Den danske sygepleje begyndte på Frederiksberg

Diakonissestiftelsen 1975. Diakonielev Bente Birkmose Jacobsen med en partient. Bemærk skriftstedet over døren. Skriftsteder på væggene findes overalt på Stiftelsen og vidner om diakonissernes kristne tilgang til sygeplejen. Foto: Diakonissestiftelsen.

I 1863 begyndte nogle få kvinder i en villa på Frederiksberg at pleje syge mennesker. På få årtier skulle deres holdning til plejen udvikle sig til noget, eftertiden regner som den første systematiske tilgang til at uddanne sygeplejersker i Danmark. På et kristent grundlag arbejdede diakonisserne både på stiftelsens eget hospital og i private hjem. Deres arbejde var åbenbart nødvendigt, for efter blot 13 år kunne diakonisserne tage et nyt stort hospital i brug, det nuværende på Peter Bangs Vej, ligeledes på Frederiksberg.

Det begyndte i Tyskland

Diakonisserne er den protestantiske kirkes svar på de katolske nonner, og begrebet diakonisser opstod i byen Kaiserswerth nær Düsseldorf i Tyskland. Her grundlagde i 1836 den lokale præst Theodor Fliedner sammen med sin kone Friederike en uddannelse for kvindelige plejere. Han, der tilhørte den protestantiske kirke, havde erfaret, hvad nonnerne formåede at gøre for de syge, og ønskede at skabe en protestantisk modvægt til denne organisation.

Området omkring Düsseldorf var fortrinsvis katolsk beboet område, og Theodor Fliedner så det som sin opgave at hjælpe mindretallet af sine protestantiske sognebørn imod sygdom, nød og arbejdsløshed i årene efter Napoleonskrigenes hærgen. Ud over at sætte plejen af de syge i system havde han også forestået oprettelse af hjælpeinstitutioner for bl.a. løsladte kvindelige fanger samt igangsat skoler for mindre børn og et uddannelsessted for kvindelige lærere. Uddannelsen af de kvindelige sygeplejere udviklede sig til den første evangeliske diakonisseanstalt, som leverede arbejdskraften til det lille hospital.

I 1851 fik hospitalet besøg af Florence Nightingale, som opholdt sig på stedet i tre måneder. Her modtog hun undervisning i pleje af syge og blev ved afrejsen velsignet af Theodor Fliedner.

Organisering nødvendig

Også i Danmark var der i 1800-tallet brug for organiserede kræfter, som kunne tage sig af syge og nødstedte i den hastigt voksende befolkning. Koleraens hærgen i København i 1853 havde dokumenteret, at sundhedssystemet fungerede dårligt, og at der måtte gøres noget. Bl.a. derfor kom katolske Skt. Josephsøstre fra Frankrig til Danmark i 1856 for som de første ordenssøstre at oprette hospitaler. Og Københavns Kommunehospital blev projekteret for at lappe på kommunens dårlige samvittighed over den manglende kloakering. Men der var plads til flere tiltag.

Med sin protestantiske baggrund ønskede den tyskfødte kronprinsesse Louise, som senere blev Christian den 9.s  dronning, at skabe en institution, hvor danske kvinder på et kristent grundlag blev engageret i at arbejde for syge, gamle og børn. Kronprinsessen fik gennem sine forbindelser med kvinderne i det bedrestillede københavnske borgerskab kontakt med den stærkt religiøse velgørenhedsarbejder Louise Conring, inspektrice ved den kongelige fødsels- og plejestiftelse i København.

Hun fulgte opfordringen fra kronprinsessen om at tage en uddannelse med henblik på at kunne lede den første danske stiftelse for diakonisser, og derfor kom Louise Conring efter uddannelsesrejser i Sverige, Tyskland og Frankrig til Kaiserswerth, hvor hun blev indviet som diakonisse i 1863.

Stiftelsen i København

Samme år blev den første diakonissestiftelse i Danmark med Louise Conring som forstanderinde indrettet i en mindre bygning i Smallegade på Frederiksberg, en lille landsby fjernt fra hovedstaden. En diakonisse fra Stockholm hjalp med at uddanne de første danske søstre, og i de følgende mange år udvikledes en formaliseret uddannelse, først og fremmest med praktisk tilgang til arbejdet. Blandt de første opgaver for diakonisserne var plejen af de døende og lemlæstede soldater fra krigen ved Dybbøl i 1864.

Formaliseret teoretisk uddannelse

13 år efter indflytningen i Smallegade, i 1876, stod bygningerne på Peter Bangs Vej klar til at blive taget i brug. Bygningerne står den dag i dag og er fredet i den højeste fredningsklasse. Siden de første år i Smallegade havde Diakonissestiftelsen hele tiden arbejdet på en forbedring af uddannelsen.

I 1891 afløste søster Sophie Zahrtmann Louise Conring som forstanderinde, og under hendes ledelse blev igangsat en systematiseret uddannelse af kvinderne. Den kulminerede i 1913 med, at Diakonissestiftelsens bestyrelse sagde god for at påbegynde en egentlig treårig teoretisk og praktisk uddannelse til sygeplejerske.

Kvindehistorie i bogform

Diakonissestiftelsens 150-årige historie er historien om kvinderne, som med eller imod familiernes accept fik en uddannelse, et selvværd og en chance for at stå på egne ben. Diakonissestiftelsens forskningsleder Susanne Malchau Dietz udgiver i anledning af jubilæet forskningsprojektet ”Køn, kald og kompetencer. Diakonissestiftelsens kvindefællesskab og omsorgsuddannelser 1863-1955” i bogform. Den beskriver med baggrund i en database med næsten 2.000 diakonissers levnedsbeskrivelser historien om et kvindekollektiv, som i kraft af det fællesskab, de skabte, fik styrke til at gøre noget stort og enestående, og som sidenhen lagde fundamentet til store dele af det omsorgsarbejde, der udføres i dag. Bogen er udgivet på Nyt Nordisk Forlag og koster 299 kr.

Læs om Diakonissestiftelsen på www.diakonissestiftelsen.dk