Det vigtigste er at hjælpe de sårede soldater

Den 32-årige intensivsygeplejerske Christian Kummerfeldt har vidst, at han ville ud i verden og arbejde, lige siden han startede på sygeplejeskolen. Han er klar til at tage til Afghanistan igen, hvis der bliver brug for det. Foto: Thomas Tolstrup

Intensivafdelingen på felthospitalet i Camp Bastion. Det er midt i sommerheden, og udenfor i ørkenen når termometret op på 50 grader. Indenfor i en hospitalsstue med et larmende airconditionanlæg ligger en hårdt såret soldat i respirator. En kvindelig sygepasser holder den unge mand i hånden. Den amerikanske læge foreslår, at patienten skal vækkes inden den lange hjemtransport til Danmark. Efter opvågningen er det op til sygeplejerske Christian Kummerfeldt at få den unge mand til langsomt at erkende, at han har været udsat for en ulykke, der har kostet ham førligheden.

Soldatens opvågnen er en af de episoder, der står stærkt på nethinden hos den 32-årige intensivsygeplejerske Christian Kummerfeldt efter tre måneders ophold i den topsikrede teltlejr, der udgør felthospitalet i Afghanistan.

47 sygeplejersker, 17 læger og 19 sygehjælpere fra Danmark drev fra august til oktober 2009 et af verdens travleste felthospitaler sammen med britiske og amerikanske kolleger. Hospitalet, der i dag køres videre af briterne, modtog hver uge mellem 20 og 70 svært sårede traumepatienter. Hovedparten af ofrene var afghanske, amerikanske, britiske og danske soldater, men også afghanske politifolk og lokale - heriblandt mange børn - modtog behandling.

Mit livs oplevelse

Efter tre måneder i den støvede Helmandprovins er Christian Kummerfeldt hjemme i lejligheden på Amager. På den hvide væg bag det mørke ellipseformede spisebord hænger et enormt verdenskort. Den høje, lyshårede sygeplejerske taler ivrigt og længe om sine oplevelser. Han er slet ikke færdig med at rejse ud.

"Det har været mit livs oplevelse, et eventyr og en kæmpe faglig udfordring, hvor jeg har fået masser af rutine og erfaring inden for det intensive speciale," fortæller Christian Kummerfeldt og henviser til, at han i forsvaret har fået specialkurser i bl.a. avanceret traumesupport og avanceret pædiatrisk genoplivning.

Allerede da han begyndte på sygeplejerskeuddannelsen for 10 år siden, vidste Christian Kummerfeldt, at han ville ud i verden og arbejde som sygeplejerske. Han tegnede kontrakt med forsvaret for halvandet år siden, og udstationeringen på felthospitalet er hans andet ophold i Afghanistan. I 2008 arbejdede han på felthospitalet ved Kandahar Airfield.

Højsæson for kampe

De danske sygeplejersker kom til Camp Bastion i en periode med mange kampe mellem Taleban og de allierede soldater. Højttaleropkald til traumecenterets sygeplejersker og læger varslede næsten dagligt, at hårdt sårede var på vej ind med helikopter.

"Vi slog alle rekorder. Vi bemandede felthospitalet i den periode med flest hårdt sårede, flest uventede overlevere og flest amputationer. Det, jeg er mest stolt af, er, at vi var der i en meget travl periode, og alligevel var vi ikke for pressede," fortæller Christian Kummerfeldt, som understreger, at de danske sygeplejersker på intet tidspunkt følte deres sikkerhed truet. Lejren er nemlig så godt beskyttet, at den er meget vanskelig at beskyde.

Patientdagbog hjælper

Christian Kummerfeldts arbejde på intensivafdelingen bestod først og fremmest i at stabilisere, smertedække og pleje de sårede soldater, inden de skulle flyves til behandling i hjemlandet.

"Vi havde 24 timer til at gøre dem klar inden hjemtransporten. Og hvis det overhovedet var muligt, forsøgte vi at vække dem. For det er dybt traumatiserende for soldater først at vågne op på f.eks. Rigshospitalet, hvis de er blevet såret i Afghanistan, og det er heller ikke nogen enkel sag at transportere sårede soldater i respirator," forklarer Christian Kummerfeldt.

Flere af patienterne fandt først ud af, at de havde mistet et eller flere af deres lemmer efter opvågningen.

"Det kan tilføje soldaten et ekstra psykisk traume, hvis lægen eller sygeplejersken bare siger: "Nu skal du høre, du har været ude for en ulykke." Erfaringen er, at de unge mænd ofte ved, hvad der er sket, og efter opvågningen skal de selv komme til erkendelsen af, hvordan deres krop er blevet skadet," fortæller Christian Kummerfeldt.

