Sygeplejersken
Går ud i plejen som igangsætter
Et par gange om ugen går afdelingssygeplejerske Lone Dahl med ud en times tid til halvanden og deltager i plejen af patienterne i det hjertemedicinske afsnit på Køge Sygehus.
Sygeplejersken 2009 nr. 11, s. 24-25
Af:
Kirsten Bjørnsson, journalist
Foto: Søren Svendsen
Et par gange om ugen går afdelingssygeplejerske Lone Dahl med ud en times tid til halvanden og deltager i plejen af patienterne i det hjertemedicinske afsnit på Køge Sygehus.
"Ikke for at fylde en plads ud, men for at se, hvordan medarbejderne fungerer og måske følge op på noget fra en MUS-samtale," forklarer hun.
"Jeg er også nødt til at være derude, hvis jeg f.eks. skal vurdere, om vi kan udskrive patienter på et andet tidspunkt end det, vi plejer. Eller for at opfange ting, der er brug for at gøre noget ved.
F.eks. at nogle patienter er meget utrygge, når de skal DC-konverteres (planlagt behandling for atrieflimmer, red.). Bagefter kan jeg bede andre starte på en plejeplan for, hvad patienterne skal informeres om og i hvilken rækkefølge. Men jeg skal være der for at opfange behovet. Jeg går først og fremmest ind i det faglige som igangsætter."
Uddelegering er Lone Dahls forklaring på, hvordan det kan lade sig gøre at nå ud i klinikken og stadig kun have en ugentlig arbejdstid på 37 timer plus den tid, hun bruger hver dag derhjemme på at åbne computeren og tjekke mail.
Hun har ikke en klinisk udviklingssygeplejerske i afdelingen, det faglige udviklingsansvar har hun selv. Men den assisterende afdelingssygeplejerske lægger vagtplan, og sekretærerne tager sig af regninger til afdelingen, så Lone Dahl kan nøjes med at godkende hver anden uge. Desuden har en lang række af afdelingens sygeplejersker ansvarsområder inden for klinikken - ernæring, dokumentation m.m.
"Det er erfarne sygeplejersker, der arbejder her, og de fleste vil gerne have udfordringer og indflydelse på deres arbejde," siger Lone Dahl.
Sommeren reddet
Sygeplejersken besøger afdelingen en mandag, hvor hun gerne bruger en times tid på lønregistrering. Dagen begynder i vagtskiftet kl. 7.15, og tilsyneladende går fordelingen af patienter og opgaver samt medarbejdere, der skal til undervisning i det nye blodprøvebestillingssystem, af sig selv, mens Lone Dahl følger lige præcis så meget med, som hun er nødt til for at vide, at der er styr på alt.
En langtidssyg medarbejder ringer, en tidligere studerende, der er ved at være færdig, kommer for at høre om ledige stillinger - desværre, ingen før efteråret - sygeplejerskernes tillidsrepræsentant ringer for at få status på et internt stillingsopslag, en sygeplejerske, der har arbejdet 12 timer om ugen, ringer midt i morgenkaffen og vil gerne arbejde mere - helst dag/nat.
Lone Dahl konstaterer med noget, der ligner forbavselse, at den sidste henvendelse lige reddede hendes sommer, og kan vende tilbage til personalestuen med den gode nyhed. Som et af de få afsnit i Medicinsk afdeling har M5 alle stillinger besatte. Men nattevagterne skal der tit pusles med for at få det hele til at gå op.
Siden 2004 har Lone Dahl også været afdelingssygeplejerske for Kardiologisk Ambulatorium. Det giver faglig mening, men de to afsnit ligger langt fra hinanden, så mindst én gang om dagen går Lone Dahl en tur derned. Denne dag er der et vikariat i ambulatoriet, der skal besættes internt, og i programmet indgår en ansættelsessamtale.
En formiddag går typisk med alle de ting, der skal tages stilling til her og nu. Hvis der ikke dukker andet op om eftermiddagen, kan Lone Dahl så tage fat på bunken af mere langsigtede opgaver - planlægning af et internt undervisningsprogram eller revision af afdelingens kompetencebeskrivelser, som også er grundlag for tildeling af løntillæg.
Trods sit faglige engagement ser Lone Dahl først og fremmest sig selv som leder:
"Det hænger jo sammen. Det giver bedre trivsel, hvis man sætter gang i ting og giver sygeplejerskerne muligheder. Og når jeg går med i plejen, finder jeg jo også ud af, hvem jeg kan bruge til hvad."
Det bedste ved at være afdelingssygeplejerske: "At kunne præge udviklingen og motivere andre, så de er glade for at gå på arbejde."
Det sværeste: "At skulle ringe rundt for at få dækket vagterne, når folk er syge. Det ville være lidt nemmere, hvis personalebudgettet ikke var nødt til at være helt i bund."