Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

På job: Formiddag på hospitalet, eftermiddag på sygeplejeskolen

Kombinationsstilling. Klinisk lektor Lis Suhr nedbryder skellet mellem sygeplejestudiets teori og klinikperiodernes praksis. Hun er ansat 50 pct. på Professionshøjskolen Metropol og 50 pct. på Rigshospitalet.

Sygeplejersken 2010 nr. 14, s. 28-29

Af:

Kirsten Bjørnsson, journalist

1410-28-01-1
Maria Juel Rasmussen vil gerne skrive noget om mestring hos en bestemt type patient. Lis Suhr er enig i, at hun kan bruge Lazarus'  teorier. Foto: Søren Svendsen

"Det ville være godt at få en læsegruppe, hvor vi kan blive bekendt med den litteratur, de studerende læser," siger sygeplejerske Pernille Sejr Olsen, der er klinisk vejleder i Rigshopitalets levertransplantationsafdeling. Iren Nyborg, klinisk vejleder i medicinsk gastroenterologisk afdeling, nikker, og Lis Suhr, der er klinisk uddannelsesansvarlig sygeplejerske i Abdominalcentret, bekræfter, at en studiegruppe indgår i hendes planer.

Lis Suhr har brugt en supervisionstime på at gennemgå, hvordan de to kliniske vejledere kan hjælpe deres studerende videre med den opgave, de studerende skal aflevere i forbindelse med deres fem måneders klinikophold. Der er gode ting i begge opgaver, men flere steder mangler der henvisninger til relevant litteratur.

SY-2010-14-alt%20(5)
Efterhånden har flere sygeplejeskoler ansat undervisere som Lis Suhr i kombinationsstillinger, hvor de arbejder både på skolen og et sygehus. Foto: Søren Svendsen

Lis Suhr har en dobbeltstilling som klinisk lektor på Professionshøjskolen Metropol og på Rigshospitalet. Med et ben i begge lejre har hun gode forudsætninger for at skabe sammenhæng for de sygeplejestuderende.

"Jeg har altid syntes, at det var vigtigt at styrke de teoretiske begrundelser for klinikken," siger Lis Suhr.

Abdominalcentret har op til 60 studerende i klinik. Lis Suhr har det overordnede ansvar for kvaliteten af den kliniske vejledning, og denne formiddag har hun været på hospitalet for at forberede supervision og undervisning, holde møde med de to kliniske vejledere, der begge er forholdsvis nye, og vejlede en studerende fra et afsnit, hvor der ingen klinisk vejleder er for øjeblikket.

Kl. 12 låser hun sit kontor på Rigshospitalet og cykler over til skolen på Tagensvej. Sammen med sygeplejelærer Palle Hougaard skal hun have timer med to grupper studerende, der netop er kommet tilbage fra deres allerførste klinikophold.

De syv første fortæller én for én om deres oplevelser. Om patienternes problemer, om der var patienter, de specielt var med hos, hvad de undrede sig over, hvad der overskred deres grænser.

SY-2010-14-alt%20(6)
Iren Nyborg (tv.) og Pernille Sejr Olsen (th.) har taget to studerendes opgaver med til Lis Suhr, som superviserer den kliniske vejledning. Foto: Søren Svendsen

Lis Suhr stiller et spørgsmål her og der, tematiserer og trækker tråde til den relevante teori. En studerende, der har været med til personlig hygiejne i en intensiv afdeling, får en bemærkning med om sengelejekomplikationer. En anden har skiftet stomiposer og fundet det temmelig grænseoverskridende. "Men så bliver man professionel, når man står der."

Lis Suhr spørger til, hvor bevidst skiftet til den professionelle rolle var. "Lagde du mærke til, om det gjorde en forskel, at du havde uniform på?" "Helt klart," svarer den studerende, og så folder der sig en kort diskussion ud om rollen.

Det er også dér, timen ender. Må man bruge sig selv og f.eks. snakke med patienterne om sin sidste biograftur for at aflede deres tanker fra sygdommen" Det synes en studerende, og det har hun diskuteret i sin klinikafdeling. "Det var de superuenige i."

"Du skal i hvert fald passe på, at du ikke brænder ud, hvis du bruger din personlighed i stedet for din professionalisme," samler Lis Suhr op. 

HVAD ER DIN BEDSTE OPLEVELSE MED EN STUDERENDE I DEN SIDSTE UGE?

"Jeg er modulkoordinator for de studerende på modul 4, der lige har været ude i klinikken i 10 uger. Nogle af dem har man ikke taget sig så godt af, og de er kommet til mig for at snakke om det. Det er en god oplevelse, at de har den tillid."