Sygeplejersken
Boganmeldelser
Læs anmeldelserne i dette nummer af Sygeplejersken
Sygeplejersken 2010 nr. 1, s. 64-65
Af:
Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør
Mysteriet om hypnose
Anne-Marie Harnum
Hvad er hypnose - og hvad kan det bruges til
Dansk Psykologisk Forlag 2009
192 sider - 285 kr.
Dette er en bog, hvor terapeuten snakker til læseren/den potentielle klient om sine faglige erfaringer. Forfatteren, som er psykolog og erfaren hypnoseterapeut, vil tydeligvis gerne slå et slag for hypnoseterapi, men synes åbenbart, det er nødvendigt at bruge mange sider og flere kapitler på at nævne og derpå gendrive en lang række fordomme om fænomenet hypnose.
Ifølge forfatteren er den hypnose, man ser udøvet som underholdning, ren fup, fordi hypnotisøren udvælger personer blandt publikum, som er tilstrækkeligt ekshibitionistiske og villige til at gå med på spøgen. Hvad hypnose dybest set er, eller hvordan det virker, får man aldrig rigtigt at vide.
Det er måske noget med at få patienten til at gå i trance, og så alligevel er det bare kommunikation, siges det. Det kan åbenbart bruges til at kurere mange forskellige lidelser, både fysiske og psykiske, og når man guides ind i en afslapning efter yogatimen, er det åbenbart også hypnose.
Som et forsøg på en naturvidenskabelig forklaring er der nogle spagfærdige henvisninger til hjerneforskning, men de handler om meditation, så måske er den hypnotiserede i en meditativ tilstand" Man kan ikke bruge vidneudsagnet fra en person, som har genkaldt sig en forbrydelse under hypnose, oplyses det. Så nogen inden for retsvæsenet må jo mene, at hypnose gør et eller andet ved folk.
Afmystificeret er hypnose i al fald ikke blevet efter endt læsning af denne bog, tværtimod.
Af Sygeplejerske på det kommunale rehabiliteringstilbud Strandhøj i Skodsborg. Bestyrelsesmedlem i Fagligt Selskab for sygeplejersker med interesse for komplementær og alternativ behandling.
Ambivalens over for diffuse lidelser
Nanna Mik-Meyer og Mette Brehm Johansen
Magtfulde diagnoser + diffuse lidelser
Samfundslitteratur 2009 - 150 sider - 198 kr.
Bogen er baseret på otte måneders studie af funktionelle lidelser og udført for Arbejdsdirektoratet. Der er interviewet 41 sygedagpengemodtagere og foretaget i alt 32 fokusgruppeinterview og enkeltinterview med sagsbehandlere og læger. Undersøgelsens formål er at øge den kvalitative viden om personer med diffuse lidelser og den måde, samfundet håndterer deres problemer på.
Det mest interessante resultat er, at lægerne, som man skulle tro ville være bundet af biologiske dia-gnoser, gerne skriver sygemeldinger på baggrund af temmelig uigennemsigtige symptomer, mens sagsbehandleren, der må antages at have sine spidskompetencer inden for det sociale felt, er tvunget af lovgivningen til at henholde sig til en anerkendt biologisk diagnose.
Mange sagsbehandlere føler derfor, at lægerne kører på frihjul og ikke sætter en stopper for den uendelige række af undersøgelser, det kræver at vise, at folk ikke fejler noget.
Undersøgelserne, og den ventetid der går med dem, forringer chancen for, at den plagede vender tilbage til arbejdsmarkedet, mener de, mens lægerne henviser til, at man må vide sig helt sikker, før man kan afvise subjektive klager. Resultatet er et modsætningsforhold og megen ambivalens mellem de to grupper.
En respektabel biologisk diagnose, de kan bruge som uproblematisk forklaring til familie og omgangskreds, ser ud til at være det eneste fordelagtige, gruppen med diffuse lidelser får fra sundhedssystemet. Den sikrer dem retten til økonomisk kompensation.
I et forsøg på at komme en forklaring på diffuse lidelser lidt nærmere deler forfatterne sygedagpengemodtagerne op i tre grupper med hvert sit strategiske mønster. De sygdomsorienterede (50 pct.), som er meget opsøgende i forhold til at lære mere om de symptomer, de har, nogle gange i en grad hvor det ser ud til, at de læser sig til, hvad de siden klager over.
De arbejdsorienterede (25 pct.), som er fokuserede på at komme tilbage på arbejdsmarkedet og ikke så optagede af sygdommen, og de nedslidte (25 pct.), som siger, at de gerne ville, hvis bare de kunne.
De eksempler, som gives på de tre strategityper, er imidlertid ikke klare nok til at overbevise én om, at gruppen kan deles på den led. Det er muligt, at de tre grupper siger noget forskelligt, men det ser ud til, at de handler på nogenlunde samme måde.
