Vi tror, at vi ved, hvordan patienterne har det

Foto: Søren Svendsen

Store observationsskemaer og rutinemæssig måling af vitale værdier hos alle patienter - er det virkelig nødvendigt? Ved sygeplejerskerne i en sengeafdeling ikke, hvem der er ved at blive dårlige? Og kan de ikke selv vurdere, hvornår de skal tage en temperatur eller tjekke et blodtryk?

Nej, desværre. Der er faktisk en del, der tyder på, at der er et overset observationsproblem. Og det er der mange gode forklaringer på, men undersøgelser, rapporter og erfaringer fra sygehusenes arbejde med patientsikkerhed dokumenterer kun alt for godt, at der er plads til forbedring.

Den store øjenåbner var lægen Lone Fuhrmanns undersøgelse af observationen i fem sengeafdelinger på Herlev Sygehus i 2006. Undersøgelsen fandt 139 patienter med abnorme vitale værdier. I over halvdelen af tilfældene var plejepersonalet ikke klar over patienternes tilstand, fordi de vitale værdier ikke var blevet målt.

Og der er ingen grund til at tro, at det står ringere til på Herlev Hospital end andre steder. Det erkendte lægelige direktører fra flere andre hovedstadshospitaler, da Dagens Medicin omtalte undersøgelsen.

En anden øjenåbner var de første resultater, da mave-tarm-kirurgiske afdelinger begyndte at måle dødelighed på patienter med perforeret mavesår som led i den landsdækkende NIP-overvågning.

Det viste sig, at dødeligheden på landsplan var helt oppe på 30 pct., og en gennemgang af journaler for 115 afdøde patienter afslørede, at observationen havde været mangelfuld i op mod halvdelen af forløbene. Dødeligheden i patientgruppen faldt til 23 pct., da NIP-projektet også begyndte at kvalitetsovervåge observationen af patienterne.

Ny viden er ikke nået ud

Men problemet er ikke kun, at vitale værdier ikke bliver observeret. Der er også en stor usikkerhed hos plejepersonalet om, hvordan man egentlig skal tolke de værdier, man måler, og hvornår man skal handle på dem.

I de senere år er man f.eks. blevet opmærksom på, at vitale værdier meget ofte er påvirkede i de sidste otte timer, før en patient får hjertestop. Også andre alvorlige tilstande som f.eks. sepsis kan aflæses på ændrede vitale værdier på et tidligt tidspunkt. Men den viden er ikke almindelig udbredt hos plejepersonalet.

Det kunne udviklingssygeplejerske Gitte Bunkenborg konstatere, da hun for et par år siden underviste 7-800 sygeplejersker og assistenter fra Hvidovre Hospitals stamafdelinger.

Gitte Bunkenborg var projektleder på oprettelsen af et mobilt akutteam, bestående af intensivsygeplejersker, som sengeafsnittene kunne kalde til hjælp, når patienterne blev dårlige. I forbindelse med etableringen underviste hun alt plejepersonale fra stamafdelingerne.

"Der mødte jeg en del frustration over, at man ikke helt vidste, hvordan man skulle tolke patienternes symptomer," siger hun.
"Vi havde slået meget på, at de skulle kalde os i tide. Men det er jo ikke nok, hvis personalet ikke tolker deres observationer og konstaterer, at der er et problem. Eller hvad værre er, hvis de ikke observerer patienterne." Så der er to ting, der skal til, hvis sengeafdelinger skal blive bedre til at opfange de tidlige tegn på kritisk sygdom hos deres patienter: Systematisk observation og undervisning af personalet, fastslår Gitte Bunkenborg.