Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Emblemet går i arv

Dansk Sygeplejeråds firkløver betyder meget for en nu pensioneret sygeplejerske, hendes datter og barnebarn. Men deres valg af sygeplejefaget var ikke givet på forhånd.

Sygeplejersken 2011 nr. 2, s. 48-49

Af:

Søren Palsbo, journalist

SY-2011-02-48
Minna Ravnsborg (70), Amalie Høeg-Petersen (24) og Ann Ravnsborg (49) betragter emblemet, som fra 2012 bæres af Minnas barnebarn. Foto: Søren Svendsen

Minna, Ann og Amalie er tre generationer, som – foruden stamtræet – har sygeplejen til fælles. 70-årige Minna blev autoriseret som sygeplejerske i april 1962 og er nu pensioneret, datteren Ann på 49 blev autoriseret sygeplejerske i 1988, og Anns 25-årige datter Amalie er godt på vej som sygeplejestuderende og kan se frem til at have afsluttet grunduddannelsen om et år.

Sygeplejefaget og sygeplejerskernes firkløveremblem betyder meget for dem alle tre. Når Amalie tidligt i 2012 kan kalde sig autoriseret sygeplejerske, bliver det et helt særligt firkløver, hun kan sætte på brystet. Emblemet vil nemlig have to medlemsnumre på bagsiden.

Et firecifret nummer, som fortæller, at emblemet har været udleveret for mange år siden, og et nyt sekscifret medlemsnummer. Amalie overtager nemlig sin mormors kløveremblem. Denne mulighed for at ”arve” et emblem kan medlemmer af Dansk Sygeplejeråd benytte sig af efter aftale med emblemadministrationen i Dansk Sygeplejeråd.

Ville være økonomisk uafhængig

Der var ikke andre sygeplejersker i familien, da Minna Ravnsborg valgte sygeplejefaget i 1958:

”Det var ikke så almindeligt, at piger fik en faglig uddannelse dengang. I hvert fald ikke i vores familie,” siger hun og tilføjer, at hun tidligt besluttede, at hun selv ville have et arbejde og en indtægt, så hun ikke var afhængig af en ægtefælle. Som den ældste af fire søstre var der måske også tale om, at et ”omsorgsgen” spillede ind, siger hun med et smil.

Hun blev færdig med grunduddannelsen fra Vejle Sygeplejeskole i 1962. Det blev til 43 aktive år som sygeplejerske – alle på Horsens Sygehus, de seneste 35 år på gynækologisk afdeling. Selv om Minna ikke har skiftet arbejdssted i mange år, har arbejdet alligevel været afvekslende, synes hun.

Datteren Ann regnede ikke med, at det var sygeplejerske, hun skulle være. Men da hun havde sin gang på Horsens Sygehus – i et job med rengøring – fik hun alligevel lyst til at prøve sygeplejefaget. Det overraskede hendes mor. Uddannelsen fik Ann ved Sankt Lucas Stiftelsens sygeplejeskole i 1988.

”Sygeplejeuddannelsen er meget bred, og jeg kan godt lide, at mit arbejde er afvekslende hver eneste dag,” siger hun. Hendes arbejdsplads er lungemedicinsk ambulatorium på Gentofte Hospital, og blandt arbejdsopgaverne er funktionen som rygestopinstruktør.

Tredje generation til Australien

Det var bestemt heller ikke givet på forhånd, at Anns datter Amalie skulle være sygeplejerske.

”Jeg er ikke blevet advaret imod at gå ind i sygeplejen, men det er heller ikke noget, som er blevet presset ned over hovedet på mig. Det er den rigtige beslutning,” siger Amalie, som glæder sig til, at hun som led i uddannelsen i nærmeste fremtid skal tre måneder i praktik på en kirurgisk afdeling i Sidney, Australien.

Amalie er under uddannelse på Diakonissestiftelsens sygeplejeskole. I februar 2012 eller deromkring venter der hende et autorisationsbevis som sygeplejerske og et helt specielt emblem fra Dansk Sygeplejeråd.

  Firkløverens historie

SY-2011-02-naalSelv om Dansk Sygeplejeråds bomærke med en firkløver omgivet af organisationens navn er blevet forenklet en smule på tryksager i flere omgange, så er selve emblemet uforandret, siden organisationen blev stiftet i 1899.

Firkløveren betyder lykke i arbejdet, den røde bundfarve symboliserer kærlighed og omsorg, og farvesammensætningen hvidt/rødt signalerer ”dansk”.

Skriften med organisationens navn er fortsat udført i den karakteristiske skønvirkestil, som var den nordiske udgave af jugend og udbredt omkring 1900.