Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Avanceret behandling af patienter med lunge- og hjertesvigt

ECMO-behandling kræver særlig uddannelse og certificering af intensivsygeplejersker. Behandlingen øger patienternes mulighed for overlevelse, og certificeringen bidrager til sygeplejerskernes faglige sikkerhed og arbejdsglæde. 

Sygeplejersken 2015 nr. 10, s. 64-65

Af:

Elisabeth Eggen, intensivsygeplejerske,

Anne Sophie Ågård, klinisk sygeplejespecialist, ph.d.

sy_2015_10_faglig_information1ECMO-behandling kræver særlig uddannelse og certificering af intensivsygeplejersker. Behandlingen øger patienternes mulighed for overlevelse, og certificeringen bidrager til sygeplejerskernes faglige sikkerhed og arbejdsglæde.

Hvert år behandles et stigende antal svært syge patienter med Extra-Corporal Membran Oxygenation (ECMO). Man skelner mellem kardiel ECMO, der primært aflaster hjertet, og pulmonal ECMO, der udelukkende aflaster lungerne. 

Der tilbydes ECMO i Odense, Aalborg, København og Aarhus. Voksenintensiv på Aarhus Universitetshospital (Skejby) har landsfunktion for den særlige pulmonale ECMO-behandling og er i den forbindelse anerkendt som Center of Excellence af den internationale sammenslutning Extracorporeal Life Support Organisation, ELSO. ECMO redder menneskeliv og har krævet særlig uddannelse og certificering af afdelingens læger og specialuddannede intensivsygeplejersker.

Voksenintensiv i Aarhus ECMO-behandler årligt 70 patienter, heraf ca. 40 med kardiel ECMO og 30 med pulmonal ECMO. Med pulmonal ECMO aflastes lungerne i situationer, hvor den vanlige, højtspecialiserede intensivbehandling ikke er tilstrækkelig. Det kan være tilfældet hos patienter med Acute Respiratory Distress Syndrom (ARDS) ved svær pnemuoni, f.eks. i forbindelse med influenza H1N1. 

Gennem to store katetre i en central vene eller arterie føres blodet ud af kroppen og videre gennem en maskine, der ilter blodet og udlufter CO2, hvorefter det føres tilbage til patienten (se illustration). Enhver displacering af katetrene eller uregelmæssighed i maskinens drift kan på få sekunder blive fatal for patienten. 

På den baggrund blev ECMO-maskinens drift tidligere udelukkende varetaget af perfusionister. I forbindelse med afdelingens klassificering som Center of Excellence skulle intensivsygeplejerskerne, der i forvejen plejer og behandler patienten hele døgnet og har indgående kendskab til patientens situation, overdrages mere systematisk ansvar for ECMO-maskinens drift i samarbejde med læger og perfusionister. Der blev derfor igangsat et uddannelsesprogram med henblik på at kvalificere intensivsygeplejerskerne til opgaven, se tabel 1.

sy_2015_10_faglig_information2

 

For særligt kritisk syge

ECMO er først og fremmest en øget chance for overlevelse for de særligt kritisk syge patienter. Behandlingen indebærer dog samtidig en risiko for komplikationer, f.eks. koagulationsforstyrrelser og herunder cerebrale blødninger. 

Der er således en række kontraindikationer for ECMO, og ikke alle patienter kan tilbydes denne behandling. Da patienterne kan være indlagt langt væk hjemmefra, må de pårørende ofte rejse langt for at være hos patienten. 

 

Engagementet fremmes

Intensivsygeplejerskernes større ansvar ved ECMO-behandling fremmer engagementet og det tværfaglige samarbejde i hverdagen. Sygeplejerskerne ved nu i højere grad, hvad der forventes af dem ved ECMO, og de bliver i stand til at handle selvstændigt i tilspidsede situationer. 

Det er derfor eftertragtet at komme på ECMO-kursus. I dag er 48 af afdelingens 120 sygeplejersker ECMO-certificerede, og flere sygeplejersker skal løbende certificeres. De ECMO-certificerede intensivsygeplejersker forventes at være opdaterede omkring behandling og pleje af afdelingens ECMO-patienter og skal deltage i opfølgningskurser to gange om året. 

De skal derudover opkvalificere andre kolleger ud fra et fastlagt program, der bl.a. omfatter følgedage og gennemgang af relevante retningslinjer omkring ECMO.

 

Øget patientsikkerhed

Intensivsygeplejerskernes større rolle i ECMO-behandlingen øger patientsikkerheden, idet de kan handle øjeblikkeligt i uforudsete situationer. Den merviden, som ECMO-certificeringen medfører, giver derudover faglig sikkerhed, arbejdsglæde og bidrager til intensivsygeplejerskernes faglige stolthed.

 

Litteratur

  • Lindskov C, Jensen RH, Sprogoe P, Klaaborg KE, Kirkegaard H, Severinsen IK, et al. Extracorporeal membrane oxygenation in adult patients with severe acute respiratory failure. Acta Anaesthesiol Scand 2013 Mar;57(3):303-11.