Er det barmhjertigt at slå patienten ihjel

Arkivfoto: Scanpix

Hun er død nu. Men før hun døde, gik billederne af hende verden rundt. Franske Chantal Sébire havde en sjælden kræftsygdom, der betød, at en svulst i ansigtet langsomt ville bore sig igennem bihulerne og ned til kæberne. Svulsten ville brede sig til hjernen og langsomt slå hende ihjel. Hendes ansigt var deformt. Morfin kunne ikke længere klare smerterne. Hun bad om at få lov til at dø, men retten i Dijon gav hende afslag den 17. marts 2008.

To dage efter begik hun selvmord i sit hjem. Hendes historie er usædvanlig, men skabte debat i de franske medier om, hvorvidt man i særlige undtagelsestilfælde skal indføre aktiv dødshjælp, også kaldet eutanasi.

Socialistpartiet i Frankrig har meddelt, at de i løbet af de kommende måneder vil lave et lovforslag om en legalisering af aktiv dødshjælp. Dermed åbner de op for at lovliggøre, hvad der har været tilladt i Holland siden 2001. Loven i Holland giver læger lov til at udføre aktiv dødshjælp, så længe særlige bestemmelser er opfyldt. I Danmark er aktiv dødshjælp forbudt.

Formanden for Landsforeningen En Værdig Død i Danmark, Flemming Schollaart, der arbejder for en legalisering i Danmark, kan ikke forstå, hvorfor den franske kvinde ikke fik lov til at dø:

"Man kan ikke tvinge folk til at leve, hvis de ikke vil. Når et menneske befinder sig i et inferno af lidelse og går en udsigtsløs fremtid i møde, så skal døden være en mulighed, hvis ønsket er der."

Den holdning møder kritik fra Landsbevægelsen Respekt For Menneskeliv i Danmark. Redaktøren for foreningens blad RFM-Nyt, Torben Riis, mener, at det franske tilfælde er undtagelsen frem for reglen.

"Kvindens historie er spektakulær og voldsom. Hendes udseende vækker følelserne i os, men derfor skal man ikke lovgive ud fra ekstremerne. I Danmark står vi jo ikke med noget problem, som lægerne ikke kan klare. De er gode til at smertelindre," siger han.

Dø på en god måde

Edith Mark, formand for Sygeplejeetisk Råd, mener, at kvinden selvfølgelig skulle dø på en god måde.
"Hun skal have al den omsorg, hun har brug for, men hun skal ikke have en kittelperson til at tage hendes liv, for så vil sundhedsvæsenet blive omdefineret. Systemet er bygget op på den måde, at sundhedspersonalet er uddannet til at redde liv, ikke til at slå det ihjel," siger hun.

Den holdning bakkes op af overlæge Ole Hartling, der i 2001-2003, under sit formandskab i Etisk Råd og i samarbejde med rådet, udfærdigede en række anbefalinger om behandling af døende.

"Vi møder jo ekstreme enkelttilfælde, hvor man ville ønske, at man kunne stoppe patientens liv aktivt. Det kan være patienter, hvor hele bækkenbunden flyder sammen i nekrose og pus, eller hvor ansigtet ødelægges, og patienten ikke kan synke sit eget spyt. Det er så hæsligt, at man siger, her må man da handle, for ellers er man ikke et empatisk menneske. Men vi har den moderne teknologi, ikke som fjende, men som ven, til at være et hjælpemiddel over for lidelsen og smerterne," siger han.

I Danmark tillader loven, at behandlingen kan afsluttes, hvis den ikke længere virker, og patienten er uhelbredeligt syg. I den sidste fase af livet har lægen mulighed for at lindre smerterne gennem palliativ behandling. Hvis dette eller ophør med behandlingen betyder, at man fremskynder døden hos den døende patient, kalder man det ofte passiv dødshjælp.

Ifølge Ole Hartling synes en grundlæggende forskel mellem Frankrig og Danmark at være, at man i Frankrig ønsker at bevare liv for enhver pris.

