Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fra forsker til fag: At tackle alvorlig sygdom

I Danmark findes ca. 120 sygeplejersker med en ph.d. eller doktorgrad. Sygeplejersken har opsøgt nogle af dem for at finde ud af, hvorfor de valgte forskervejen, og hvordan det er gået, siden de fik deres forskertitel. Denne gang Vibeke Lorentzen.

Sygeplejersken 2013 nr. 12, s. 62

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

forsker%20til%20fag_vibeke%20lorenzenVibeke Lorentzen bor i Viborg og er ansat som forskningslektor i Center for Sygeplejeforskning – Viborg.

Hvad fik dig til at forske?
”En tilfældighed – jeg var på det rette sted, blandt de rette mennesker på det rette tidspunkt. Efter færdiggørelsen af mit cand.cur.-speciale ”Strategier som led i at skabe orden i kaos når børn får kræft” var jeg slet ikke færdig med at arbejde med den problemstilling og blev af mine undervisere på kandidatstudiet, Karin Anna Petersen og Emmy Brandt Jørgensen, opfordret til at sende mit speciale til Staf Callewaert, daværende professor ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik på Københavns Universitet. Der gik tre dage, hvorefter jeg fik et brev om, at jeg var velkommen til at følge Staf Callewaerts ph.d.-kurser ved Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet. Det blev starten på mit ph.d.-forløb.”

Hvad er forskningsemnet i din ph.d.-afhandling?
”Afhandlingen sætter fokus på, at mennesker kan tackle vanskelige situationer i forbindelse med alvorlig sygdom ved at benytte symboltanker og symbolhandlinger.

Et symbol kan betegnes som noget, der står for “noget andet” end sig selv, og det er dermed “noget andet”, der får udtryk og betydning. Når en patient f.eks. modsætter sig nedlæggelse af sonde, kan det være hans symbolske kamp mod sygdommen. Praktisering af dette kan umiddelbart virke uforståeligt/påfaldende for omverdenen, herunder professionelle i det offentlige rum.

Afhandlingens formål er således at belyse eventuelle symboltanker eller symbolhandlinger hos mennesker berørt af alvorlig sygdom, hvem der benytter dem, samt belyse opkomsten og betydningen af disse, for om muligt at afdække tiltag, der kan være med til at kvalificere pleje og behandling til disse mennesker.”

Hvor tog du din forskeruddannelse henne?
”Ved Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet.”

Hvordan har dine økonomiske rammer været, mens du tog din forskeruddannelse?
”Jeg havde fuld finansiering fra det daværende Viborg Amt.”

Hvor kan man læse om dine forskningsresultater?
”Afhandlingen, en monografi ”Symboltanker og symbolhandlinger som fænomen i forbindelse med alvorlig sygdom” er udgivet på Forlaget PUC i 2004. En Pixi-udgave af afhandlingen kan læses i Klinisk Sygepleje 2007(4):31-6. Herudover er fundene og metoden publiceret i henholdsvis fire bogkapitler og tre tidsskrifter.”

Hvordan har din forskning betydning for praksis?
”Det kommer lidt an på, hvordan man definerer praksis. Jeg er i den heldige situation, at Center for Sygeplejeforskning er etableret i et samarbejde mellem Regionshospitalet Viborg, Skive og VIA UC – Sygeplejerskeuddannelsen i Viborg med henblik på at fremme forskning og udvikling inden for klinisk sygepleje.

Disse forsknings- og udviklingsaktiviteter er forankret i et akademisk miljø via en partnerskabsaftale mellem Center for Sygeplejeforskning – Viborg og School of Nursing, Deakin University i Australien. Dvs. at min praksis relaterer sig både til klinikken og uddannelsesmiljøet. Vi bedriver klinisk forskning, involverer studerende og sygeplejersker, implementerer fundene i undervisningen på uddannelsen, og det hele skulle gerne være til gavn for patienterne.”

Hvad forsker du i aktuelt?
”Unges håndtering af type 2-diabetes, som er et projekt udviklet i tæt samarbejde med klinikken og med national og international samarbejdsflade. Det har dog vist sig at være en meget vanskelig gruppe at komme i kontakt med, og det er her, vores udfordring ligger p.t. Ellers vil jeg opfordre interesserede til at gå ind på vores hjemmeside og læse mere om vores aktiviteter, bl.a. har vi nu en større gruppe præ-ph.d.- og ph.d.-studerende, som giver meget inspiration og engagement i hverdagen.”