Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Historisk: Villa på Sicilien afdækker nyt om dansk sygeplejerskeikon

Hvem var hun, den gådefulde danske sygeplejerske, som kom til tops internationalt i ICN efter første verdenskrig, men pludselig trak sig tilbage til Sicilien for at dyrke citroner og pusle med eksotiske gevækster? Ny viden betyder, at historien skal skrives om.

Sygeplejersken 2014 nr. 12, s. 16

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

Dengang
historisk_foer

Det var her i Villa Reimann på Sicilien, at Christiane Reimann gemte sig i sidste halvdel af sit liv, efter hun havde været en offentlig person i den første halvdel. Foto fra Tidsskrift for Sygeplejersker nr. 10/1960.

Christiane Reimann var den første danske sygeplejerske med akademisk grad i sygepleje, og fra 1922 stod hun for genopbygningen af den internationale sygeplejerskeorganisation ICN efter første verdenskrig.

I 1933 fik ICN’s bestyrelse den overraskende besked, at hun valgte at fratræde pga. svigtende helbred. Under overfladen lå dog en konflikt med resten af ICN’s bestyrelse, som havde beskyldt hende for at have rod i organisationens regnskaber.

Men der var flere overraskelser: Hun bosatte sig på Sicilien, hvor hun købte en smuk villa for penge, som hun havde arvet fra sine velhavende forældre, og året efter hendes fratræden fra den internationale toppost indgik hun måske, måske ikke ægteskab med en tysk psykiater, som dog hurtigt forlod hende igen.

Ikke desto mindre beholdt Christiane Reimann interessen for ICN, og i en alder af 80 år indstiftede hun den fornemmeste pris inden for sygeplejen, Christiane Reimann-Prisen, en slags Nobelpris for sygeplejersker, som uddeles af ICN. Hun testamenterede villaen til Siracusa kommune, da ICN ikke var interesseret.

Hun døde den 12. april 1979 i en alder af knap 91 år. Ved begravelsen på Sicilien kom kun få.
 

Nu

2014-12-historisk_nuI dag kæmper lokale organisationer for at bevare Christiane Reimanns villa og skaffe penge til vedligeholdelsen. Foto: Morten Beiter.

Før sommerferien i 2014 mødte en herboende italiener op på Weekendavisens redaktion i København. Han var blevet kontaktet af et familiemedlem, som var medlem af en siciliansk græsrodsbevægelse med navnet ”Save Villa Reimann”.

Foreningen ville have danske journalister til at interessere sig for bevarelsen af Christiane Reimanns villa i Siracusa, fordi villaen i årtier havde været misligholdt.

”Det vakte min nysgerrighed, for jeg har dækket Italien i mange år, men jeg havde aldrig hørt om Christiane Reimann før. Jeg læste om hende på Dansk Sygeplejeråds hjemmeside og talte med Susanne Malchau Dietz (sygeplejehistoriker, red.) og fandt ud af, at det faktisk var en spændende historie at dykke ned i,” fortæller journalist og Italienskorrespondent Morten Beiter.

I forbindelse med researchen opdagede Morten Beiter, at en lokal italiensk journalist faktisk havde skrevet en bog om Christiane Reimann, som var udgivet i 1989.

”Sprogbarrieren mellem italiensk og dansk er et banalt problem, men det har betydet, at der er gået årtier, før vi i Danmark har fået kendskab til bogen,” fortæller Morten Beiter.

Takket være den italienske journalists bog og Morten Beiters research er mange lag af Christiane Reimanns historie nu kommet frem. For Christiane Reimann tog ikke alle sine hemmeligheder med sig i graven. Der er bevaret breve, noter og regnskaber, og dem glæder sygeplejehistoriker, ph.d. Susanne Malchau Dietz sig til at kigge i.

”Nogle gange overgår virkeligheden fantasien, og jeg havde ikke fantasi til at forestille mig den historie, Morten Beiter kom hjem med. Jeg skal til Sicilien til foråret og besøge den italienske journalist og selv kigge i arkiverne. Og så skal historien om Christiane Reimann skrives om,” siger Susanne Malchau Dietz.

Læs artiklen ”Den sicilianske farm”  om Christiane Reimann i Sygeplejersken nr. 12/2014

Læs mere om Christiane Reimann

600%20Reimann,%20Christiane%201%20%20SHDen sicilianske farm

Den danske sygeplejerske og velgører Christiane Reimann (1888-1979) er et af den internationale sygeplejes absolutte ikoner. Hendes liv var lige så usædvanligt som arven efter hende, og nu føjes ny viden til fortællingen om den stramtandede frøken med viljen af stål, som først opbyggede en international organisation og pludselig trak sig tilbage til Sicilien for at dyrke citroner og pusle med eksotiske gevækster. 
Læs mere

Christiane Reimann var en dansk sygeplejerske, der stiftede ICN's Christiane Reimann-pris. Hvem var hun?  
Læs mere

Christiane Reimann 1888 - 1979. Kvinden bag sygeplejens “Nobelpris”

International Council of Nurses valgte Kirsten Stallknecht som kongressens modtager af Christiane Reimannprisen 2013 – sygeplejens nobelpris.