5 faglige minutter: Klage til kaffen

Hun kan fornemme det med det samme, da hun træder ind i afdelingen. Her er travlt. På vej ned ad gangen til stue 14 må hun zigzagge sig vej mellem skævt parkerede madvogne, efterladte løbehjul og personale, der i sidelæns løb bevæger sig ned ad gangen med bøjet nakke og blikket stift rettet mod gulvet eller imod et imaginært punkt i det fjerne. 

Sådan var det også i går, da hendes svigerfar blev akut indlagt fra plejehjemmet. Det er svært at sige, hvad det er. Det er ikke kun de hektiske lyde fra telefonerne og den vedvarende summen af patientkald fra stuerne, der sammen med den evige transit af hektiske mennesker får travlheden til at drive ned ad væggene. 

Det er hele stemningen, der giver hende denne oplevelse af distance mellem personalet og hende som pårørende. Det skal virkelig være vigtigt, det man vil spørge om, hvis man skal afbryde mennesker, der har så travlt. Hun beslutter sig for at gå direkte ned på stuen for at se, hvordan farfar har det, inden hun eventuelt forstyrrer personalet med nogle af de mange spørgsmål, hun har brugt natten på at vende og dreje.

Døren står åben til stue 14, hvor solen falder ind igennem det let åbentstående vindue. Der er ingen, som siger noget, og farfar sidder i en stol i hjørnet og ser træt og tomt frem for sig. De bare, blege fødder berører kun næsten gulvet, og den hvide frottéskjorte er knappet lidt skævt og er i øvrigt alt for kort til at dække de tynde, gamle ben. 

Hun ser straks, at der ingen forbinding er på de to skinnebenssår på hans venstre underben, og hun synes, han ser så sølle ud, som han sidder der med benene dinglende ud over den mørkegrå plastikstol.

Farfars midaldrende og i øvrigt stærkt svækkede medpatient er på vej ud af sengen med hjælp fra en sygeplejerske, der har sin bøjede ryg vendt mod døren.

”Hej farfar sidder du der – skal du ikke have lidt omkring dine ben?” Hun smiler og går hen mod farfar, som imidlertid ikke når at åbne munden for at besvare hendes spørgsmål, før sygeplejersken med et sæt retter sig op, vender sig om og med et højt, næsten skingert tonefald siger: 

”Du kan bare klage.” Lidt for højt og meget uventet for alle, måske også for hende selv.

Sætningen hænger i luften, hun føler sig overrumplet og ved slet ikke, hvad hun skal sige. Står lidt og tøver, men trækker så en stol hen ved siden af farfar og sætter sig tungt. Klage? Hun har ikke engang selv nået at tænke tanken. Lød hun virkelig så skrap?

Da sygeplejersken vender sig om og kommer tættere på, kan hun se på navneskiltet, at sygeplejersken hedder Dorte, og at Dorte tilsyneladende er både stresset og presset. Hendes mund er stram, men bævrer let, da hun træder et skridt frem mod patienten og gæsten i hjørnet af patientstuen og med en træt, nærmest afmægtig tone siger: 

”Jeg ved godt, at der skal udføres sårpleje herinde, men vi kan jo kun arbejde, det vi kan, og du er velkommen til at klage til ledelsen.” 

Farfar, som endnu ikke har fået hjælp til at sætte sine to høreapparater i, kan ikke rigtig forstå, hvad Dorte siger, og han lyser op i noget, der minder om et smil: ”Om vi vil have kage?”

Sygeplejersken mumler noget om tid og sårpleje og skynder sig ud af rummet. Farfar ser lidt forvirret ud og siger så: ”Det haster da ikke mere, end det jager med den kage, vi har jo fået morgenmad.”

Da hun efter et par timer siger farvel til farfar, spejder hun efter Dorte ude på gangen. Ville så gerne se hende igen og fortælle hende, at hun godt kan forstå, og at hun ikke har tænkt sig at klage. Hun kan ikke få øje på hende og vil ikke forstyrre de andre, så hun sætter sig ind i bilen og kører hjem. Hun kan ikke lade være med at tænke på, om Dorte måske egentlig håbede, at hun ville klage, og om Dorte egentlig på en måde bad om hendes hjælp. 

Hun kan heller ikke lade være med at tænke på, om hun gjorde noget forkert, var for skrap og måske selv var skyld i, at stemningen blev så dårlig. Da hun parkerer bilen derhjemme, kommer hun også til at tænke på farfar, som hun håber får det stykke kage, som han så gerne vil have.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.