5 faglige minutter: Det kollegiale tankepoliti på sundhedsarbejde

Endnu har vi ikke en virksomhedspræst ansat i Kvæsthuset, men det er måske et spørgsmål om tid, inden vi er ligestillede med f.eks. Nordea. Her får de ansatte stimuleret deres åndelige velbefindende og behøver aldrig føle sig rådvilde, hvis de føler sig stressede, har problemer i privat- eller arbejdslivet eller har brug for en fortrolig snak med Gud. Allah er, så vidt jeg ved, endnu ikke et tilbud.

Hos os bekender vi os til gengæld til sundhed: Colaerne er skiftet ud med kildevand, sunde madopskrifter lander automatisk i vores dueslag, og foredrag om sund kost popper op på vores skærme. Rygeskuret er nedlagt til fordel for en udvidelse af cykelskuret, og en lille én skænkes kun ved helt ekstraordinære, festlige lejligheder. Til gengæld har alle fået tildelt en skridttæller, og vi kan spadsere i samlet trop, svede i motionsrummet eller trampe i pedalerne på firmacyklerne. Er vi i tvivl om sundhedsindekset, kan der bestilles tid til tjek af de mest afslørende parametre.

Sundhedsledelse er med andre ord på dagsordenen - her og mange andre steder, og med de mange tilbud er jeg privilegeret. Brugerbetalingen er ikke urimelig, og alt er frivilligt.

Men når livsstilsopdragelse holder sit indtog på arbejdspladsen, vælger arbejdspladsen samtidigt et helt bestemt værdisæt og menneskesyn. Og det vil være en blunder af de helt store at tro, at en underliggende fordømmelse af de kollegaer, der enten ikke vil eller kan tilpasse sig arbejdsstedets verdensbillede, ikke står ligefor; colaholikerne, der enten medbringer eller sniger sig til købmanden efter de forbudte sorte flasker. Rygerne, der lusker ud ad en sidedør og oser rundt om matriklen med frakkehætterne trukket tæt op om hovedet. De overvægtige, der frekventerer frokostbuffeten flere gange og endda tillader sig kiks med ost.

Et udtryk for mangel på styrke, karakter, mådehold og evne til at kontrollere lyster og drifter kan det kollegiale tankepoliti hurtigt enes om over morgenkaffen. Og i disse tider, hvor overvågningen af den politiske sundhedskorrekthed gennemsyrer arbejdspladsen i åbne kontorlandskaber, er der trods al tale om rummelighed stor risiko for huller i det anstændighedsfilter, der skal hindre spot, mobning og diskrimination.

Hvis de utilpassede personers udseende og gøren og laden tillige støder vores æstetiske sans, er der ikke langt til et spørgsmålstegn om personens faglige viden, kunnen og kompetencer og derved værdi for arbejdspladsen. Det kan reelt medføre, at ønsket om at være en del af et forebyggende samfund stik mod alle intentioner medfører et fordømmende, usundt arbejdsliv, der i stedet for velbefindende, kreativitet, nærvær og produktivitet skaber mistrivsel, mindreværd og fravær. At blive mødt med holdninger om en slap karakter hæver ingens selvværd og lyst til at se på egne vaner i et sundhedsperspektiv.

De ledere, der tager sundhedskappen på sig, kan hurtigt udvikle sig til smagsdommere over fristelser og nydelse, og det bliver helt nødvendigt at konvertere til sundhedsfreak for at få ansættelse i virksomheden. Hvor spørgsmålet "Er du med- eller modarbejder"" ikke drejer sig om virksomhedens kerneydelser, men om normer og værdier, der rager ind over medarbejdernes privatliv og frie valg.

I Kvæsthuset ses heldigvis stadig frodigt buttede ledere og medarbejdere, ligesom det stadig er muligt at få smør på brødet i kantinen. Men min grænse er ved at være nået i forhold til sundhed på arbejdspladsen, og jeg stiller ikke op til kollektiv vejning.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.​