Sygeplejersken
Ledelsen: Vi har mindre tid
Strømlining. Lederen af hjemmeplejen i Kolding Kommune siger, at sygeplejerskerne har fået mindre tid til forebyggelse, men hun afviser, at plejen af terminale patienter er forringet efter besparelserne.
Sygeplejersken 2010 nr. 14, s. 42
Af:
Britta Søndergaard, journalist
"Vi har nedlagt stillinger og sparet fem millioner på sygeplejeområdet, og det har haft konsekvenser. Vi er mere pressede og har ikke den samme tid til forebyggende sygepleje som tidligere."
Funktionsleder af hjemmeplejen og hjemmesygeplejen i Kolding Kommune, Kirsten Grøndahl Carlsen, fortæller, at de omfattende besparelser i Kolding Kommune har haft konsekvenser. Men hun afviser, at sparerunden har forringet plejen af terminale patienter.
"Retningslinjerne er de samme som før besparelserne: Vi uddelegerer kun plejen af terminale patienter fra sygeplejersker til andre faggrupper, når borgeren er i et stabilt forløb, og vi prioriterer de terminale patienter meget højt i vores sygepleje. I nogle tilfælde foregår der en personlig uddelegering af den terminale pleje, hvis en social- og sundhedsassistent har en tæt kontakt til en borger, men sådan var det også før besparelserne," siger Kirsten Grøndahl Carlsen og henviser til, at det i terminale forløb er op til den enkelte sygeplejerske at vurdere en eventuel uddelegering af opgaver til hjælpere og assistenter.
Kirsten Grøndahl Carlsen mener også, at hjemmeplejen har gjort sit bedste for at tage hensyn til medarbejderne, efter at det er blevet besluttet, at hjemmehjælpere og sygeplejersker i nogle tilfælde skal køre alene om natten.
"Medarbejdernes sikkerhed har højeste prioritet. Natsygeplejerskerne kører alene, hvis opgaven hos borgeren tillader det, og de kan altid ringe og koordinere med en kollega ved behov, f.eks. ved nødkald og andre akutte besøg. I sommer har ingen medarbejdere kørt alene, fordi der har været tekniske problemer med vores overfaldsalarmer."