Studerende i praksis: Værdig sygepleje

Som eventyrlysten udvekslingsstuderende valgte jeg at drage til broderlandet Sverige på modul 11. Her oplevede jeg for første gang, hvad det indebærer at stå ansigt til ansigt med et døende menneske.

Før denne svære, men efterfølgende livsbekræftende episode havde jeg skrevet opgave om tidens betydning i mødet med den døende patient. Etikken i palliation blev her teoretisk belyst til et funklende 12-tal, men at se og opleve den værdige sygepleje blive udført i praksis var meget mere værd end den høje karakter.

Den morgen prøvede jeg, som altid, ihærdigt at forstå, hvad der blev sagt under rapporten. Mest af alt lød det i mine ører som en lang svensk melodi.

Jeg forstod dog, at min vejleder og jeg skulle stå for sygeplejen til en ustabil patient med leversvigt. Vejlederen fortalte, at han var kendt i afdelingen fra tidligere, og at han i mange år havde haft et alkoholmisbrug.

Det kunne man da heller ikke se bort fra, da jeg trådte ind på hans enestue. Jeg kunne se, at det hårde liv havde præget ham, selv om han ikke var over 40 år. Han havde gråligt snavs på de gullige fingre, en tatoveret tåre på den ene kind, og han var iført en T-shirt med teksten ”Utbränd”.

Selv om jeg tidligere på studiet havde skrevet teoretisk opgave om palliation, modvirkede det ikke min følelse af usikkerhed i situationen.

Nogen tid efter trak de pårørende i klokkesnoren. Min vejleder hastede derind, patienten var desværre gået bort. Efter de meget følelsesladede pårørende havde taget afsked, blev det min tur. Patienten så ved dette gensyn helt anderledes ud. Rosen på brystet, som min vejleder havde placeret i hans nu rene hænder, var rød, frisk og smuk. En stor kontrast til det ellers så stærke billede, jeg havde fået tidligere på dagen. Et lille lys var tændt, og Bibelen var placeret på bordet. Han lå nu fredfyldt og udstrålede værdighed.

Selv om han havde været misbruger i mange år, så jeg gennem min vejleders humanistiske menneskesyn, hvordan værdig sygepleje kunne udføres i praksis.

Oplevelsen har efterfølgende gjort mig stærk både fagligt og personligt. Den har inspireret mig til at følge i min vejleders fodspor og håbe på, at I som sygeplejersker vil prøve at gøre det samme næste gang, I står over for et døende menneske, der har levet hårdt. 

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.