5 faglige minutter: Nostalgi og gåsehud i kampens hede

De taktfaste kampråb om ligeløn hos de 40.000 strejkende sygeplejersker og øvrige medlemmer af Sundhedskartellet/FOA på Slotspladsen den 17. april gav flere omgange gåsehud og sendte tankerne tilbage til andre protestmarcher, jeg som årgang 59 har haft fornøjelsen af at have deltaget i: f.eks. marchen mod Barsebäckværket i 70'erne, hvor vi iført solmærkaten "Atomkraft" Nej tak" som hjemmesyede heldragter var med til at bane vejen for den stadig eksisterende befolkningsmodstand mod atomkraft.

Og selv om det har været babyskridt mod ligestilling, ynder jeg at bilde mig selv ind, at de mange 8. marts-demonstrationer, arm i arm med andre hennafarvede kvinder i batikmønstrede tørklæder, slå om-nederdele og sundhedssandaler under banneroverskrifterne "ingen kvindekamp uden klassekamp" og "kvinder rejs jer", har bidraget til de fremskridt, der trods alt er sket. Under alle omstændigheder var der som på Slotspladsen gejst og sammenhold i basisgrupperne, og vé den mand i kollektivet, som ikke stod op hver anden nat med babyen, sprang sin rengøringstur over eller undlod solidarisk at læse den kvindelitteratur, der gik på skift mellem os piberygende kvinder på ølejrene.

Tiden i de venstreorienterede miljøer, jeg færdedes i, indebar på mange måder fællesskab og kampånd i handling, hvilket kan savnes i dag, hvor solidariteten i højere grad eksponeres mod egen person og dem, der ligner. Vellykkede avancerede madretter i de udekøkkener, man reelt kan bruge 20 dage om året, får haverne i villakvarteret til at gjalde af jubel og sejrsråb. Fællesbadet med gæsterne i det halvkolde spabad i baghaven får solidaritetsfølelsen til at bruse ud over champagneglassene.

Bjergbestigning eller faldskærmsudspring fremkalder oplevelsen af overhovedet at være i live og det savnede adrenalinsus. Alt finansieret gennem lån i friværdien hos de heldige, som enten er født med en sølvske i munden, eller som kom rettidig ind og ud af boligmarkedet. Der tegnes private sygesikringer og ratepensioner som aldrig før, mens den sociale og økonomiske ulighed øges dag for dag. Reelt undergraver den tiltagende privatisering grundlæggende solidariske principper i vores velfærdssamfund; retten til fri og lige adgang til sundhedsydelser og økonomisk sikkerhed i alderdommen.

Hvis nogen ser konsekvenserne af denne udvikling, er det sygeplejersker, og samtidig med at vi kæmper for ligeløn og faglig anerkendelse under egne faner, må vi aldrig blive så selvtilstrækkelige, at vi ikke også kæmper de svages sag. Det må aldrig blive en gentagelse af min frigørelses- og oprørstid, for lige så solidariske vi var med nogle grupper, lige så intolerante var vi over for andre - og som rammende beskrevet i tv-serien "Album" og forfatteren Nadja Marie Aidts digtsamling "Poesibog" var børnene ofte de store tabere. De gik for lud og koldt vand på omgang mellem et skiftende antal bofæller i en ustabil og uforudsigelig hverdag, hvor den tætteste kontakt ofte var kærlige farvelkys på trappen, når vi hastede til endnu et møde.

Hver generation har frihed til at gå sine egne veje, men historien må huskes, også i kampens hede, tænker jeg på cyklen ind mod Rådhuspladsen, hvor 100-års-dagen for kvinders kommunale valgret fejres. Tillykke kvinder.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.