Bliv parat til åndelig omsorg

"Sygeplejersker tør ikke yde åndelig omsorg", og "Sygehuse svigter patienters åndelige behov". Sådan kunne vi læse på to forsider af Sygeplejersken i henholdsvis 2006 og 2007 (1).

I de to tidsskrifter beskrives sygeplejerskers indsats i åndelig omsorg med ord som svigt, tilbageholdenhed og berøringsangst. Der refereres til en mindre undersøgelse foretaget i det daværende Frederiksborg Amt i 2004, som viser, at dobbelt så mange sygeplejersker som social- og sundhedsassistenter er afvisende over for at foretage religiøse ritualer, f.eks. bøn, med patienterne (2).

Forskning viser, at tro er en ressource i sygdomssituationer (3), og i en undersøgelse på Rigshospitalet har hver anden patient eksistentielle overvejelser (4). Derfor vil det være oplagt, at sygeplejersker viser interesse for patientens åndelige velbefindende. Men selv på sygehuse, hvor VIPS-modellen skulle sikre, at der bliver spurgt ind til patienters "kulturelle og åndelige behov", sker dette kun sporadisk (4).

Det er nedslående læsning, fordi artiklerne vidner om, at patienter bliver svigtet i deres eksistentielle eller religiøse søgen, og fordi de fortæller, at mange sygeplejersker går glip af den glæde, det kan være at blive brugt i en patients åndelige proces. En glæde, som kan være et kærkomment tilskud i en stressende hverdag.

Sygeplejersken Rita Nielsen oplevede noget af dette, da hun interviewede patienter om deres livshistorie. Hun nævner, at det gav hende en oplevelse af samhørighed, stjernestunder og bevægende nærvær (5). Hun var i en interviewsituation, og forfatterne af denne artikel har erfaret noget tilsvarende i en arbejdssituation.

Med denne artikel vil vi inspirere til, at sygeplejersker i højere grad får denne meningsgivende dimension med i deres arbejde, og at flere patienter bliver mødt i deres åndelige overvejelser.

Lær af hændelser fra praksis

Hvordan kan det være, vi er berøringsangste? Ifølge sygeplejerskerne i undersøgelsen fra Frederiksborg Amt skyldtes deres tilbageholdenhed tidsnød, manglende forudsætninger, samt at tro anses for at være patientens privatsag (2). Vi vil se nærmere på nogle af disse og andre årsager til berøringsangsten. Med udgangspunkt i to hændelser fra praksis og inddragelse af litteratur vil vi diskutere, hvad der holder os tilbage fra at yde åndelig omsorg, og hvad der skal til, for at vi kan gøre det. Hændelserne er af ældre dato, men den læring, vi kan drage af dem, er højaktuel.

ed åndelig omsorg tænker vi både på hensynet til patienters religiøse behov og på omsorg i forbindelse med eksistentielle spørgsmål, som den ikkereligiøse patient måtte have.

TO CASES
Døende Per
En sygeplejerske fortæller:
I et vikariat som hjemmesygeplejerske besøgte jeg en dag Per. Han var i fyrrerne, gift, far til et par teenagere og uhelbredeligt syg af cancer. Han var tavs og så forpint ud. Jeg spekulerede på, om det skyldtes noget eksistentielt, men kunne ikke finde ord og mod til at spørge ind til, hvad det handlede om. Desuden var jeg afløser og vidste ikke, om mine kolleger allerede havde taget initiativer i den retning.

Tre dage senere læste jeg Pers dødsannonce i avisen. Det ramte mig. Jeg følte, jeg havde svigtet ham. Jeg havde mærket hans forpinthed og ikke gjort noget ved det. Jeg følte mig utilstrækkelig, både fagligt og personligt. Min inderlige bøn var: Lad mig aldrig svigte en patient i en sådan situation igen, Gud!

Vrede hr. Nielsen
Et par dage efter ringer jeg på hr. Nielsens dør. Også denne dag er jeg afløser og kommer allerede før kl. otte for at dosere medicin. Hr. Nielsen har mistet sin kone for tre måneder siden. Han bor nu alene og sover dårligt på grund af sorg og savn. Da han ser mig, skælder han ud: "Hvad bilder du dig ind at komme så tidligt" Og jeg kender dig ikke engang!"

Midt i ordstrømmen siger han: "Kommer du overhovedet med noget, de andre ikke kommer med?"

