Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Ph.d.-forsvar: Effekt af præoperativ rygestoprådgivning

Thordis Thomsen, MHSc forsvarer fredag den 30. oktober 2009 afhandlingen "Effekt af præoperativ rygestoprådgivning på postoperative komplikationer og rygestop."

Sygeplejersken 2009 nr. 19, s. 40

Af:

Thordis Thomsen, sygeplejerske, MHSc

I ph.d.-afhandlingen er effekten af præoperativ rygestoprådgivning på postoperative komplikationer og rygestop undersøgt, herunder patientoplevelser af rådgivning. Afhandlingen udgår fra Anæstesiologisk afdeling, Herlev Hospital, og WHO Collaborating Centre, Bispebjerg Hospital.

Den udgøres af tre delstudier: et systematisk review (SR), et randomiseret klinisk studie (RCT) og et kvalitativt studie. SR af 11 studier viste, at 4-8 ugers præoperativ intensiv rygestoprådgivning reducerede postoperative komplikationer og øgede rygestopraten.

RCT viste ingen forskel efter kortvarig rådgivning om rygestop umiddelbart før operation mellem interventions- og kontrolgruppen i postoperative komplikationer, uanset en beskeden signifikant øgning i perioperativt rygestop i interventionsgruppen. Der indgik i alt 130 patienter planlagt til operation for brystkræft. Patienterne oplevede, at rådgivningen motiverede dem til at forsøge rygestop. Den var dog utilstrækkelig til at fastholde rygestoppet.

Konklusionen er, at 4-8 ugers præoperativ intensiv rygestoprådgivning kan gavne kirurgiske patienter postoperativt og på længere sigt. Kortvarig rådgivning har derimod ikke effekt på komplikationer eller rygestop. Der er behov for studier af effekten af intensiv rådgivning, der initieres umiddelbart præoperativt og fortsættes 4-8 uger postoperativt.

Thordis Thomsen er ansat ved Forsknings- og udviklingsenheden, Anæstesiologisk afdeling, Herlev Hospital.

Bedømmere: Professor, overlæge, dr.med. Lars Nannestad Jørgensen, professor, overlæge, dr.med. Peter Funch-Jensen og professor, DMSc Claudia Spies, Tyskland.

Vejledere: Associate professor, overlæge dr.med. Hanne Tønnesen, -associate professor, overlæge, dr.med. Ann Merete Møller.

Forsvaret finder sted fredag den 30. oktober 2009 kl. 14 i Store Mødesal, Herlev Hospital.