Den sicilianske farm

VILLA REIMANN står der med udhuggede versaler i marmorpladen på den ene portsøjle ved indkørslen, som først tager en blid bue ud til venstre og derefter som en julefrokost på vej hjem drejer skarpt i modsat retning og forsvinder ind i en citronplantage, hvor bunker af solsvedne, afskårne grene fra sommerens beskæring spærrer for synet mellem de glatte, mørkebrune stammer. Adressen er Via Necropoli Grotticelle i den sicilianske by Siracusa.

Omtrent så langt sydpå, som man kan komme i Europa, og midt i kilden til vor egen kultur. Oldtidsbyen Syrakus’ enorme arkæologiske park ligger som en åben bageovn lige på den anden side af vejen med både et græsk teater og et romersk amfiteater og en underjordisk dødeby, som strækker sig ind i villaens have med både græske og romerske grave.

Sporet efter den danske sygeplejerske Christiane Reimann ender her, efter disse sidste stenede, støvede meter af vejen op til den rødmalede toplansvilla, som i over 40 år var hendes hjem og gådefulde tilflugtssted. Langt fra Danmark og den velstående københavnske vekselererfamilie, hun blev født ind i i 1888, i øvrigt næsten samtidig med Harpo Marx og Irving Berlin. Og langt fra International Council of Nurses (ICN), det internationale sygeplejeråd i Genève, hvor hun i en årrække som sekretær og økonomisk velgører havde spillet en central rolle i opbygningen af organisationen, indtil hun midt i 1930’erne efter et sammenstød med den øvrige ledelse trak sig tilbage til Siracusa og levede her, efter annonceringen af et fiktivt ægteskab med en tysk læge, som bedrog hende og hurtigt forsvandt ud af billedet. Ugift og barnløs, indtil sin død som næsten 91-årig i april 1979.

”Christiane hvem?” vil mange måske spørge. For Christiane Elisabeth Reimann var ikke en kvinde, der gjorde meget væsen af sig. Da hun blev begravet i Siracusa, kom der næsten ingen, selv om hun havde boet der en menneskealder. Hun var stort set ukendt, bortset fra de snævre cirkler hun bevægede sig i, og som hun ved sin død overøste med rundhåndede, testamentariske gaver.

Et stort beløb i likvider gik til indstiftelsen af, hvad hun selv kaldte for ”sygeplejerskernes Nobelpris,” Christiane Reimann-prisen, som uddeles hvert fjerde år af ICN sammen med et sekscifret beløb i kroner. Netop sidste år gik sygeplejens fineste pris på verdensplan for eksempel til Kirsten Stallknecht, tidligere formand for Dansk Sygeplejeråd og forhenværende præsident for ICN.
Det var desuden Christiane Reimanns ønske, at også hendes villa i Siracusa blev overtaget af sygeplejerskerne. Men ICN sagde nej tak. At holde sådan et sted ved lige turde man slet ikke binde an med. Den faste ejendom blev derfor til sidst af en noget skuffet Christiane Reimann skænket til Siracusa kommune, som lovede at tage sig godt af gaven og de forpligtelser om vedligeholdelse, drift og brug, der fulgte med.

Således brækkede arven og historien om Christiane Reimann over i to halvdele, som havde vanskeligt ved at fungere adskilte. Med prisen blev et navn holdt i live i sygeplejekredse, og Christiane Reimann opnåede den koryfæ-status, hun var berettiget til.
”Hun påtog sig rollen som stammor for International Council of Nurses, og den, der af egen lomme sikrede, at ICN udviklede sig fra ingenting til en velanskrevet international organisation, som arbejder for professionel omsorg verden over af fælles faglig og etisk standard.

Hvis hun ikke havde været der, så tror jeg ikke, at det internationale sygeplejesamfund havde været så velfunderet. På den måde er hun en betydningsfuld dansker og en af de mest betydningsfulde kvinder i sin tid, og som sådan kan vi næsten ikke vide for meget om hende,” siger sygeplejehistoriker, ph.d. Susanne Malchau Dietz.
 

Liv og værk

Men der var meget mere om personen Christiane Reimann, man ikke vidste noget om. Store huller i ”koblingen mellem liv og værk,” som Susanne Malchau Dietz udtrykker det. Alt for mange brikker i puslespillet var blevet tilbage i villaen i Siracusa, som uden medfølgende øremærkede midler til driften hurtigt blev et forsømt stedbarn for de skiftende bystyrer for til sidst at forsvinde helt fra de kommunale budgetter.