Jeg sunder mig oven på den velkomst, mens jeg træder indenfor, og belært af mit tidligere svigt svarer jeg: "Det ved jeg ikke, men jeg kommer også som kristen." Han svarer: "Hvad fanden skal jeg bruge det til?"

Jeg siger lige så direkte: "Jeg kan bede for dig," hvortil hr. Nielsen svarer: "Jamen, det må du da godt."

Jeg tager ham på ordet og beder for ham, for sorgen, savnet af hustruen og nattesøvnen. Da jeg er færdig, lyder det fra ham: "Hvad fanden tror du, jeg selv beder om"" Jeg oplever, at isen er brudt. Nu kan vi mødes, og vi får en ægte dialog om liv og følelser. Da jeg kort tid efter erfarer, at hr. Nielsen er død, mærker jeg en taknemlighed over, at jeg ikke svigtede denne gang.

Årsager til berøringsangst

A.E. Overgaard skriver, at åndelig omsorg er at møde mennesker i deres eksistens, i dyb nød eller i glæden (6). Sygeplejersken følte, hun havde svigtet at møde Per i det, hun tolkede som dyb nød. Hvad var årsagen?

Arbejdskulturen
Hun kunne ikke finde ordene til at spørge Per. Hun var ikke skolet til at stille spørgsmål om den slags. Desuden var hun usikker på, om hendes kolleger allerede havde taget initiativer i den retning. Det kunne tyde på en brist i kommunikationen. Undersøgelser bekræfter, at arbejdskulturen, informationsniveauet samt ledelsens og kollegers holdning har betydning for den åndelige omsorg for patienterne (2,7).

Afmagt og afvisning
Sygeplejersken kunne heller ikke finde modet til at spørge til Pers forpinthed. Hvad var hun bange for" Hvad kunne der ske ved at sige: "Jeg synes, du virker forpint. Er du det"" Der kunne ske det, at Per afslørede en åndelig smerte, som sygeplejersken ikke ville vide, hvad hun skulle stille op med. Hun kunne få kontakt med sin egen følelse af afmagt og risikere at blive afvist.

Overforsigtighed
Nogle sygeplejerskers tilbageholdenhed skyldes frygt for at være påtrængende. Men det, sygeplejersker mener, er påtrængende, er ikke nødvendigvis det samme som det, patienter opfatter som sådant. I en undersøgelse af religiøs kommunikation på to norske sygehusafdelinger sagde de adspurgte klart fra over for påtrængende forkyndelse, f.eks. andagter på gangen, sådan som det var skik engang (8).

Den enkelte patient skulle have mulighed for at lukke af for den slags. En patient udtalte, at når man var lænket til en seng, kunne det ikke være rigtigt, at andre bestemte, hvad man skulle høre. Men patienterne efterspurgte noget andet: uopfordret, skriftlig og mundtlig information om præst og andre religiøse tilbud, spørgsmål om, hvad de havde behov for og valgfrihed. Individuelle tilbud om besøg af præsten blev foretrukket frem for kollektive andagter.

Ingen af de adspurgte fandt det påtrængende at blive tilbudt samtale med en præst, snarere tværtimod. "De kunne i hvert fald spørge," var et gennemgående tema. Patienterne ønskede altså initiativ fra personalet, men vel at mærke initiativ af inviterende og ikke missionerende art.

Som et trafiklys

Tilbud, spørgsmål, uopfordret information og valgfrihed, som her ønskes af patienterne, blev allerede i firserne identificeret som vigtige elementer i åndelig omsorg. Et studium af sygeplejerskens rolle i åndelig omsorg viste, at de signaler, sygeplejerskerne sendte, havde betydning for, om patienterne betroede dem deres åndelige behov (9). Sygeplejerskens signaler blev sammenlignet med et trafiklys. Det grønne lys, som rummer de ovenfor nævnte elementer, betegner et signal, der aktivt inviterer patienten til at komme frem med et evt. åndeligt behov. Gult lys står for den afventende, såkaldt neutrale, holdning, hvor sygeplejersken venter på, at patienten selv begynder, mens rødt lys standser patienten i at komme frem med sine ønsker (se boks 1).  

