Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Skærme giver bedre overblik og færre fejl

På Plejecenter Hybyhus i Fredericia har de 100 ansatte fået trykbare skærme, der giver personalet hurtig adgang til oplysninger om borgerne. Det nedbringer antallet af utilsigtede hændelser.

Sygeplejersken 2013 nr. 7, s. 26-27

Af:

Torben Svane Christensen, journalist

Sy-2010-07-27aDer er både skærme på gangene og skærme med private oplysninger hos udvalgte beboere. Foto: Nils Lund Pedersen

Sygeplejerske Linda Bjerge Hansen kan med et tryk på skærmen hos de enkelte beboere se deres døgnrytme, og hvilken medicin de får og har taget. Når hun kommer ind til beboerne, kan hun logge sig på systemet, og så kan kollegaerne se, hvor hun er logget på.

Hun går ind til Elisabeth Kristensen og logger på skærmen, der står på en kommode i den lille gang. Hun bladrer beboerens døgnrytme igennem på skærmen. Der er også et ønske om, at der i fremtiden vil være oplysninger om sår, så alle, der laver sårpleje, hurtigt kan få et overblik. Men det kræver, at systemet kan snakke sammen med Care.

”Antallet af utilsigtede hændelser er faldet markant, efter vi har fået skærmene. Specielt med hensyn til medicinen. Det står med rødt på skærmen, når beboeren ikke har fået sin medicin. Skærmene gør, at der skabes en kontinuitet, som bl.a. er en fordel, når der kommer vikarer,” siger Linda Bjerge Hansen, som har været på Plejecenter Hybyhus siden juli 2012.

Skærmene giver også mulighed for i fremtiden at vise små film af f.eks., hvordan en håndskinne eller en bandage skal
lægges. ”Hvis jeg står hos en borger og skal bruge hjælp, så kan jeg gå ind på skærmen og se, hvor kollegaerne er logget ind, og har på den måde nemmere ved at finde en ledig kollega. Der sparer vi meget tid,” siger Linda Bjerge Hansen.

Hun fortæller, at skærmene også er en gevinst for det sociale liv på demensenheden på plejecenteret. ”Når skærmene, der står i opholdsarealerne, viser billeder fra gamle dage, så opstår der samtaler mellem beboerne. At kunne skabe dialog om et bord kan løfte livskvaliteten hos den enkelte borger. De føler stadig, de er noget værd og kan bidrage med noget,” siger hun.

System med muligheder

Linda Bjerge Hansen sidder i en arbejdsgruppe, der kommer med ønsker og idéer til, hvad skærmene kan bruges til i demensenhederne. Arbejdsgruppen har talt om, at det kunne være en fordel, at p.n.-medicin kan skrives direkte ind på skærmen.

”Når det skal skrives ind i Care, kommer man fra det. Så det ville være nemmere, hvis jeg kunne gøre det, mens jeg var ude hos beboeren. Processen med at få de to systemer til at snakke sammen er sat i gang,” siger hun.

Arbejdsgruppen har også et ønske om, at systemet på længere sigt kan give borgere, der selv doserer deres medicin, en påmindelse på skærmen, når det er tid. Det har taget lang tid at introducere det for beboerne, og det etiske i at indføre skærmene for beboerne, hvor mange ikke kender til computere, har været diskuteret blandt de ansatte og ledelsen.

”Vi har også beboerne og de pårørende med på råd,” siger Linda Bjerge Hansen. 

Den bedste oplevelse

”Vi havde en borger, der ikke ville tage sin medicin. Med billeder på skærmen blev hun afledt, og stille og roligt fik hun pillerne. Det giver et kvalitetsmæssigt løft af sygeplejen og en bedre livskvalitet og behandling for borgeren.”