Spørg ved den mindste mistanke om vold

Et gruppeterapiforløb hos Mødrehjælpen hjalp Stine ud på den anden side af volden, så hun i dag kan fortælle sin historie i håb om, at andre sygeplejersker kan drage nytte af den. Foto: Christoffer Regild

Ordene, der kommer ud af hendes mund, står i kontrast til den afslappede stemmeføring, og de rolige blågrå øjne.

”Jeg troede længe, at det først begyndte, da jeg blev gravid, men hos en psykolog kunne jeg pludselig huske episoder fra en lejlighed, vi boede i, før jeg blev gravid. Så det er ren fortrængning. I starten skete det kun en gang imellem, men efter jeg blev gravid, blev det nærmest en daglig ting,” fortæller den 35-årige sygeplejerske Stine, der ikke ønsker at stå frem med efternavn af hensyn til sine børn. 

Da Stine mødte sin mand som 23-årig, var hun en glad, udadvendt og social pige, der bl.a. havde boet to år i Spanien, hvor hun arbejdede i et it-firma om dagen og som barchef om aftenen og ellers bedrev tiden med fester og hygge, som mange andre unge på hendes alder.

Hun er skilsmissebarn, men beskriver sin opvækst med sin mor, stedfar og to søstre som ren kernefamilieidyl.

”Og jeg har altid sagt, at hvis en kæreste slog mig, så ville jeg gå,” tilføjer hun. 

Der var altså på ingen måde tegn på, at hun en dag ville blive et tal i den statistik, der fortæller, at 28.000 danske kvinder hvert år udsættes for partnervold.

”I begyndelsen var han meget opmærksom og sød. Han kom med blomster, hentede mig på arbejde, lavede mad, og vi lavede alle de ting, normale kærester gør,” husker hun.
 

Drømmen om det gode familieliv

Og sådan levede de i nogle år, mens Stine begyndte at læse til social- og sundhedshjælper. Efter et halvt års tid blev hun dog tilbudt fast job, hvilket hun takkede ja til, pengene kunne det nu også gifte par nemlig godt bruge. Som ufaglært kok havde hendes mand svært ved at holde på job, og med tiden var det kun Stine, der arbejdede.

”Efter et stykke tid begyndte jeg at læse til social- og sundhedsassistent, mens jeg stadig kørte aftenvagter, så jeg arbejdede praktisk talt både dag og aften, og han tog alle pengene.”

Stille og roligt begyndte Stine at glide ind i rollen som voldsramt kvinde. 

”Han begyndte at slå mig, men ikke steder, hvor jeg fik mærker, eller hvor det kunne ses. Det var typisk i baghovedet, på ben og lår, og han var meget truende. Nogle gange tænkte jeg bare: ”Så giv mig dog én, slå mig bare.” Med tiden blev jeg træt af at blive truet og vidste, at når han først havde slået mig, så gik han bagefter, og så fik jeg fred,” siger Stine.

Direkte adspurgt hvorfor hun ikke gik, når hun nu altid har sagt, at hun ville gå, hvis en kæreste slog hende, svarer hun:

”Han svinede også mine veninder til. Sagde, at de var dårligt selskab, og at han ville gøre dem til grin, hvis de kom op i lejligheden, hvilket ville være pinligt for mig. Og min familie talte jeg heller ikke så meget med, som jeg plejede. De kunne ikke lide ham, så jeg var meget isoleret, og psykisk helt nedbrudt. Jeg troede jo på det, når han sagde, at han elskede mig, selvom jeg var tyk og grim, og at jeg aldrig ville finde en anden kæreste,” siger hun og tilføjer:

”Og jeg elskede ham jo. Man skal huske, at mange kvinder, der lever i voldelige forhold, også elsker manden. Det er svært at gå fra én, man elsker, og man tænker hele tiden, at det går over, de har jo været søde engang. Og efter volden kommer typisk en god periode, hvor han er sød ved én. Og det er dér, kvinden så bliver eller går tilbage igen for at skabe det familieliv, alle drømmer om et eller andet sted.”
 

Mærkede ikke smerten

Hver gang Stine kom hjem, vejrede hun stemningen. Var han i godt humør, eller skulle hun bare holde sin mund?

”Med tiden mærkede jeg ikke smerterne, og jeg fandt også på et trick. Så snart han slog mig, lagde jeg mig passivt ned på jorden, og selvom det nogle gange gjorde ham endnu mere sur, førte det tit til, at han stoppede med at slå hurtigere. Jeg har siden mødt en anden voldsramt kvinde, der gjorde det samme. Det har vi grinet lidt af, men tænk, at man gjorde det mod sig selv,” siger Stine, der synes, at den psykiske vold var værst.

