Dilemma: Etniske smerter

​

En tyrkisk kvinde klager igen og igen over smerter i låret, men lægerne kan ikke umiddelbart finde en forklaring. På skadestuen får kvinden ingen hjælp, kun en sær bemærkning med på vejen.

Esme, som oprindelig kommer fra Tyrkiet, har boet i Danmark sammen med sin mand og fire sønner siden 1997. Hun er en kraftig kvinde klædt i ankellang brun frakke, hun taler ikke så godt dansk, men har klaret at arbejde med rengøring i seks år. Nu har voldsomme, jagende smerter i højre lår fået hende til at gå til læge.

Egen læge kan ikke umiddelbart føle noget på låret, men henviser Esme til en ortopædkirurg, som heller ikke kan finde noget usædvanligt. Han har henvist Esme til en røntgenundersøgelse, men der er ventetid. Esme klager fortsat over svære smerter og kan ikke længere passe sit arbejde.

”Mon ikke det er etniske smerter?” hører Esmes søn på 17 år en fagperson sige på skadestuen, hvor Esme en sen aften har søgt hjælp for sine smerter. Esmes søn går i 1. g, han bliver nysgerrig, så han siger til den hvidklædte fagperson: ”Jeg hørte, du sagde, at min mor nok har etniske smerter. Kan du sige mig, hvad det er for nogen smerter?”

Efter diverse undersøgelser, får Esme stillet diagnosen cancer med spredning til andre dele af kroppen. Hvad tænker I om Esmes forløb? Hvad svarer fagpersonen? Vi har stillet spørgsmålene til to eksperter i sygeplejeetik.

Svar 1.

Omkring udtalelsen ”etniske smerter”, må fagpersonens intension være, at hele patientens situation bør tages med i betragtning, når der foretages en smerteudredning. Kan der være forhold i Esmes kultur eller livsmønster, der kan have indflydelse på smerteudtrykket, og er der i dialogen med Esme fokuseret på, at hun ikke taler så godt dansk? Her tænkes på at inddrage familien i dialogen og helst over flere gange.

At Esme ikke taler så godt dansk og er opdraget i et andet kulturmønster end det danske, må ikke overskygge det faktum, at Esme ikke er færdigudredt, hvilket er en mulig fare. Udtalelsen vedrørende de etniske smerter bør være ment som en hjælp til at få patienten til at træde tydeligt frem for klinikeren i det fortsatte udredningsforløb.

Udtalelsen må ikke blive en forklaring på smerteudtrykket alene, men skal være et supplement til den fortsatte udredning. En udmærket etisk parameter for klinikeren er, om lignende overvejelser og udtalelser ville være foretaget, hvis det var en person, som var født og opvokset i Danmark. Og med hvilken begrundelse.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2.

Den ærlige fagperson er nødt til at svare sønnen, at der i moderens tilfælde er usikkerhed om, hvad hun fejler, og at udtrykket bruges, når mennesker fra fremmede kulturer har smerter, der er svære at finde årsagen til. Når man vælger at benytte et sådant udtryk, må man også forklare det.

I forhold til forløbet er det jo en grum historie, der skal skærpe vores opmærksomhed på det enkelte menneske – og hele mennesket. En klog mand sagde engang: Livet leves forlæns, men forstås baglæns. Det må i sandhed siges her.

Etniske smerter kan i værste fald blive en rodekasse for det, vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved, og i allerværste tilfælde en sovepude, fordi etniske smerter kan blive en kattelem for de sundhedsprofessionelle. Begrebet kan medvirke til stigmatisering af mennesker, der ikke kommer fra vores egen kultur, og det kan aldrig være tilladt, idet sygepleje gives til den, der har behov for sygepleje!

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef i Lemvig Kommune, formand for Sygeplejeetisk råd www.dsr.dk/ser/