Dengang vidste man, hvem afdelingssygeplejersken var

”Jeg var glad hver eneste dag under uddannelsen og havde ikke en sygedag i fire år,” husker hjælpesøster Edna Mikkelsen om sin første tid på Diakonissestiftelsen. Foto: Christoffer Regild

Overtøjet skal lægges på sengen, inden vi træder ind i den venligt møblerede lejlighed, og så får både fotografen og jeg en opgave, som vi skal løse, inden vi arbejder. Opgaven bliver præsenteret med myndighed i stemmen og en forventning om, at den bliver løst nu og her. Fotografen skal skifte batteri på 92-årige Edna Mikkelsens høreapparat, jeg skal læse en hilsen, så Edna Mikkelsen får vished for, hvem der har sendt hende en buket blomster.

Edna Mikkelsen er 92 år og ugift. Hun er nummer et ud af fjorten børn og blev uddannet sygeplejerske på Diakonissestiftelsen i perioden 1944-1948. Siden fungerede hun som hjælpesøster på stedet kun afbrudt af et halvt år i Skotland og et ophold i Norge, hvor hun lærte anæstesi. Hun arbejdede på Diakonissestiftelsen fra 1954, bl.a. med børn med læbe-gane-spalte, og hun boede i umiddelbar nærhed af Diakonissestiftelsen i 50 år.

Flytningen til en plejebolig i Søster Sophies Minde tæt på Diakonissestiftelsen for et par måneder siden var mere belastende, end hun troede, trods god hjælp fra den nære familie.

Hvad var det bedste ved datidens sygepleje?

”Det bedste ved sygeplejen dengang var, at afdelingssygeplejersken var til stede på afdelingen. Dengang vidste man, at hun var der, og man kunne henvende sig til hende. Hun fulgte nøje med i hver elev, og hvordan man var over for patienterne. I dag ved man ikke, hvem afdelingssygeplejersken er.”

Hvad var det værste ved datidens sygepleje?

”Jeg var glad hver eneste dag under uddannelsen og havde ikke en sygedag i fire år. Et menneske, der bare er glad, yder jo også meget.” Den første aften i uddannelsen bød på kirkegang efter en meget lang rejse fra Randers, og det fik Edna Mikkelsen til at udbryde: ”Skal vi i kirke hver aften i fire år, så rejser jeg.”

Edda Mikkelsen ønskede ikke at blive diakonisse, så hun blev sygeplejerske og hjælpesøster, som er betegnelsen for sygeplejersker, som ikke ønskede at være diakonisser. Men ånden på Diakonissestiftelsen var både under uddannelsen og senere hen den kristne, fortæller Edna Mikkelsen.

Et godt råd til nutidens sygeplejersker?

”Sygeplejersker skal være mere synlige på afdelingen, også afdelingssygeplejersken. En synlig afdelingssygeplejerske ved, hvad hendes personale står for. Sygeplejersker skal lære så meget teori som muligt, men den skal også kunne omsættes. Det er ikke nok at sidde foran en computer.”

Et godt råd til nutidens patient?

”Man bør give hospitalet besked, hvis der er noget, man ikke er tilfreds med. Men nogle gange får man måske ikke gjort det, fordi der går for lang tid.”

En venlig hilsen til en sygeplejestuderende fra dig?

”Man skal kunne sin teori og være hos patienten.”