig selv og deres liv, taget magten i en sådan grad, at den har bemægtiget sig deres identitet. Den narrative terapis metode er at dekonstruere fortællingen og give plads til andre og fortrængte identitetsfortællinger.

Bogen er både velskrevet og velkomponeret. Jeg slugte den som en roman. Kapitlet om de unge, som er gået i baglås i livet, satte gang i en indre afspilning af en årelang filmstrimmel optaget i skolesundhedsplejerskelokalet.

Anette Holmgren giver med sin beskrivelse af den narrative teori og metode inspiration til at bevare nysgerrigheden, at have opmærksomheden på andre muligheder og at stille spørgsmål ved det eksisterende. En inspiration som har appel til alle, der professionelt taler med andre mennesker.

Af Hanne Lindhardt, ansat som sundhedsplejerske i Furesø Kommune.

Man forestiller sig en god fremtid

Jaakko Seikkula og Tom Erik Arnkil

Sociale netværk i dialog

Akademisk Forlag 2008
250 sider - 299 kr.

Et studiebesøg i Vestlapland i Finland for nogle år siden vakte begejstring i Folketingets paragraf 71-tilsyn. Som psykisk syg havde man inden for 24 timer fra en henvendelse ret til at få en samtale med et behandlerteam. Ved dette møde påbegyndtes et forløb, som patienten og dennes netværk var med til at planlægge.

Denne praksis, som egner sig godt til psykiatriske krisesituationer, kaldes "Åbne dialoger". Den er udviklet og beskrevet af en af bogens forfattere, psykologen Jaakko Seikkula.

Åbne dialoger er både en måde at organisere behandling på og en særlig måde at diskutere spørgsmål på, når netværk mødes. Det psykiske sammenbrud ses som en krisereaktion, og selv om en patients kommentarer kan synes uforståelige i starten, viser det sig hen ad vejen, at patienten har talt om virkelige hændelser fra sit liv. Dialogen har bl.a. til formål at etablere et sprog for disse oplevelser, og de professionelle bestræber sig på at have en fleksibel tilpasning til specifikke og omskiftelige behov. Evalueringerne af deres resultater er interessante, der er både tale om færre indlæggelser, mindre medicin og færre tilbagefald.

Bogens anden forfatter, Tom E. Arnkil, er ophavsmand til en anden form for dialog "Foregribende dialoger". Metoden egner sig til mindre akutte situationer og er ikke en behandlingspraksis. Foregribende dialoger bliver brugt i situationer, hvor der er mange aktører, uklarheder, utilfredshed, bekymringer eller mangel på koordination. Den er et middel til at gennemføre netværksmøder, så deltagerne udvikler metoder til at koordinere deres handlinger. I denne bog er familier og deres hjælpere i fokus. Målet er myndiggørelse og en reduktion af bekymringer. Initiativet til foregribende dialoger kan tages af mennesker, der er bekymret for et barns eller et ungt menneskes velbefindende. Dialogen gennemføres ved hjælp af en metode, der kaldes "at genkalde sig fremtiden", og den ledes af to facilitatorer. De to stiller en række spørgsmål til hver deltager, som de skal reflektere højt over. Det første spørgsmål flytter synsvinklen ud i fremtiden: "Der er gået et år, og det står godt til i familien. Hvordan ser det ud fra dit synspunkt" Hvad er du især glad for"" Man forestiller sig ikke blot fremtiden, men en god fremtid, og ønsket er at finde frem til handlinger og støtte, der kan lette situationen.

Det er en spændende og lærerig bog, som bygger på 20 års forskning og praksisudvikling med dialogen som centrum. Indimellem kunne det ønskes, at sproget havde været mindre akademisk (læs: mere tilgængeligt), og flere cases ville have fået teksten til at træde tydeligere frem.

Der er nogle interessante, kritiske refleksioner omkring den måde, forskningen i psykiatrien prioriteres på, og så er et af bogens temaer om magt i relationen altid aktuelt.

Det er en bog, der kan inspirere de psykiatriske institutioner, der arbejder innovativt med at forbedre og modernisere deres praksis.

Af Anne Klinte, sygeplejerske og cand.scient.soc., ansat i PsykoVision.