”Jeg levede på listefødder og havde konstant ondt i maven, fordi jeg ikke vidste, hvornår han ville blive rigtig sur og slå. Og det var faktisk det værste.”

I løbet af årene mistede Stine stille og roligt den tætte kontakt med sin familie, især forældrene og den ene søster. De nægtede at være i rum sammen med ægtemanden, så der er ingen tvivl om, at de kunne mærke, der var noget galt.

Stines anden søster var der derimod for hende gennem hele forløbet.

”Hun kunne godt finde på at sige, at hun ville gå, hvis det var hendes kæreste, der var sådan, men hun dømte ham ikke og blandede sig ikke, og det var helt rigtigt,” siger Stine.
 

Ikke én fagperson reagerede

I løbet af forholdet var Stine i kontakt med sundhedsvæsenet flere gange, bl.a. i forbindelse med sønnens fødsel og tiden efter, hvor hun mødte flere sygeplejersker, læger og andre sundhedsfagpersoner. Selve fødslen endte i akut kejsersnit, og da der efterfølgende gik betændelse i såret, blev Stine indlagt i alt tre gange i løbet af en måneds tid. Hver gang røg hun i fuld narkose, da såret skulle åbnes og renses, og ikke én gang passede ægtemanden deres nyfødte søn.

”Det var min mor eller søstre, der hjalp mig, og han besøgte mig ikke særlig ofte, men der var ikke en eneste sygeplejerske eller læge, der undrede sig og spurgte mig, om alt var o.k.,” fortæller hun.

Da sønnen var omkring halvandet år, blev Stine indlagt igen, denne gang med underlivsbetændelse.

”Her kom vi bl.a. op at skændes på stuen, og det endte med, at han bare gik og tog vores dreng med sig. Og det er ret svært, når én, man er lidt bange for, tager ens søn med sig. Jeg vidste ikke, hvad han kunne finde på. Så jeg lå på stuen og tudbrølede, men her var der heller ingen, der spurgte om noget, de kom bare ind og gav mig min medicin,” husker Stine.
 

Sønnen også ramt

At det ikke var et almindeligt forhold, hun levede i, gik endelig for alvor op for Stine efter ca. fire år med psykisk og fysisk vold. Og vendepunktet blev en oplevelse med netop sønnen.

”En pædagog i vuggestuen fortalte mig, at han græd og ikke ville med hjem, når min mand hentede, og pædagogen ville gerne have en samtale, men kun med mig. Det fik alle mine alarmklokker til at ringe,” siger Stine.

Det faktum, at volden også var gået ud over sønnen, gjorde mere ondt end alt andet, og hun tog straks beslutningen om, at hun og sønnen skulle væk.

”Jeg spurgte ham på en meget pædagogisk måde, om det ikke ville være bedre, vi boede hver for sig, men stadig fortsatte med at være sammen. Det var vejen ud.”

Men begyndelsen på bruddet blev endnu mere kompliceret, da Stine opdagede, hun var gravid – igen. Omstændighederne til trods kunne hun ikke få sig selv til at få en abort, men inderst inde var hun ikke i tvivl om, at hendes andet barn på ingen måde skulle have noget at gøre med sin far, hvis det stod til hende.
 

Terapi og skam

Stines klare mål med flytningen var en skilsmisse. Det gik manden dog ikke med til så nemt, og det lykkedes først efter mange måneder, da Stine gik rettens vej. Eksmanden ville dog ikke opgive samværet med sin søn så let, hvilket resulterede i, at han gik til statsamtet, samtidig med han kom med nye trusler og voldelige udfald.

”Jeg havde adressebeskyttelse og skiftede jævnligt mobilnummer, men det lykkedes ham alligevel at opspore min adresse, og han mødte op en dag og sparkede næsten døren ind.”

Statsamtet var næsten et år om at behandle sagen, som også kom til at omhandle parrets andet barn, ligeledes en søn. Det tog hårdt på Stine, som stadig stod meget alene med tingene og passede sit job og studier, så godt hun kunne. Hun begyndte dog endelig at få lidt hjælp fra de offentlige myndigheder. Den voldelige episode med døren resulterede bl.a. i, at Stine fra kommunal side blev tilbudt en ny lejlighed på en hemmelig adresse, og under et besøg hos sin praktiserende læge fik hun åbnet lidt op for, hvordan hun havde det.

”Jeg havde gået hos den samme praktiserende læge gennem hele forløbet, og også hun vidste godt, at der var noget galt, men har efterfølgende sagt, at hun ikke sagde noget, da hun var bange for, at jeg så ville skifte læge. Hun henviste mig til en psykolog, og det blev virkelig begyndelsen til noget nyt,” siger Stine.

