Frivillige giver merværdi i Canada

Studerende og pensionister udgør den største gruppe frivillige. De studerende bruger det frivillige arbejde til at få indblik i, om et job i sundhedsvæsnet er noget for dem.

De ældre ønsker ofte at ”give tilbage”, efter at de selv eller en pårørende er blevet hjulpet på hospitalet. Foto The Ottawa Hospital

En kvinde på en briks får et tæppe, og en gammel dame, der er lilla i ansigtet efter et fald, får et kram og et par trøstende ord med på vejen.

Joanne Guy har et øje på hver finger på sin runde i skadestuen. Den lille ekstra opmærksomhed og almenmenneskelige omsorg har været hendes speciale gennem de seneste 14 år, hvor hun som frivillig har tilbragt fire timer hver torsdag i skadestuen på det største hospital i Canadas hovedstad, The Ottawa Hospital.

Joanne Guy og de øvrige 22 frivillige, der er tilknyttet afdelingen, er især aktive i venteværelset, hvor deres opgave er at støtte patienter og pårørende og hjælpe patienterne med at navigere.

”Vi svarer på de mest almindelige spørgsmål og snakker med folk. Ikke om hvad de fejler, men om løst og fast – uden at have travlt. Det beroliger dem og hjælper på den måde personalet,” fortæller Joanne Guy.

De frivillige kan også hente kaffe, finde en ekstra kørestol, følge en patient til en undersøgelse eller hjælpe en ældre med maden, hvis personalet har brug for det.
 

Kan ikke undværes

Mens man i Danmark diskuterer, om frivillige overhovedet bør spille en rolle i sundhedsvæsenet, kan afdelingssygeplejerske i skadestuen på The Ottawa Hospital, Kathy Bickerton-Smith, slet ikke forestille sig en afdeling uden. For hende er de frivillige med til at løfte kvaliteten.

”Vi vil rigtig gerne selv give vores patienter den ekstra omsorg, der ligger i en pude eller en lille sludder, men det er der bare ikke altid tid til på en afdeling, der i gennemsnit ser 220 patienter i døgnet,” fortæller hun og understreger, at de frivillige ikke erstatter en ansat.

”Vi forventer stadig af vores sygeplejersker, at de tilser og snakker med patienterne minimum én gang i timen. Og det skal ikke bare være hurtigt ind og ud. De skal vise, at de har tid. Men de frivillige giver den lille ekstra omsorg. Det er ikke essentielt, men det er rigtig rart,” siger hun.

På ekstra travle dage, hvor venteværelset er fyldt, bliver de også nogle gange sygeplejerskernes øjne i nakken.
”Det er ikke alle patienter, der kan lide at gøre opmærksom på, hvis de får det dårligere, eller som ved, hvad de skal gøre. Så er det rart, at der er en frivillig til at holde lidt ekstra øje.”
 

Professionel håndtering

Mere end 1.000 frivillige har deres gang på The Ottawa Hospital, og den størrelsesorden kræver en professionel organisation. Frivilligkoordinator Sherri Daly og hendes fem medarbejdere er ansvarlige for at screene, vælge, uddanne og matche de frivillige med opgaverne og for at sikre, at det foregår uden at overtræde faggrænser.

”Vi taler med sygeplejerskerne om, hvad de synes kunne være en hjælp på afdelingen, mens vores HR-afdeling holder øje med, at frivillige ikke udfører arbejde, der er organiseret,” fortæller hun.

De frivillige får også en stillingsbeskrivelse, som ridser op, hvad deres opgaver er på den givne afdeling. Det sikrer, at der som regel ikke opstår problemer.

”Nogle gange kan vi godt opleve lidt utryghed omkring den frivilliges rolle, men det er min erfaring, at den hurtigt forsvinder, når personalet opdager, at de frivillige faktisk hjælper med at få hverdagen til at køre mere gnidningsløst.”
 

Klar rollefordeling vigtig

Netop en klar rollefordeling er afgørende, mener Vicki McKenna, som er næstformand i Ontario Nurses’ Association (ONA), der organiserer 60.000 sygeplejersker.

Hun har fulgt udviklingen i mere end tre årtier og husker, at der i 80’erne var nogen bekymring blandt canadiske sygeplejersker, da frivillige begyndte at få opgaver, der lå lidt tættere på sygeplejerskernes arbejde end tidligere. Som f.eks. at fylde op eller hente blod.

”Men så tog vi en snak om, hvad der egentlig er sygeplejeopgaver. Især fordi vi fra medlemsundersøgelser allerede dengang vidste, at én af de største kilder til utilfredshed var arbejdsopgaver, der ikke er sygepleje,” fortæller hun.

Men hverken grænsedragning eller konflikter omkring frivillige er noget, der siden har optaget ONA ret meget.
”Jeg har aldrig oplevet et pres for at få frivillige til at løfte flere af vores opgaver, men det er da noget, der holdes øje med, ligesom man også er opmærksom på, hvilke opgaver frivillige kan og ikke kan løse.”

I skadestuen har Kathy Bickerton-Smith en pragmatisk holdning til det med grænserne:

”Der er nødt til at være en vis fleksibilitet. Det er noget, der udvikles i takt med, at man lærer hinanden at kende og finder ud af, hvad man er tryg ved. Og man kan sagtens sige til dem: ”Det er o.k., at du følger patienten hen til stuen, men du skal ikke hjælpe ham i seng.”