Det går først op for mig senere, men da jeg går ind ad hoveddøren til villaen som den første italiensktalende dansker i årevis, skabes der for første gang i 35 år kontakt mellem de to dele, og en gammel, for længst glemt og fortiet historie vækkes til live.
”Et internationalt scoop,” kalder Susanne Malchau Dietz det, jeg kommer hjem med.

Og for sygeplejerskerne er det uden tvivl sådan. I årtier har de kigget på Christiane Reimanns stramtandede kontrafej uden at blive klogere på hende. Hvad var det for eksempel med det ægteskab med den tyske læge, Dr. Alter, som blev højtideligt annonceret i aviser og tidsskrifter med dato og det hele, men som tilsyneladende var en lodret løgn?

Et mysterium var det. Men ikke så meget længere.

Omkring mig går en broget forsamling af borgere fra Siracusa. Unge og ældre, mænd og kvinder, storsnakkende, kvidrende. De er frivillige i forskellige organisationer, fra Amnesty International over kulturarvsorganisationen Italia Nostra til miljøorganisationen Legambiente og til en forening af unge til Siracusas fremme, Giovani Siracusani.

Alle er begejstrede over besøget fra Danmark, som de vil bruge som rambuk over for kommunen, som de sidste mange år har overladt villaen til sin egen skæbne og det uddannelseskonsortium, som har til huse i villaen. I foråret gik de frivillige sammen i bevægelsen ”Save Villa Reimann,” der, som navnet antyder, går ud på at bringe villaen og mindet om Christiane Reimann tilbage til ære og værdighed igen efter i hvert fald 20 års forfald.

Når man lytter til dem, lyder det næsten, som om hele Siracusas fremtid står og falder med villaen og arven efter la nobildonna danese, ”den danske adelsdame,” som de kalder hende, i starten på, hvad der ligner opbyggelsen af en personkult.
”Hun var altså ikke adelig,” forsøger jeg gentagne gange at korrigere en indgroet misforståelse.

”Nej, måske ikke. Men ... ” siger en af primus motorerne og trækker på skuldrene og lader forstå, at det da var bedre, hvis hun var. Marcello Lo Iacono er en lokal entreprenør, som i sin fritid har kæmpet på mange forskellige fronter, bl.a. mod ukrudtet langs landevejene og ureglementerede radarsystemer på bakketoppe.

”Men kun én ting ad gangen,” som han forklarer.

Lige nu har han valgt den måske mest umulige sag af alle i Siracusa, nemlig Villa Reimann. Eller Villa Fegotto, som villaen hed, da Christiane Reimann købte den for første gang i 1934, og som der stadig står over hovedindgangen. At beskrive forfaldets dynamik i detaljer fører ingen vegne her.

Men i store træk skal nævnes, at Siracusa kommune i de første år efter Christiane Reimanns død i 1979 forsøgte at leve op til sine forpligtelser, men fra starten af 1990’erne er det stort set kun gået tilbage, både i haven og indenfor i villaen. Spørger man hvorfor, får man det hviskende svar, at der ikke er stemmer i at bruge penge på at vedligeholde en gammel villa.

En del af inventaret, heriblandt en række oliemalerier fra 1800-tallet til en samlet værdi af 200 mio. lire i 1985-tal, svarende til omkring halvanden million nutidskroner, er tilsyneladende stjålet. En del af sølvtøjet mangler også ved appellen, selv om det vist nok var opbevaret i kommunalpolitiets sikringsrum. En pinlig affære uden ansvarlige.
 

Hitler og Lenin

Ved hovedindgangen bydes vi velkommen af dottore Meloni, leder af den offentlige institution, et såkaldt uddannelseskonsortium, som midlertidigt har til huse i villaen. Dottore Meloni er tydeligt utilpas ved de mange mennesker, som muligvis vil stille ham til ansvar for et eller andet, og så oven i købet en dansk journalist. Men nu har han lovet at vise rundt, og så er han ikke den, der i sidste øjeblik finder på en undskyldning for at aflyse.

Det er som at gå ind i en tidslomme, hvor alt er frosset fast i tiden mellem 1930 og 1960. I reolen står Adolf Hitlers ”Mein Kampf” og Vladimir Lenin’s ”The Letters Of Lenin” side om side, for Christiane Reimann var en kvinde, der fulgte med i, hvad der rørte sig ude i verden. Her er også Tommasi Di Lampedusas sicilianske epos ”Leoparden” i dansk oversættelse. Og ”Den afrikanske farm” af Karen Blixen, en kvinde, Christiane Reimann sandsynligvis identificerede sig selv med på flere planer.

