Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 faglige minutter: Pippi Langstrømpe er ny sygeplejestuderende

Pippi er en skøn ven at tage under armen, når livet byder på forandringer og udfordringer. Pippi er nemlig symbolet på glæde, et positivt livssyn og en utrolig stor hverdagskreativitet.

Sygeplejersken 2010 nr. 14, s. 72

Af:

Eva Hoffmann, lektor, MKS

"Sygeplejerskeuddannelsen vil forandre jer som mennesker." Nogenlunde sådan lød ordene fra skolens rektor, da jeg i tidernes morgen blev budt velkommen til uddannelsen. Husker stadig, at formuleringen provokerede en smule. Men rektor holdt, hvad hun lovede. Sygeplejerskeuddannelsen forandrede mig, og jeg oplevede, at uddannelsen på forunderlig vis gjorde en forskel.

Nu slår landets sygeplejeskoler igen dørene op for forventningsfulde, kommende sygeplejersker, som kan se frem til en uddannelse, der forandrer og udvikler.

Inspireret af bogen "Pippipower" af Gitte Jørgensen er det interessant at tænke over, hvordan Pippi Langstrømpe ville møde studiets udfordringer. Mon ikke hun ville være typen, der satsede på vindmøllerne og ikke på læhegnene, når forandringens vinde begyndte at give gennemtræk"

Pippi er en skøn ven at tage under armen, når livet byder på forandringer og udfordringer, for Pippi er symbolet på glæde, et positivt livssyn og en utrolig stor hverdagskreativitet. Prøv lige at tænke på Pippis historie. Et barn, som bor alene i et stort, faldefærdigt hus. Faderen sejler på verdenshavene, moderen er død. Pippi er på mange måder et svigtet, ensomt og forældreløst barn. Tja, det er en måde at tolke historien på. En anden tolkning er, at Pippi, på trods af den noget kummerlige situation, formår at få det bedste ud af de omstændigheder, der nu engang er blevet hendes. En særdeles brugbar og gavnlig livsindstilling. Det handler nemlig i høj grad om at vælge attitude.

Langtfra alle forhold i sygeplejen anno 2010 er, som vi kunne ønske os. Vi kan vælge at sætte os på gulvet i Villa Villekulla og vente på, at politikerne får øjnene op for, at der skal forbedringer til. Det ville være skønt, hvis tingene kunne ske, mens vi alle sammen sad der på køkkengulvet i en rundkreds og ventede. Min erfaring er, at det ikke er sådan, verden er skruet sammen. Vi må selv være i bevægelse og forme sygeplejen med de ingredienser, vi har til rådighed på vores egen lille krydderihylde.

Det er bl.a. hér, alle de nye sygeplejestuderende kommer ind i billedet. Det siges, at man ikke kan give noget til andre, som man ikke selv har fået, og nydelsen, varmen, glæden, passionen og kreativiteten må derfor inviteres ind i deres (studie)liv. Patienterne venter nemlig på dem. På deres viden, deres mod, deres omsorg, deres kreativitet. Jeg håber derfor, at de vil få det sjovt, mens de lærer. At de vil nyde alle festerne, hyggen med deres medstuderende, de glødende diskussioner i klassen, den faglige fordybelse, og at de vil række ud efter hjælp hos hinanden, hos vejlederne ude i klinikken og hos os undervisere og studievejledere, hvis de snubler eller pludselig ikke kan finde vej i sygeplejens brogede landskab.

Det behøver ikke at gøre ondt at lære og forandre sig, og det behøver ikke at hedde ydelse før nydelse. Så lad os hanke op i de brogede strømper og begynde at tænke lidt mere pippisk. Lad os inspirere de kommende sygeplejersker til at tænke utraditionelt, sætte spørgsmålstegn, være modige, være nysgerrige, have humor og fantasi, og vigtigst af alt give dem modet og lysten til at lave den lille sprække i uniformen, der gør, at magiens støvfrø kan flyve igennem, og de kan blive i stand til at tage livet og deres patienter helt ind i deres hjerter og gøre deres faglige idealer og drømme til virkelighed.

Eva Hoffmann er 37 år og har været ansat på UC Syd, Sygeplejerskeuddannelsen, siden 2001. Hun blev lektor i 2008. Eva Hoffmann er uddannet sygeplejerske fra den Sønderjyske Sygeplejeskole i 1996. Herefter arbejdede hun i fem år på parenkymkirurgisk afdeling på Sønderborg Sygehus. Eva Hoffmann har en diplomuddannelse i sygepleje fra 2001, hun blev master i klinisk sygepleje i 2006 og certificeret coach i 2008.  

​Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.