Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Flere skal køre langt efter jobbet

Distancer. Fire ud af 10 sygeplejersker pendler til arbejde. De sammenlagte kommuner og sygehusafdelinger har sendt flere sygeplejersker af sted over længere strækninger.

Sygeplejersken 2008 nr. 4, s. 15-20

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

PENDLING

I disse artikler skal pendling forstås som at arbejde i en anden kommune end den, hvor man bor.

SY-2008-04-15b

Foto: Søren Holm

Sygeplejersker har faktisk kortere til arbejde end gennemsnittet af alle beskæftigede i Danmark. Men tendensen er, at sygeplejersker får længere og længere transportvej, viser en særkørsel fra Danmarks Statistik. Det skyldes, at kommuner og sygehusspecialer er blevet lagt sammen, og at hospitaler over hele landet bliver nedlagt.

"I og med at sygehusene i Bogense, Assens og Rudkøbing er lukket, har faggrupperne fået længere til arbejde, og folk er begyndt at vænne sig til, at arbejdet ikke nødvendigvis er henne om hjørnet. Der er eksempler på, at selv sygeplejersker, der bor i Odense, tager til Slagelse og Vejle for at arbejde og omvendt," siger Anette Kjærsgaard, der er fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Odense Universitetshospital.

En anden årsag til sygeplejerskers pendling er, at mange ikke har råd til at købe en bolig i de store byer, hvor arbejdspladserne er, og derfor flytter til andre dele af landet og kører frem og tilbage.

"Sygeplejersken forlader typisk afdelingen, fordi familien ikke længere kan bo i en lille lejlighed, når de skal have det første eller det andet barn. De leder efter et hus, og ofte skal de sydpå for at finde ét, de har råd til. De flytter f.eks. til Kirke Hyllinge, Jyllinge og Stevns, for langt væk til at pendle til Bispebjerg," siger ledende oversygeplejerske Jens Glindvad fra mave-tarm-kirurgisk afdeling på Bispebjerg Hospital. Han vurderer, at omkring hver fjerde til sjette tilfælde, hvor en sygeplejerske stopper i afdelingen, skyldes, at sygeplejersken flytter væk fra København.

SY-2008-04-15aSygeplejersker i Region Sjælland og Region Nordjylland har længst til arbejde, de har i gennemsnit omkring 17 km hver vej til jobbet.

Gennemsnittet for sygeplejersker i hele landet er 13,5 km mellem arbejde og hjem, men det dækker over store forskelle.

F.eks. har hver tredje sygeplejerske under 5 km til arbejde, mens hver femte kører mellem 20 og 50 km.

I temaet "Pendling" kan du læse om sygeplejersken, der er så glad for jobbet, at hun har valgt at bruge mellem to og tre timer hver dag på at køre. Om sygeplejersken, der blev træt af at sidde i kø på motorvejen og sagde jobbet op. Og om de fire sygeplejersker, der har fundet ud af at køre sammen for at spare benzin og slippe for parkeringsproblemer.