På væggene hænger store landskabsmalerier og mindre portrætter. Møblerne er tunge, men fornemt udskårne og betrukket med dyre klæder, og fra lofterne hænger krystallysekroner. Det er, som om hun lige har forladt stuerne.

Så snart vi er indenfor, og vores rundviser er beskæftiget med at forklare, glider enkelte medlemmer af gruppen ud i rummene for på egen hånd med deres kameraer at dokumentere, hvad der hænger på væggene. Og snart lyder der forargede udbrud, da der opdages et støvet lagerrum, hvor møbler og papirer er stuvet af vejen.

På et bord ligger resterne af en knust porcelænshund, og i skabe og på hylder står der flere bøger og ringbind med dokumenter, bl.a. fra en retssag, som er løsningen af et af mysterierne om Christiane Reimann. Forargelsen bliver til vrede, da de nysgerrige når frem til køkkenrummene, som har været udsat for vandskade, og alt inventar er angrebet af fugt og snavs.

Dottore Meloni bryder sig ikke om den drejning, stemningen tager, og han hæver stemmen og bedyrer, at han omgående vil skrive et brev til borgmesteren og bede om, at alt det originale Reimann-inventar, som ikke er fjernet i forvejen, bliver bragt væk, så han ikke kan stilles til ansvar for det.

Bagefter ser vi haven og dens væld af eksotiske gevækster. Her er violinfigentræer, enorme echinopsis-kaktusser, peruvianske søjlekaktusser, kinesiske og mexicanske palmetræer, småbladede frangipanier, maritime fnokurter, sophora-træer, vestindiske rosenæbletræer og naturligvis de for Syditalien obligatoriske lilla bougainvilleaer.

Et paradis, hvor Christiane Reimann både agerede gud og menneske, og hvor slangen kun var på besøg en enkelt gang. Det var her, hun gemte sig i sidste halvdel af sit liv, efter at hun havde været en offentlig person i den første halvdel, som er den bedst beskrevne, i hvert fald i sygeplejekredse.
 

Uløst mysterium

”Christiane Reimann 1888-1979. Kvinden bag sygeplejens ”Nobelpris”,” er titlen på en lille bog, skrevet for Dansk Sygeplejeråd af sygeplejehistoriker Susanne Malchau Dietz.

Her kan man bl.a. læse, at den højborgerlige vekselererfamilie ikke var begejstret over, at den unge Christiane ville være sygeplejerske frem for at blive gift standsmæssigt. ”Min onkel ville ikke engang tage mig i hånden, ”for en sygeplejerske er ikke en dame”,” er Christiane citeret for at sige.

Men hun forstod allerede tidligt i livet at sætte sin vilje igennem. Således blev hun i 1916 færdiguddannet på Bispebjerg Hospital. Da Første Verdenskrig var slut, rejste hun med skib til New York for at blive den første danske sygeplejerske med en akademisk grad, og i 1922 blev hun for første gang valgt som sekretær for International Council of Nurses (ICN) og havde en ledende rolle i genopbygningen af organisationen efter den første store krig.

Hun brugte ikke alene hele sin tid på ICN, som havde den engelske sygeplejerske og suffragist Ethel Fenwick som præsident, men efter sigende også en del af sin personlige formue for at få ICN’s økonomi til at hænge sammen. Det var hurtigt blevet et livsværk.
Netop derfor kom det som en stor overraskelse, at den magtfulde sygeplejerske i 1934 pludselig trak stikket ud og forlod ICN for at flytte fra Genève til Siracusa.

Den officielle begrundelse var dårligt helbred. Men under overfladen lå en konflikt med resten af ICN’s bestyrelse, som havde beskyldt Christiane Reimann for at have rod i organisationens regnskaber. Men dermed var overraskelserne ikke forbi. Kort efter meddeltes det i det danske Tidsskrift for Sygepleje, London-bladet The Times og i The American Journal of Nursing, at Christiane Reimann havde giftet sig med en 13 år ældre tysk psykiater, Dr. Wilhelm F. C. Alter, og at parret ville slå sig ned i Siracusa.

Et mysterium, idet Alter var gift i forvejen, eller i hvert fald havde været det, og Christiane Reimann aldrig blev det.