Psykologen sygemeldte hende med stress, og Stine begyndte så småt at forstå, hvad det egentlig var, hun havde udsat sig selv og især sin ældste søn for.

Derudover kom Stine med hjælp fra sin søster i kontakt med Mødrehjælpen, som bliver endnu et stort skridt videre i den rigtige retning.

”Fra første gang jeg trådte ind ad døren, var de der for mig. Jeg blev tilbudt gratis psykologhjælp, og gennem en socialrådgiver kom jeg i gang med et gruppeterapiforløb,” fortæller hun.

Terapien blev ledet af en psykolog og en psykoterapeut, og mødet med syv ligesindede kvinder hjalp Stine meget.

”Jeg skammede mig rigtig meget over at have været i sådan et forhold og ikke mindst, at jeg havde ladet det gå ud over mit barn. Terapien gjorde mig klar over, at det, der var sket, kunne ske for enhver. Og jeg skulle ikke skamme mig, det skulle han. Og det var godt at høre, at andre normale kvinder har gennemlevet det samme – de sad heller ikke nede på bænken og drak.”
 

To års psykologhjælp

Sagen i statsamtet faldt til Stines store lettelse ud til hendes fordel. Hun fik fuld forældremyndighed over begge børn. Lejligheden er efterfølgende blevet skiftet ud med et rækkehus, stadig med adressebeskyttelse, hvor Stine og hendes to sønner i dag lever et så almindeligt liv, man nu kan, når man som tidligere voldsramt kvinde og enlig mor til to børn på nu fem og otte år arbejder på fuldtid. Den yngste søn er hos en aflastningsfamilie hver anden weekend. Det kunne ikke lade sig gøre med den ældste, som dog alligevel kommer af sted hver anden weekend, da en veninde meldte sig frivilligt til at tage ham.

”Så kan jeg samle mine weekendvagter her,” siger Stine , der i februar sidste år afsluttede sit drømmestudie som sygeplejerske og efterfølgende har fået job på et hospital. Hun svarer ikke på de henvendelser, hun får fra eksmanden, som ønsker at se børnene og mener, at hun straffer dem.

”Han glemmer, at han også har gjort noget mod sin søn. Jeg straffer ikke børnene, jeg beskytter dem. Min ældste søn har gået til psykolog hver uge i to år, og vi kan stadig få hjælp, hvis vi har behov for det,” siger Stine. 

Sygeplejersker, vågn op
Netop sygeplejestudiet har gjort Stine ekstra opmærksom på, at sygeplejersker og andre ansatte i det offentlige sundhedsvæsen kan og bør spille en central rolle i at få flere kvinder ud af voldsramte forhold. Men for mange kræver det nok en holdningsændring og en dybere forståelse for, hvordan livet som voldsramt kvinde er, mener hun.

”Jeg har ikke selv stået med mistanken over for en patient, men jeg kan forestille mig, at mange tænker, det er privatlivets fred, det vil jeg ikke blande mig i.”

Under studierne valgte hun af interesse valgfaget ”Voldsramte kvinder”, men hun følte, der manglede noget.

”Det, der slog mig mest, var, hvor mange af mine studiekammerater, der havde fordomme over for de voldsramte kvinder og simpelthen ikke kunne forstå, hvorfor de ikke bare forlod deres voldelige mand. Jeg spurgte min lærer, om der ikke kunne komme en voldsramt kvinde ud og fortælle om sin situation. Til det svarede hun, at der faktisk ikke var nogen, der ville stå frem,” fortæller Stine, som samtidig besluttede sig for at ændre det faktum ved at tilbyde sig selv til det næste hold.

”Jeg har været der to gange, sidste gang sammen med en pædagog fra min terapigruppe i februar 2010, og vi skal derud igen i år. Og vi fortæller egentlig bare vores egne historier, hvorefter de kan stille spørgsmål.”

Stine er ikke i tvivl om, at hun og hendes kolleger kan gøre en forskel for de voldsramte kvinder og ikke mindst deres eventuelle børn.

”Det kan godt være, at jeg havde været afvisende, hvis en sygeplejerske havde fortalt mig, at hun havde hørt os skændes og efterfølgende spurgt mig, om alt var o.k. Men bare det at få muligheden for at svare nej eller bare blive gjort opmærksom på, at det ikke er normalt, det man lever i, kunne være en vej ud,” siger Stine og uddyber:

”Sygeplejersker må ikke ynke kvinderne, de skal bruge deres faglige viden og fortælle kvinderne, hvilke muligheder de har. Og det betyder rigtig meget, at det er en professionel, der henvender sig i stedet for en veninde. Sygeplejersker har altid lov til at spørge ind til patientens tilstand, og rammer man helt ved siden af, tror jeg ikke, patienten bliver sur, allerhøjst lidt overrasket,” siger Stine.