Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 faglige minutter: Pyt-musklen må ikke overtrænes

I sin grundform er ambitionen om, at sygeplejersken, efter endt arbejdsdag, skal være glad for alt det, hun nåede, og ikke sørge over alt det, hun ikke nåede, helt fantastisk.

Sygeplejersken 2013 nr. 12, s. 50

Af:

Eva Hoffmann, lektor, MKS

Sygeplejersken skal lære at sige pyt”, sådan lyder den iøjnefaldende overskrift på en artikel i Sygeplejersken nr. 8/13. Artiklen tager afsæt i en ny rapport om sygeplejerskers psykiske arbejdsmiljø, og overskriften refererer til et godt råd til alle sygeplejersker: ”Lær at sig pyt”.

Som eksponent og ivrig fortaler for takterne i positiv psykologi og for devisen om at betragte glasset som halvfuldt og ikke halvtomt kan jeg som udgangspunkt kun hejse flaget og hylde det enkle og potente råd. I sin grundform er ambitionen om, at sygeplejersken, efter endt arbejdsdag, skal være glad for alt det, hun nåede, og ikke sørge over alt det, hun ikke nåede, helt fantastisk. Og så alligevel ikke. Lad os forestille os, at jeg ikke var sygeplejerske, men en almindelig borger, og at jeg tilfældigt slog op i Sygeplejersken og læste den omtalte artikel.

Hvad ville jeg mon så tænke? Lad os lege med tanken om, at jeg ydermere selv var pårørende eller patient og dermed direkte afhængig af sygeplejerskernes omhu og samvittighedsfuldhed.

Eller lad os forestille os, at jeg var mor til et præmaturt barn, hvis nye liv helt bogstaveligt lå i hænderne på sygeplejersken, at jeg lå i respirator eller ... jeg tillader mig derfor at parkere en smule på tværs og nedlægge en stille protest. Tilhører sygeplejersker (i hvert fald mens de er på arbejde) ikke en gruppe mennesker, der simpelthen ikke kan tillade sig at nyde den luksus, det er at kunne bryste sig af en stor, glinsende og veltrænet pytmuskel?

Når det handler om at få stressede mødre til at sænke skuldrene og overliggeren og lære at se igennem fingre med fedtede vinduer, støv i hjørnerne og ukrudt i haven, er jeg helt med på pointen med at få trænet pytmusklen op. Faktisk er rådet, i forbindelse med disse set i det store perspektiv ganske uvæsentlige elementer af livet, helt i top. Som underviser indenfor innovationsfeltet vil jeg sågar gå skridtet længere og opfordre til, at man i forbindelse med dagliglivets mindre afgørende øjeblikke bliver bedre til at stoppe op og nærmest hylde sine egne fejl ved f.eks. at brøle: ”Yes jeg har lavet en fejl.” Uden fejl ingen udvikling.

Men også dette ”Yes, jeg har lavet en fejl-råd” findes kun i en ”limited edition”. Det ville nemlig f.eks. være ganske upassende at hylde et overset rødt lys i trafikken, et lille barn i det store bassin i svømmehallen eller ...

Jeg er helt med på, at vi er mange, der generelt og grundlæggende skal løsne kraftigt op, skrue ned for ambitionsniveauet og blive langt mere tilgivende og rummelige i vores tilgang til os selv, men jeg er samtidig bange for, at der er nogle faggrupper, hvor denne pytmuskel kun må trænes og anvendes i særdeles begrænset omfang.

Jeg har f.eks. lige afleveret mit barn i dagplejen. Jeg er vild med min søns dagplejemor, som gør sit arbejde helt fantastisk. Hun må gerne sige pyt, også i arbejdstiden, men dog i et vældig begrænset og meget reflekteret omfang. Hun må f.eks. gerne sige pyt, hvis Alfred i dag ikke får sovet helt så længe, som han plejer, hvis han piller pålægget af rugbrødet og kun spiser en af delene. Hun må også gerne sige pyt, hvis hun sætter bleen omvendt på, synger lidt færre sange i dag eller giver ham et andet barns solhat på. Hun må derimod ikke sige pyt, når det kommer til sikkerheden f.eks. i trafikken eller i hjemmet. 

Tilbage til det gode råd om at sige pyt. Måske ”pyt-pointen” her er lige så enkel som al anden træning af muskler. Lad være med at overtræne, det kan meget let føre til skader.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Eva Hoffmann er 40 år og har været ansat på UC Syddanmark siden 2001. Hun blev lektor i 2008. Eva Hoffmann blev sygeplejerske i 1996. Herefter arbejdede hun i fem år på kirurgisk afdeling på Sønderborg Sygehus. Eva Hoffmann har en diplomuddannelse i sygepleje fra 2001, hun blev master i klinisk sygepleje i 2006 og certificeret coach i 2008.