”Et uløst mysterium for eftertiden,” kalder Susanne Malchau Dietz det i sin bog. Ingen af de kilder, hun har haft adgang til, giver svar på gåden. Og tilsyneladende har Christiane Reimann inden sin død sørget for, at breve og andre papirer blev destrueret. Det mente i hvert fald en niece, som Susanne Malchau Dietz fandt et brev fra i Dansk Sygeplejeråds arkiver.
 

Mus og rotter

Men papirerne blev ikke destrueret, går det op for mig, da jeg er i Siracusa. I hvert fald ikke af Christiane Reimann, men af mus, rotter og fugt, i årene efter hendes død. En lille del eksisterer stadig. Men hovedparten blev til sidst smidt ud.

Det fortæller den sicilianske journalist og forfatter Agata Ruscica, som flyttede til Siracusa efter Christiane Reimanns død og blev optaget af historien om denne enestående kvindeskikkelse. Som den eneste læste hun alle breve, noter og regnskaber igennem, ofte med hjælp fra en dansk tolk, og arbejdet resulterede i 1989 i udgivelsen af biografien ”Christiane Reimann,” som for længst er gået i glemmebogen. I hvert fald indtil folkene bag Save Villa Reimann fisker et af de få overlevende eksemplarer ud af et bibliotek.

”Alle papirer og fotografier lå dengang stadig i villaen, men var så hårdt angrebne, at jeg måtte arbejde med åndedrætsværn og plastikhandsker,” fortæller Agata Ruscica, da jeg senere får fat i hende på telefonen.

Men historien fik hun fisket ud, inden det var for sent. Det annoncerede ægteskab med Dr. Alter var efter alt at dømme blot et værn for omverdenen, som ellers ville have haft svært ved at acceptere, at en mand og en kvinde levede under samme tag. Om der havde været kærlighed imellem dem, vides ikke.

Men i hvert fald betagelse, venskab og omsorg. Alter ville gerne giftes med Christiane Reimann, måske for at få del i hendes formue. Men Christiane var mere interesseret i et fagligt, platonisk forhold.

”De var begge mærkelige personer, men med den forskel, at hun var retlinet og dygtig, mens han var en lort. Men hvad der virkelig skete mellem dem, hvordan deres forhold virkelig var, det finder vi aldrig ud af,” fortæller Agata Ruscica.

Af papirerne fremgik, at Reimann i flere år havde været velgører for den svagelige Alter, som hun havde mødt på en lægekongres i Wien og senere købt et hus til i Sydtyskland. Villaen i Siracusa var deres fælles projekt. Men så snart det gik op for Alter, at det ikke blev til noget med ægteskab, og Christiane Reimann var udrejst, brugte han en fuldmagt til at sælge villaen og stikke af med pengene og sin elskerinde, efterladende Christiane alene tilbage i Siracusa med en kontraktlig mulighed for at købe villaen tilbage af den nye ejer.

Således købte hun villaen for anden gang og brugte de følgende år på at føre retssag mod Alter, og efter hans død arvingerne. Rygtet fortæller, at hun til retssagen fremlagde en attest på, at hun stadig var jomfru. Til sidst vandt hun, måske takket være den vilje af stål, hun var udstyret med.

En vilje, som døde med hende selv. Siracusa kommune arvede den i hvert fald ikke, selv om viceborgmesteren lader forstå, at villaens have måske åbner næste år for betalende gæster. Et løfte, folkene bag Villa Reimann ikke lægger alt for meget håb i.

”Det bedste ville være, hvis man i Danmark begyndte at interessere sig for stedet,” siger aktivistleder Marcello Lo Iacono. Han drømmer om venskabsforbindelser med Botanisk Have i København, eller at Reimann-prisen en dag bliver uddelt i villaen, og at international opmærksomhed vil få kommunen til at poste penge i villaen igen.

Indtil videre er det eneste, som er ved at falde på plads, dog de manglende brikker i historien om Christiane Reimann.

”Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig den historie, du kom hjem med. Det var begavet og smart, det hun gjorde med det fiktive ægteskab. Men at gå så langt som at annoncere datoen. Og så snyder han hende groft bagefter,” siger Susanne Malchau Dietz.

Til foråret tager hun selv til Siracusa for at få endnu flere brikker til at falde på plads i historien om denne kvinde, der som Karen Blixen tog verden til sig og vendte den ryggen på samme tid.

Fotos: Morten Beiter

Artiklen blev bragt første gang i Weekend-avisen den 29. august 2014.