Sygeplejersken
Teenagere skal ikke erstatte operationssygeplejersker
Hvem er de nye operationsteknikere? Og hvorfor er der overhovedet brug for en ny faggruppe på operationsområdet? Sygeplejersken har spurgt Region Hovedstaden, som står bag den nye operationsteknikeruddannelse, hvad der er op og ned.
Sygeplejersken 2009 nr. 21, s. 16-17
Af:
Maria Jørvad, journalist
Der er stadigvæk brug for hver eneste operationssygeplejerske i Danmark. Teknikerne skal udelukkende supplere operationssygeplejerskerne, lyder det fra Region Hovedstaden, som står bag den nye operationsteknikeruddannelse. Arkivfoto: Scanpix
Allerede i marts 2009 tog Region Hovedstaden en politisk beslutning om at iværksætte en uddannelse til operationstekniker. På det tidspunkt led flere operationsafdelinger i regionen under personalemangel, og patienterne blev henvist til det private. Det forklarer Maja Winther Bengtsson, chefkonsulent i Region Hovedstaden og projektchef for udarbejdelsen af den nye teknikeruddannelse.
Hun vil gerne slå en pæl gennem de spekulationer om uddannelsen, som går på, at operationssygeplejersker nu bliver overflødiggjort og mister deres arbejde.
"Der er stadigvæk brug for hver eneste operationssygeplejerske, vi har i Danmark. Teknikerne skal supplere operationssygeplejerskerne. Dét, vi prøver at gøre med den her uddannelse, er at spare på de enormt vigtige plejekompetencer, som sygeplejerskerne har, så vi ikke får suget så mange nyuddannede sygeplejersker ind i det her felt fremover. For vi har brug for nyuddannede sygeplejersker andre steder," siger Maja Winther Bengtsson.
Sygeplejersker kan de svære ting
Maja Winther Bengtsson mener, at der er sket et skred i forhold til, hvad operationssygeplejersker betragter som sygeplejefaglige opgaver, og siger, at det ikke er at række instrumenter til en kirurg.
"Det ligger ikke i sygeplejerskernes grunduddannelse. Det sygeplejefaglige er først og fremmest plejen og omsorgen, og det er kendskabet til patientens krop og psyke," siger hun.
Og derfor er det ikke meningen, at den nye faggruppe, operationsteknikerne, skal overtage alt det, som operationssygeplejerskerne i dag laver på operationsområdet.
"Det bliver et samarbejde mellem en faguddannet tekniker, der kan alt det praktiske omkring det sterile, og som kan tælle ting, der kommer ud og ind, og så vil der være en sygeplejerske, som kan de svære ting, hvor man skal forstå kroppen og kende anatomi og fysiologi helt i dybden," siger Maja Winther Bengtsson.
Ingen 16-årige på operationsstuerne
Maja Winther Bengtsson vurderer, at den største forskel for sygeplejerskerne bliver, at de får en ny sparringspartner på afdelingen. Sygeplejerskerne skal ikke frygte, at de kan blive stillet til ansvar for operationsteknikernes arbejde, da det personalemæssige ansvar ligger hos afdelingssygeplejersken og det juridiske ansvar hos lægen. De skal heller ikke frygte, at teenagere kan komme ind på operationsstuen, for alderskravet er 20 år for ansættelse på en afdeling, forklarer hun.
Region Hovedstaden samarbejder nu med Dansk Sygeplejeråd om at få lavet en efteruddannelse for operationssygeplejersker. Maja Winther Bengtsson håber, at sygeplejerskerne vil tage den mulighed for kompetenceudvikling til sig.
Dansk Sygeplejeråd (DSR) har fra starten gjort indsigelse mod Region Hovedstadens initiativ med den nye uddannelse. Af hensyn til bl.a. patientsikkerheden har DSR krævet, at teknikerne skulle have en forsvarlig formel uddannelse, og at der bliver etableret en videreuddannelse for operationssygeplejersker. Det har regionen givet tilsagn om.
Derfor har DSR sat gang i møder over hele landet i samarbejde med FSSASMO (Fagligt selskab for sygeplejersker ansat ved steriliseringscentraler, ambulatorier, skade- og modtageafdelinger samt operationsgange). Indtil videre er der planlagt syv møder, hvoraf de første allerede er afholdt.
Målet med møderne er bl.a. at få operationssygeplejerskernes input til en formel videreuddannelse for operationssygeplejersker, som DSR vil arbejde for bliver på diplomniveau og på længere sigt bliver landsdækkende. DSR har derfor også sammensat en arbejdsgruppe med erfarne operationssygeplejersker, FSSASMO og oversygeplejersker for operationsafdelinger på tværs af landet.
Hvis der bliver introduceret nye faggrupper på din afdeling, er det en god idé at, du og dine kollegaer orienterer jer om konsekvenserne. Du kan f.eks. spørge din leder:
- Hvem har ansvaret for den nye gruppe?
- Får sygeplejerskerne nye opgaver i stedet for dem, vi afgiver?
- Hvilke sygeplejeopgaver forventes det, at sygeplejerskerne får mere tid til?
- Bliver der udarbejdet klare retningslinjer for, hvad den nye faggruppe selvstændigt kan udføre?
- Er der afsat ressourcer (personalemæssige og økonomiske) til at introducere den nye faggruppe til området?
16-årige skal assistere ved operationer.
FUP - man skal være minimum 20 år for at få en elevplads, som giver adgang til uddannelsen.
Efter 30 uger kan man blive ansat som operationstekniker.
FUP - uddannelsen varer i alt 2½ år - og i løbet af uddannelsen får man i alt 30 ugers teori.
Operationsteknikerne skal erstatte sygeplejerskerne.
FUP - operationsteknikerne skal løse opgaver sammen med sygeplejerskerne og kun overtage funktioner, som ikke kræver sygeplejefaglige kompetencer - Region Hovedstaden understreger, at der er brug for alle operationssygeplejersker i regionen, selvom der bliver uddannet teknikere.
Operationsteknikerne skal assistere ved operationer.
FAKTA - operationsteknikere kan assistere kirurgen ved ukomplicerede operationer - og på kirurgens ansvar. Men operationsteknikerne skal ikke assistere ved komplicerede forløb, der kræver dybere indsigt i kroppens funktioner, anatomi og fysiologi.
Operationssygeplejersken har ansvaret, hvis operationsteknikeren laver fejl.
FUP - det juridiske ansvar er placeret hos lægen, som har forbeholdt virksomhed. Personaleansvaret er afdelingssygeplejerskens.
Kilde: Region Hovedstaden.
Anette Pedersen, Formand for FSSASMO (Fagligt selskab for sygeplejersker ansat ved steriliseringscentraler, ambulatorier, skade og modtageafdelinger samt operationsgange)
”I det faglige selskab har vi i lang tid været i dialog med DSR om, hvordan vi forholder os til ændringerne på operationsområdet, og vi vil appellere meget til sygeplejelederne om at tænke sig meget om, når de bestemmer, hvem der skal varetage patientens tarv på operationsafdelingerne. Vi har startet et arbejde, blandt andet sammen med DSR, om en efteruddannelse/videreuddannelse for operationssygeplejersker, og i denne tid rejser vi rundt i kredsene til dialogmøder med sygeplejerskerne om udviklingen af plejen på OP`erne, hvilket vi ser meget frem til.”