Sygeplejersken
5 faglige minutter: På hælene
Det er farligt at være afhængig, ikke af ecstasy, heroin eller alkohol, men af andre menneskers hjælp - mennesker, som skal ville én det bedste og være professionelle og kyndige.
Sygeplejersken 2010 nr. 1, s. 66
Af:
Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør
Patienten i centrum, det vil ingen sygeplejerske med respekt for sig selv sige nej til. Men den patient, som er gammel, skrøbelig, slidt og præget af kronisk sygdom og dermed er afhængig af kompetent og velvillig hjælp, er han i centrum? I velkomstpjecerne fra de store hospitaler er det ikke ham, der skrives til. Her er det rettighedssamfundets krævende og klagende borgere, der er i centrum. Aktindsigt, samtykke, erstatning og patientsikkerhed bliver nævnt, men ikke et ord om eller til ham, der måtte være helt og aldeles afhængig af personale med blik for den nødvendige grundlæggende sygepleje.
At blive indlagt og placeret i en kølig hospitalsseng med rent sengetøj, få anlagt en venflon og modtage væske og medicin er fint og påkrævet, når man er alvorligt syg af en lungebetændelse. Men som minutterne bliver til timer og timerne til dage, ændrer billedet sig.
Den gamle kan ikke vende og dreje sig, og han ligger på en helt almindelig hospitalsmadras. Hælene er det første, det konstante sengeleje går ud over. En voldsom ømhed får ham til at mumle forvirret og slå ud med armene, når personalet tilser hans venflon. "Konfus", hedder det i sygeplejejournalen.
Senere bliver den gamle løftet højere op i sengen, og det medfører en forskydning mellem huden og underlaget, og resultatet er en mindre hudafskrabning. Manden er nu ved at blive rask. Temperaturen er for nedadgående, så alt i alt ser situationen lysere ud, og det meddeler man hans kone. Tale kan den gamle ikke, og klar er han heller ikke, men i sin tågede tilstand registrerer han smerterne, som nu kommer både fra de rødblå hæle og det lille sår på halebenet.
Efter et par dage klarer manden op og får proteindrik og ymer med drys. Hvis han kunne, ville han have bedt om et lille stykke af den medister, han kan dufte fra nabosengen, men de har så travlt, og han er for langsom. På sjettedagen har manden det så godt, at han kan komme hjem, og det er hans kone glad for.
Manden er sådan set rask, men han har fået tryksår på begge hæle og et ved halebenet, så han kan ikke udskrives, før der er truffet aftale med hjemmeplejen om forbindingsskift og hjælpemidler i form af aflastning til hælene, en speciel pude til den store lænestol og en særlig madras til at lægge oven på hans egen.
Det går der yderligere halvanden dag med. Da manden bliver rullet ind ad sin hoveddør, går det op for ham, at han må have et par nye og meget store sko, hvis han skal gøre sig håb om at kunne gå. Og smertestillende medicin, det må han også have fat i.
Enhver sygeplejerske og sygeplejestuderende ved, at den gamle mands tryksår kan undgås ved at anvende et scoringssystem, f.eks. Braden-skalaen, i løbet af indlæggelsesdøgnet og sørge for aflastning, hvis patienten er i risiko for at udvikle tryksår. Dette skal dokumenteres, og patienter, som i første omgang ikke er i risiko, skal risikovurderes hvert tredje døgn. Patienten skal observeres, og plejen justeres efter effekt. Den gamle mand var på hælene, da han blev indlagt. Da han blev udskrevet, havde han sår på hælene. Det er fornem sygepleje at undgå det.
Resultaterne af en dansk prævalensundersøgelse for tryksår hos 427 patienter afslører, at der er plads til forbedring af screening, aflastning, observation og dokumentation for at forebygge tryksår hos de mest afhængige patienter.
Klummen “5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.
Sygeplejersken har i begyndelsen af 2010 haft fokus på tryksår og tryksårsforebyggelse.
Læs mere her:
Sygeplejersken nr. 1, 5 faglige minutter, "På hælene", side 66.
Sygeplejersken nr. 2, Faglig information, "Tryksårspolitik der virker", side 44.
Sygeplejersken nr. 4, Kort nyt, "Brug for bedre forebyggelse af tryksår på OUH", side 11.
Artiklen"Falsk tryghed i tryksårsforebyggelse" i Sygeplejersken nr. 5 afslutter temaet om tryksår.