Et helt almindeligt kvindeliv med ADHD

Illustration: Gitte Skov 

​Unge ADHD-ramte kvinder har behov for vedvarende, stabile relationer til specialsygeplejersker, som kan give dem råd og
vejledning i dagligdagen. Kvinderne har samme planer og drømme som deres jævnaldrende kønsfæller, men kan have brug for hjælp til at finde ud af, hvilke mål der er realistiske i voksenlivet.

Det er konklusionen på et kandidatspeciale om kvinder og ADHD fra sygeplejerske, cand.cur. Ditte Hammerums hånd. Hun har i forbindelse med sin kandidatafhandling i sygepleje på Aarhus Universitet foretaget kvalitative interviews med to yngre, voksne kvinder med ADHD.

Formålet har været at afdække, hvilke tanker de gør sig om at leve et voksenliv med ADHD. Begge kvinder fik diagnosen omkring 14-årsalderen, og begge er i dag i medicinsk behandling. De husker også begge diagnosen som et hårdt slag og har stadig svært ved at acceptere deres sygdom.

”De er fyldt 19 år, og så begynder alle deres drømme og forhåbninger at melde sig. De vil gerne leve op til de forventninger, som samfundet har til de unge. De skal have uddannelse og job, egen lejlighed og gerne mand og barn, inden de fylder 30 år. Samtidig identificerer de sig mere eller mindre med deres diagnose.

”Jeg er jo ADHD’er,” giver de typisk som en forklaring eller undskyldning for deres vanskeligheder ved at indgå i og  fastholde sociale relationer,” fortæller Ditte Hammerum, som i dag er ansat på ungdomspsykiatrisk afdeling i Herning.

”Realiteten er, at de har gode dage og dårlige dage. De har svært ved at komme op om morgenen og svært ved at  strukturere hverdagen. De har også svært ved at rumme mange mennesker som f.eks. i en skoleklasse. Begge kvinder havde af den grund særlige vilkår på deres videregående uddannelse.”

Som Ditte Hammerum ser det, er der en modsætning mellem de idealer, de unge kvinder har, og hvad der er realistisk i  deres tilfælde. ”Måske ville man gøre dem en tjeneste, hvis man hjalp dem med at skrue forventningerne ned og fandt ud af, hvilke muligheder de reelt har for at fuldføre deres fremtidsplaner. På den måde kunne man forhåbentlig forebygge, at deres voksenliv blev præget af nederlag.”

Begge de interviewede kvinder har været i behandling på ADHD-klinikken i Risskov, hvor de har fået god sygeplejefaglig vejledning, fortæller Ditte Hammerum og fortsætter: ”Desværre stopper tilbuddet til de unge her, når de fylder 21 år. Medmindre de er så dårlige, at de umiddelbart kan komme i behandling i voksenpsykiatrien, så varetages deres behandling fremover udelukkende af egen læge. Og det er bekymrende. Min konklusion i specialet er, at denne gruppe af unge, voksne ADHD’ere efter alt at dømme vil have stor gavn af at blive fulgt og have fast tilknytning til sygeplejerskerne på klinikken.”