"I Danmark er det legalt at stoppe et hjælpemiddel i en udsigtsløs situation, f.eks. stoppe kemoterapi eller en respirator. I Frankrig diskuteres det på linje med aktiv dødshjælp, men der er en afgørende forskel på at fjerne den hjælp, man selv har påbegyndt, men som ikke længere virker, og på at give en dødssprøjte. Det er rigtigt, at begge slags handlinger kan medføre døden, men forskellen er selve hensigten," siger han.

At skære en salami

Flere danske eksperter frygter, at åbner man op for en lovgivning i Danmark, der tillader aktiv dødshjælp, så kalder det på en række af problemer. De mener, at en stor gråzone finder vej ind i systemet. Det kalder Torben Riis for salamimetoden.

"Når man skærer den første skive af en salami, så er det ikke svært at skære den næste. Det betyder, at når den principielle grænse er overskredet, så er handlingen ikke længere kriminel, og det fører let til næste skridt," siger han.

En anden del af gråzonen består i, ifølge Ole Hartling, at åbner man for den frivillige eutanasi, så baner det vejen for den ufrivillige, fordi patienten under visse omstændigheder vil føle sig presset til at bede om eutanasi. Det baner også vejen for hemmeligt udført eutanasi.

"I Holland udføres et ukendt, men ifølge anonyme undersøgelser, ikke ubetydeligt antal eutanasier, hvor de omhyggelige regler ikke er fulgt. Det sker, fordi der også findes en "lovlig" eutanasi. Dette skred er vi bedre beskyttet mod herhjemme, fordi vi ikke har brudt den barriere, at det er forbudt at slå ihjel," siger han.

Flemming Schollaart mener, at der er en risiko for, at eutanasi foregår ukontrolleret på danske hospitaler.

"Vi ved fra undersøgelser, at der foregår aktiv dødshjælp på hospitalerne. Uden kontrol er der risiko for, at patienter og pårørende ikke får fyldestgørende støtte og vejledning. Der kan også være risiko for, at initiativet kommer fra den behandlende side, hvilket aldrig sker i Holland pga. sikkerhedsprocedurerne," siger han.

Men Edith Mark mener, at man bryder et urtabu, hvis aktiv dødshjælp tillades.
"Et urtabu er f.eks. kannibalisme, incest og drab. Det vil nedbryde et samfund, hvis man bryder et af de principper," siger hun og henviser til, at man i Holland nu udfører aktiv dødshjælp på dødeligt syge babyer.

Trykke på den røde knap

I Holland har antallet af registrerede udførte aktiv dødshjælp ikke været stigende. Det sker efter en årrække, hvor antallet af udførte eutanasier har været faldende. Ole Hartling mener, at de hollandske læger trækker i land.

"Lægeforeningen i Holland har besindet sig og inden for de seneste år meddelt deres læger, at eutanasi er den dårligste løsning. Man får ikke lavet loven om, men nu lægges der i stigende omfang vægt på det palliative og det lindrende i sådan et forløb. Det er en glædelig udvikling."

Men det er ikke grunden, mener Flemming Schoollart.
"Døende vælger i mindre grad aktiv dødshjælp, fordi muligheden for at trykke på den røde knap er der. De har den sikkerhed, at de kan trække stikket ud, hvis de ikke vil mere. Det gør, at patienten føler, han kan holde ud lidt længere. Lægerne bliver også bedre til at støtte døende mennesker og give dem omsorg i den sidste fase, fordi de bliver uddannet til det," siger han.

Fælles for alle eksperter er, at de støtter hospicetanken. Et hospice er et sted, der tilbyder omsorg og lindring til uhelbredeligt syge og døende mennesker. Ole Hartling siger: "Lindring er en anden vej ud af lidelse end at fjerne den, der lider. Hospice og den viden om lindrende behandling, som opnås her, er på en måde det stærkeste argument mod eutanasi, fordi det er et argument fra den virkelige verden - et praktisk svar midt i al teorien."