Når velstand dræber

Ifølge WHO ligger Indien nummer 1, Kina nummer 2 og USA nummer 3 på verdensranglisten over flest med sygdommen diabetes.

Det går rigtig stærkt nu. De store byer i Indien vokser i et tempo, der sjældent er set før. Prangende kontorkomplekser skyder op i luften. Ottesporede motorveje og metrolinjer stiger i antal. Junkfoodgiganterne, Pizza Hut og McDonald's, har indtaget det nye marked for middelklassens indere, som er kommet til penge under industrialiseringen, og med hurtig livsførelse følger hurtig mad. Kvaliteten af maden er faldet, og flere og flere indere indtager tomme kulhydrater med masser af fedt og sukker. Fedtforbruget alene er steget med 40 pct. de seneste 10 år.

Diætist Kavita Kapur, som arbejder på Steno Diabetes Center under Novo Nordisk og underviser i diabetes, siger, at maden i Indien har ændret sig fra at være grov og fiberrig til mere raffineret og bearbejdet.

"Madindustrien vokser eksplosivt i disse år i Indien. Inderne spiser federe, og de bevæger sig mindre. Når de skal på arbejde, tager de bussen eller bilen i stedet for at gå," siger hun.

Diabetes rammer både rige og fattige, fordi befolkningen spiser mere forbearbejdet mad. Hvor de velstillede spiser sig mætte på de internationale McDonald's og Pizza Hut, er den indiske junkfood også blevet billigere og mere tilgængelig. Som f.eks. friturestegte fødevarer. Den mest almindelige ris er den hvide ris, men den er blevet mere bearbejdet end tidligere og rummer derfor stort set ingen fibre.

"De fattige vælger selvfølgelig det billigste, de kan få fat i, men de ved ikke, at de spiser junk," siger Kavita Kapur.

Men problemerne skabes ikke af indernes livsstil alene. Indernes gener arbejder imod dem og slår dem sågar ihjel. Det mener formanden for Diabetesforeningen i Danmark, professor og overlæge Allan Flyvbjerg.

Dræbergener i kroppen

"De var overlevelsesgener, før de blev til dræbergener," fastslår Allan Flyvbjerg og forklarer, at evolutionen har skabt nogle individer i Asien, som kan klare perioder uden mad. Men når der ikke er mangel på mad, bliver de selv samme gener til dræbergener, så snart man lever vesterlandsk.

"Det er livsstilen sammen med genetikken, der skaber problemet," siger Allan Flyvbjerg.

Nils Billestrup, biokemiker ved Steno Diabetes Center, har rejst i Indien og undervist læger i behandling af diabetes. Han er enig i Allan Flyvbjergs betragtninger.

"Inderne har en meget uheldig genetisk sammensætning. Den betyder, at de er særligt udsat for type 2-diabetes," siger han og forklarer, at europæere skal over en BMI på 25, før risikoen for diabetes begynder at stige. Så vokser den eksponentielt, jo mere man tager på. Men for inderne så sker dette allerede ved en BMI på 21-22. Derfor skal der ikke særlig meget overvægt til, før de begynder at være i farezonen for at få diabetes.

Type 2-diabetes er desuden en særdeles arvelig sygdom. Hvis en nær slægtning har type 2-diabetes, har man op til 30 pct. risiko for sygdommen, og har man to nære slægtninge med diabetes, så er risikoen fordoblet. Allan Flyvbjerg mener, at den voldsomme stigning i type 2-diabetes, vi ser i disse år i Indien, skyldes en kombination af arvelighed og livsstils-forhold.

Unge piger bliver blinde

"Ubehandlet type 2-diabetes er en livstruende tilstand," siger Allan Flyvbjerg og fortsætter: "Hvor de klassiske symptomer er akutte og tydelige ved type 1-diabetes, udvikles diabetes langsommere ved type 2.

Mange går derfor rundt med en ikkediagnosticeret sygdom. Ubehandlede type 2-diabetikere har høj risiko for at udvikle hjerte- og kredsløbskomplikationer, og det er komplikationerne, der er farlige."

Hele 70 pct. af type 2-diabetikerne dør af en hjerte-kar-relateret lidelse. Det kan være blodprop i benet, hjertet eller hjernen, amputering af benet eller nyresvigt. Og den problematik kender Kavita Kapur godt fra sine rejser i Indien.

"Jeg har set unge piger på 20 år med type 1-diabetes, som har mistet synet, mennesker, som får amputeret lemmer, fordi sygdommen er for fremskreden, og fattige, der kun har døden tilbage, fordi de ikke har råd til behandling."

Tallene taler for sig selv. 80 pct. af befolkningen tjener 2 dollars om dagen, mens de resterende 20 pct. er velstillede og veluddannede. Kavita Kapur oplyser, at lægehjælp og medicin koster 150 dollars om året. Prisen omfatter ikke udgifter til komplikationer, f.eks. amputering af en fod, så koster det mere. Der findes enkelte offentlige hospitaler for de fattige, hvor behandlingen er gratis, men ellers er der ingen offentlig sygesikring eller pension til alderdommen, kun hvad en familie selv kan spare op. Millioner af mennesker har ikke råd til at få sygdommen behandlet. Millioner ved ikke, at de har diabetes, og millioner aner ikke, hvad de skal gøre ved den.

"Der er ikke meget hjælp at hente for de fattige og uuddannede indere. Kun dem, der har penge, kommer hurtigt til. De har også adgang til oplysning, og den gruppe har langt færre komplikationer, fordi de ved, hvordan de skal behandle sygdommen, siger Kavita Kapur og fortsætter:

"Hvis manden, som er forsørgeren i familien, får diabetes, må familien bruge deres opsparing på behandling. Har de ikke nogen penge, så dør han af det." Hun oplyser, at 80 pct. af den fattige befolkning får komplikationer af sygdommen, mens 55 pct. af den velstillede del oplever komplikationer.

Diabetes har lav status

Type 2-diabetes er unik i den forstand, at den langt hen ad vejen kan forebygges ved at ændre livsstil, og hvis man opdager den i tide. Store forebyggelsesstudier fra Europa, USA og Kina viser, at blot små enkle livsstilsændringer hos personer med forstadiet til type 2-diabetes mere end halverer risikoen for at få diabetes.

"Vejen frem for et land som Indien er at forsøge at forebygge type 2-diabetes, der ellers menneskeligt og sundhedsøkonomisk vil tynge voldsomt i de kommende 5-10 år," lyder det fra Allan Flyvbjerg.

Forebyggelse er imidlertid ikke et prioriteret område for den indiske regering. I 2006 gav den indiske regering 750.000 kr. til forebyggelse af diabetes. Til sammenligning bruger Danmark ca. 3 mia. kr. om året på forebyggelse af sygdommen.

Nils Billestrup siger: "Generelt er det svært at skaffe penge til forebyggelse - og så har diabetes haft en status af noget, som mange ikke tager så alvorligt. For det er jo ikke aids eller cancer."