Så er der mere guf i afsnittet, som borer i, hvorfor det hovedsageligt er lavtuddannede kvinder, som rammes af disse uspecifikke symptomer. Forfatterne kan have en pointe i, at kvinder i mindre grad tages på ordet, dvs. at mænds klager automatisk tillægges større vægt. Men ved nærmere eftertanke kan det lige så godt forklares med, at mænd slet ikke opsøger læger i samme grad som kvinder.
De diagnoser, som med rund hånd anvendes af lægerne, skifter. Fibromyalgi var almindeligt i 90'erne, nu er den dominerende lidelse stress med eller uden depression. Både de interviewede sagsbehandlere og læger mener, at der er tale om samme type lidelser før og nu.
Bogen ender ikke med nogen anbefalinger, men for den, som gerne vil ændre noget, kan der hentes gode argumenter for at holde sundhedssystemet væk fra diffuse lidelser.
Af Karen Ellen Spannow, sygeplejerske og etnograf
Arbejdet i det etiske landskab
Jacob Birkler
Etisk håndværk - -håndtering af etiske -dilemmaer i klinisk sygepleje
Munksgaard 2009-160 sider - 199 kr.-ISBN 9788762808706
Hvordan kan vi være gode sygeplejersker i konkrete situationer" Det svares der ikke på i denne bog, men der lægges op til, at man grunder over det, redskaberne får man i bogen.
Etik er de normer og værdier, vi sædvanligvis efterlever i praksis, men man kan komme i tvivl og stå i en værdikonflikt, hvor man er nødt til at vælge mellem flere alternativer til en konkret handling, hvis udfald får konsekvenser for andre mennesker. Sådan skriver Birkler om etikken og fortsætter med at forklare, at etiske dilemmaer i sygeplejen ofte opstår mellem det, den enkelte sygeplejerske kan, skal og bør gøre.
Bogen er forskningsbaseret, men har et direkte klinisk sigte. Den er skrevet til sygeplejestuderende og til sygeplejersker, som arbejder med etik i anden uddannelsesmæssig sammenhæng, men den er også yderst relevant og anvendelig til sygeplejersker i klinikken.
Brugbarheden i dagligdagens arbejde med etik er stor, fordi den dels afspejler etiske dilemmaer i klinikken, dels skildrer, hvordan sygeplejersker håndterer disse dilemmaer. De spørgsmål, der bl.a. svares på i bogen er: Hvordan reflekterer vi i hverdagen" Hvordan handler vi i hverdagen" Hvordan er forholdet mellem den etiske refleksion og vores handlinger"
Gennem læsningen bliver et spejl holdt op for én, så man ser virkeligheden i øjnene, en virkelighed fuld af etiske dilemmaer, refleksioner og handlinger. Men det er ikke kun en afsløring, det er også vist, hvordan man kan arbejde videre i det etiske landskab. Det gøres bl.a. gennem pædagogiske studiespørgsmål i bokse. Det er overvejelser og spørgsmål, som er lige til at gå til i undervisningen eller ved de ugentlige/daglige sygeplejefaglige input på afdelingerne. Et par af overvejelserne lyder som følger:
Tænk over en vanskelig situation, hvor du var i tvivl om, hvilken af flere mulige handlinger, der var mest værdifuld. Hvad gjorde du" Hvad gjorde du ikke" Reflektér over din erfaring med situationen. Hvordan bør denne erfaring påvirke dine fremtidige handlinger"
Læs de sygeplejeetiske retningslinjer og reflektér over, om de kan fungere som et redskab i praksis og afspejle idealerne for sygeplejerskens karakteregenskaber.
De etiske retningslinjer, vi har i sygeplejen, afsløres i bogen som næsten ukendte for de fleste sygeplejersker, men også her angiver forfatteren, hvordan man kan arbejde med fagets egne retningslinjer. Han foreslår, at de kan medvirke til at identificere de værdier, som findes i praksis, og at de sygeplejefaglige retningslinjer kan anvendes som udgangspunkt for refleksive spørgsmål i klinisk praksis.
Det er en bog til undervisning og praksis. Men det vil være vanskeligt at arbejde med etikken i praksis uden et teoretisk grundlag. Det får man ikke i bogen. Enten forudsættes teorien kendt, eller også må man læse en eller flere af Birklers andre bøger, hvor han tager fat på den teoretiske del af etikken. Alt kan vel heller ikke rummes i en bog på 160 sider, men den er let at læse, overskueligt disponeret og spændende. Jeg har svært ved at få armene ned.
Af Rita Nielsen, klinisk sygeplejespecialist på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg og medlem af Sygeplejeetisk Råd.