Sygepleje ved en skillevej

Foto: Christoffer Regild 

Ventetiden til et KOL-tjek på lungeambulatoriet på Regionshospitalet Randers er faldet med mere end seks måneder, siden KOL-sygeplejerske Mette Rothmann for 2½ år siden overtog konsultationerne fra lungeklinikkens læger.

Tidligere skulle en nyhenvist KOL-patient vente mindst trekvart år på at blive set af en lungespecialist. ”I dag venter de maks. to måneder,” fortæller Mette Rothmann, som alene i 2012 havde 300 ambulante patienter i sygeplejeambulatoriet på lungeklinikken i Randers. Heraf var de 50 nyhenviste. Mette Rothmann har en engelsk diplomuddannelse i KOL og har siden 2005 været ansat på sygehuset i Randers, hvor hun på egen hånd fører tilsyn med indlagte KOL-patienter og bl.a. udfører lungefunktionstest. Desuden vejleder hun lægerne i brugen af og valg af inhalationsmedicin.

Hun er nok det nærmeste, man p.t. kommer på en egentlig ekspertsygeplejerske i KOL ”Jeg er med til at aflaste vores lungelæger, som bruger størstedelen af deres ambulatorietid på at opfylde udredningsgarantien for maligne sygdomme. Samtidig højner vi serviceniveauet for KOL-patienterne, som ellers risikerer at blive mere syge i ventetiden,” fortæller Mette Rothmann, der har frit råderum til at indkalde patienter til kontrol og via en rammeordination fra afdelingens specialoverlæge Terje Knudsen har lov til at justere inhalationsmedicinen.

Lungepatienter bliver ofte indlagt på afdelinger uden lungemedicinske specialister. Her rekvirerer man typisk i stedet et medicinsk lægetilsyn.

”Det tilsyn kunne specialuddannede lungesygeplejersker uden problemer varetage i langt de fleste tilfælde,” siger Birthe Hellquist, bestyrelsesformand for Fagligt Selskab for Lunge- og Allergisygeplejersker (FSLA).

Uddannelse ønskes

Allerhelst så hun en uddannelse som ekspertsygeplejerske på masterniveau.

”Der er allerede eksempler på, at sygeplejersker arbejder selvstændigt med kontrol af f.eks. diabetespatienter og patienter med KOL og astma og på delegation fra en læge kan regulere patienternes medicindosis. På samme måde styrer sygeplejersker hjertepatienter i antikoagulationsbehandling.

Ifølge Birthe Hellquist ville det være helt oplagt at overlade den rutinemæssige kontrol med KOL-patienter til specialuddannede lungesygeplejersker. Det er ikke sådan, at sygeplejersker skal til at være ”mini-læger”. Det er stadig en lægeopgave at stille diagnosen og planlægge behandlingen. Når det gælder patienter med KOL, har sygeplejersken med sin helhedsorienterede tilgang meget at byde på i hele forløbet, siger hun. F.eks. kan konsultationssygeplejersker i almen praksis være med til tidlig opsporing og nødvendige livsstilsændringer ved at tilbyde rygere en lungefunktionstest og indkalde patienter i risikogruppen til løbende kontrol. 

”Vi ved, at kun halvdelen af alle KOL-patienter bliver diagnosticeret. Resten går rundt uden en diagnose. Hvis vi skal flytte det tal, skal vi sætte ind med tidlig opsporing. Jo tidligere vi fanger de KOL-ramte, jo længere og jo bedre kan de leve med deres sygdom,” siger Birthe Hellquist.

Involvér patienten

Sundhedsvæsenet, som vi kender det, er under hastig forandring, og det betyder nye opgaver og nye udfordringer til sygeplejerskeprofessionen.

”Grænserne mellem sundhedsvæsenets mange sektorer bliver gradvist mere udvisket. Hospitalsindlæggelser vil blive reduceret i takt med, at vi bliver bedre til at tilbyde sundhedsydelser i borgerens nærmiljø. F.eks. vil elektronisk hospitalsovervågning og dialog med patienterne hjemme hos dem selv blive almindeligt, især ved akut opblussen af kronisk sygdom, og det vil øge behovet for sygeplejersker, der arbejder på tværs af regioner og kommuner,” fortæller professor i sygepleje på Aarhus Universitet, cand.cur., ph.d. Kirsten Lomborg.

”Vi skal stadig levere den grundydelse, vi er uddannet i, nemlig sygepleje. Vi skal bare yde den på nye måder. Borgeren bliver en langt mere aktiv medspiller i håndteringen af sin sygdom, og det påvirker den traditionelle sygeplejerolle. Vi er først ved begyndelsen af en demokratisk proces, som længe har været i gang i lande som USA, Canada og England, og som i langt højere grad involverer den enkelte patient i hans egen behandling. Sygeplejersken skal stille sin ekspertise til rådighed for patienter og pårørende og være parat til at samarbejde med patienter, der selv opsøger viden.

Samtidig skal vi som fagpersoner blive bedre til at lade os informere af patienten og finde ud af, hvor han/hun er i sit liv lige nu. Mange af de gode råd, vi giver om rygestop, sund kost, motion m.m., dem kender patienterne til hudløshed. Spørgsmålet er, hvordan vi får patienterne motiveret til at efterleve sundhedsbudskaberne i praksis?” tilføjer hun.

Krydspres 

Som sygeplejerske, cand.cur., postdoc, Mari Holen, Center for Sundhedsfremmeforskning på Roskilde Universitetscenter og Psykiatrisk Forskningsenhed, Region Sjælland, ser det, må sygeplejersker i fremtiden navigere mellem patientens individuelle behov og hensynet til den stigende detailstyring af sygeplejeydelsen.

”Jeg tror, det bliver en kæmpeudfordring. Den ydelse, sygeplejersken skal yde, er i dag forudbestemt og lagt i skema. Pleje og behandling skal være evidensbaseret og følge fastlagte standarder og pakkeforløb.

Som modsætning hertil står patienten, som i takt med stigende levealder får mere og mere komplekse behov og typisk vil fejle mange ting på én gang. Sygehusbehandlingen effektiviseres til stadighed. Patienter kommer hurtigt ind og hurtigt ud, og det betyder, at en større del af sygeplejen vil foregå i patientens eget hjem. Samtidig forventes det, at patienten skal gøres medbestemmende. Derfor bliver den enkeltes sociale baggrund og aktuelle livssituation et vigtigt element i sygeplejen.

Hvis man vil sikre lige vilkår i sundhed, må alle nødvendigvis have det samme tilbud. Men patienter er ikke ens. Der opstår alle mulige uventede situationer og forløb, der ikke er ”efter bogen”. Og der opstår også komplikationer, der kræver handling her og nu,” fortæller Mari Holen, som bl.a. forsker i sygeplejeroller.

Hun forudser, at sygeplejersken vil opleve et stigende krydspres fra patienten på den ene side og centrale standarder på den anden side. ”Det bliver en stor udfordring for os som faggruppe på det kliniske niveau.”