Fejlagtig skoling
Mange af os, som er uddannede, da angsten for indoktrinering i halvfjerdserne og firserne var på sit højeste, har lært, at vi ikke må tale med patienter om åndelige spørgsmål, medmindre de selv begynder. Det vil sige, vi er oplærte til at signalere gult lys. En sådan læring kan sidde dybt i os, og den kan have påvirket sygeplejersken til at holde sig tilbage over for den døende Per, uden at hun var bevidst om det. Han tog ikke selv initiativ til at tale om eksistentielle spørgsmål, og ifølge læren om gult lys ville det derfor ikke være legalt at introducere emnet. Der er naturligvis ikke noget forkert i at sende gult lys. Men hvis vi kun sender gult lys, tager vi ikke det initiativ til åndelig omsorg, som patienterne ifølge undersøgelserne efterlyser (8,9).

Overvind berøringsangsten

For at overvinde berøringsangsten behøver vi mod. Om det skriver Overgaard i sin fortolkning af J. Travelbees tanker:

"Mod beskrives som evnen til at gøre sin egen utilstrækkelighed og frygt klar og dog søge sit mål, skønt der er ringe eller ingen sandsynlighed for, at det lykkes. Den modige er én, der gør et bevidst valg for at handle på trods af, at han er usikker og bange" (6).

At sætte sig mål
Sygeplejersken følte sig utilstrækkelig over for Pers forpinthed, og ud af hendes følelse af utilstrækkelighed bryder et ønske frem om ikke at svigte en patient i en sådan situation igen. Det bliver hendes mål. Hun vælger at handle og tage ved lære af sin fejl trods sin usikkerhed. Hun gør sin snublesten til en trædesten.

At risikere at fejle
Gik sygeplejersken for langt i sin iver efter at undgå at svigte" Var hun for hurtig til at bede for hr. Nielsen" Den ægte dialog om liv og følelser, hun fik med ham efter bønnen, kunne måske i stedet opnås ved at spejle og rumme hans vrede og lade ham opleve at være set som den, han var.

Sygeplejersken reagerede som den person, hun var, og med de erfaringer og forudsætninger hun havde. Det ideelle er at øve sig i åndelig omsorg et andet sted end hos patienten. Men den mulighed findes ikke altid, og hvornår har vi øvet os nok" Nogle gange må vi risikere at fejle. Så har vi mulighed for at lære af vores fejl. Det har vi ikke, hvis vi intet gør.

At give sig til kende
Sygeplejersken havde signaleret gult lys over for Per. Ved at give sig til kende som kristen over for hr. Nielsen signalerede hun grønt. At give sig til kende er et træk ved grønt lys ligesom tilbud, spørgsmål, uopfordret information og valgfrihed.

Betydningen af at give sig til kende bekræftes af en hollandsk undersøgelse, som viser, at det i åndelig omsorg er vigtigt, at sygeplejersker viser, hvem de er, og responderer på et personligt plan (7). Det falder i tråd med Travelbees tanker om, at vi lægger titlerne "sygeplejerske" og "patient" til side og i stedet møder hinanden menneske til menneske (6).

Tro
At handle i overensstemmelse med den, man inderst inde er, frigør energi, men det kræver mod, fordi man ved at udlevere noget af sig selv gør sig sårbar over for den andens afvisning. Hvor fik sygeplejersken modet fra" Hun havde ikke alene sat sig et mål. Hun havde også udøst sit hjertes ønske i bøn til den Gud, hun troede på. Det giver mod at tro på én, der er større end én selv, og som går med én ind i det, som skræmmer, f.eks. en patients vrede og egen afmagt.

At være til stede i sin uformåenhed

Men hvad hvis man ikke er troende" Skal man ikke selv have en tro for at hjælpe patienten i trosspørgsmål" Hertil siger Overgaard i sin tolkning af Travelbee (6):

Hvis en sygeplejerske lægger sin forventning væk om altid at kunne svare og altid at være effektiv i alle handlinger, også når det drejer sig om svar på livets store spørgsmål, og af og til tillader sig selv blot at være til stede, skrøbelig i sin uformåenhed, vil hun ofte opnå en dybere kontakt med patienterne, som opdager, at det er rart, at en sygeplejerske også kan være rådvild, når det drejer sig om eksistensen. Det er en god grobund for åndelig omsorg, da samtalen kan foregå på et ligeværdigt plan.

V. Steenfeldt (10) er inde på noget af det samme, når det gælder åndelig omsorg til patienter, der har en anden religion end sygeplejersken. Hun mener, at erkendelse af manglende viden om den pågældende religion kan være en nøgle til at møde mennesket, hvor det er. En sådan erkendelse kan føre til ydmyghed, nysgerrighed og åbenhed over for det, der er fremmed for sygeplejersken. Derved bliver det patientens individuelle behov frem for sygeplejerskens begrænsede viden, der danner grundlag for sygeplejehandlingerne (10).