Når en alvorligt såret soldat kommer ind, er det desuden fast procedure, at der bliver lavet en patientdagbog, som indeholder alt fra kammeraternes hilsner til detaljerede beskrivelser af selve hændelsesforløbet. Britiske erfaringer har nemlig vist, at patientdagbogen har stor betydning for soldaten i den videre bearbejdelse af ulykken.

Fint samarbejde trods kulturforskelle

På felthospitalets intensivafdeling arbejdede sygeplejerskerne i internationale hold med tre danske, tre amerikanske og tre britiske sygeplejersker i hvert team. Mens de danske sygeplejersker alle var meget erfarne, så var der en del næsten nyuddannede og relativt uerfarne sygeplejersker på det britiske hold. Christian Kummerfeldt fortæller, at samarbejdet fungerede godt trods mindre kulturelle forskelle. Mens de britiske sygeplejersker arbejder meget efter ordrer og krydsskemaer, så er de danske sygeplejersker mere selvstændige.

"De britiske sygeplejersker har f.eks. tradition for at skulle dobbelttjekke med en kollega, når de giver medicin. Og skal dosen ved en sedering sættes op, kontakter de lægen på forhånd, hvor vi som danske sygeplejersker har videre rammer. Når det skal gå stærkt, kan vi give sedering og derefter kontakte lægen," fortæller Christian Kummerfeldt.

Ingen mobning på grund af rang

Til gengæld kan han ikke genkende mediernes historie om, at danske sygeplejersker blev mobbet af britiske kolleger på grund af deres manglende militære rang, som det fremgik af danske medier i efteråret 2009.

"Jeg har slet ikke oplevet, at den militære rang havde nogen som helst betydning for arbejdet som sygeplejerske på felthospitalet," siger Christian Kummerfeldt.

Tab giver mening

En af de hårdeste oplevelser var at modtage de unge mænd, der var blevet såret af vejsidebomber og i nogle tilfælde havde mistet begge ben og deres underliv. Trods voldsomme skader og dødsfald mener Christian Kummerfeldt ikke, det er rimeligt at betegne tabene som meningsløse.

"Jeg bliver personligt stiktosset, når nogen betegner tabene som meningsløse. Sådan føler soldaterne det ikke selv. I medierne hører vi meget om, hvor dårligt det går i Afghanistan. Men soldaterne fortæller, at der er sket store fremskridt. Afghanske piger er kommet i skole. Mange afghanere har fået adgang til lægehjælp og noget så basalt som rent drikkevand. Hvis vi trækker os ud, vil mange af de afghanere, vi har samarbejdet med, blive dræbt af Taleban. Afghanistan er ikke Ribe Amt, og de danske soldater kan ikke skabe demokrati fra den ene dag til den anden, men de føler selv, at de er med til at sætte en udvikling i gang," siger Christian Kummerfeldt og fortsætter:

"Selvfølgelig påvirker det at se unge sårede soldater. Når du står over for en nygift soldat, der har mistet sine kønsdele, så er den bedste terapi for sygeplejersken at give patienten den bedst mulige behandling og pleje."

Feltseng og baked beans

Selvom jobbet som sygeplejerske i ørkenteltet var hårdt med 12 timers arbejdsdage og vagt hver anden nat, så var de personlige afsavn langt den største udfordring. Sygeplejerskerne sov i telte, der kunne huse mellem otte og 16 personer. Møblementet var begrænset til et skab og feltseng. Kantinens britiske køkken med masser af baked beans var heller ikke altid, hvad en dansker drømmer om.

"Det kræver sociale kompetencer over gennemsnittet, en god fysik samt ro, overblik, og at man er villig til at sætte sine egne behov på standby. Hvis man ikke kan sove i et 16-mands-telt med aircondition og konstant helikopterlarm, så skal man ikke arbejde på et felthospital i Afghanistan," siger Christian Kummerfeldt.

Sygeplejerskerne i Camp Bastion kom ikke uden for militærlejren: "Jeg bliver tit spurgt om, hvordan jeg fik de hårde oplevelser bearbejdet. I fritiden mødtes vi og spillede spil og hyggede os, og der foregik masser af uformel bearbejdning over en Coca-Cola. Men selvfølgelig var der dage, hvor det hele var surt. I min gruppe var det f.eks. i orden at sige: "I dag er det en skoddag. Det er for varmt, der er for mange sårede, og jeg savner min familie"."

Som sygeplejerske udsendt af forsvaret er Christian Kummerfeldt blevet tilbudt psykologbriefing efter hjemkomsten. Efter det første ophold i Kandahar tog han imod tilbuddet, men denne gang har han takket nej.
"Jeg føler ikke, det er nødvendigt. I dag tager jeg ud og holder foredrag på sygeplejeskolerne. For mig er den bedste bearbejdning at fortælle om mine oplevelser. Det vigtigste er, at jeg har prøvet at hjælpe med til at få de sårede soldater så godt igennem deres forløb som muligt."