Konsekvensen af sygeplejerskens uformåenhed kan være, at der inddrages en person med større indsigt i den pågældende tro eller bemyndigelse til at udføre en religiøs handling. Åndelig omsorg er da sammen med patienten at afklare, om dette ønskes og i så fald at skabe den ønskede kontakt.

Undervisning
Bevidstheden om, at vi ikke behøver at have tjek på det hele, inden vi bevæger os ind på det åndelige felt, kan give os mod til at gøre det. Viden er en ulempe i åndelig omsorg, hvis den gør os skråsikre. Ellers kan den være en fordel. Den hollandske undersøgelse viser, at sygeplejersker, som har fulgt et undervisningsforløb i åndelig omsorg, oplever en øget åndelig opmærksomhed og dybere relationer med patienter, og de føler sig mere kompetente til at yde åndelig omsorg (7).

Humor
Der er et stænk af humor over den næsten groteske situation, hvor sygeplejersken næppe er kommet inden for døren hos en fremmed patient, før hun erklærer sig som kristen, og hvor hun som svar på hans banden tilbyder at bede for ham. Humor kan løfte os op over en situation og give os mod til at sige ting, der ellers ikke kan siges.

Kærlighed
Kærlighed er uløseligt forbundet med åndelig omsorg. Den kan være en drivkraft til, at man bevæger sig ind på det åndelige område, selv om det gør én usikker. Og den er nødvendig, for at åndelig omsorg sker med respekt for patientens ønsker og grænser. Mod uden kærlighed kan være brutalt eller manipulerende. Hvis hr. Nielsen ikke havde fornemmet bare den mindste smule kærlighed bag sygeplejerskens dristighed, var det næppe endt så godt.

Refleksion
Med udgangspunkt i sygeplejerskens praksiserfaringer har vi peget på nogle årsager til berøringsangst og nogle veje til at overvinde den. Både årsagerne og måderne at overvinde dem på vil variere fra person til person. Derfor er det vigtigt, at vi bliver bevidste om, hvad der står os hindrende i vejen i det enkelte tilfælde, og hvordan den pågældende hindring kan ryddes af vejen. Dertil behøver vi mulighed for at reflektere over vores praksis, enten gennem supervision, sygeplejefaglig vejledning eller på tomandshånd over for en kollega (se boks 2).

At tro, at vi derved aldrig kommer til at svigte en patient med åndelige behov, er ikke realistisk. Sker det, kan vi, som sygeplejersken i denne artikel, gøre snublesten til trædesten.   

Grete Schärfe er hospicesygeplejerske på KammellianerGaardens Hospice, Aalborg. Solveig Rosenkvist arbejder som psykoterapeut og underviser.

Litteratur

1. Nissen-Petersen S. (red.) Sygeplejersken 2006;5:1 og Nissen-Petersen S. (red.) Sygeplejersken 2007;5:1
2. Dam E, Johansen L, Jørgensen BH et al. Åndelig omsorg bør have mere plads i sygeplejen. Patienten sætter dagsordenen. Sygeplejersken 2006;5:55-8.
3. Christensen KB, Søndergaard B. Sygehuse svigter patienters åndelige behov. Sygeplejersken 2007;5:14-6.
4. Nygaard EM. Hospitaler forsømmer at spørge til åndelige behov. Kristeligt Dagblad 2007; (7. september):1,11-2.
5. Nielsen R. Her kan man få lov at være sig selv. En kvalitativ undersøgelse af den åndelige dimension hos døende mennesker. Hellerup: Unitas Forlag; 2005.
6. Overgaard AE. Åndelig omsorg - en lærebog. Kari Martinsen, Katie Eriksson og Joyce Travelbee i nyt lys. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck; 2003.
7. van Leeuwen R, Tiesinga LT, Post D et al. Spiritual care: implications for nurses' professional responsibility. The Au-thors. Journal compilation. Blackwell Publishing Ltd. 2006:875-84.
8. Grasaas KK. De kunne ihvertfall spore. Vård i Norden 1997;4:32-5.
9. Schärfe G. Åndelig omsorg - sygeplejerskens rolle" En litteraturanalyse. Dansk Sygeplejeråd; 1988
10. Steenfeldt VØ. Eksistentielle og religiøse problemstillinger i sygeplejen. Om åndelig omsorg. København: Gads Forlag; 2006.