Sygeplejersken
Fra forsker til fag: Sundhedspleje som opgave og som arbejde
I Danmark findes ca. 150 sygeplejersker med en ph.d. eller doktorgrad. Sygeplejersken har opsøgt nogle af dem for at finde ud af, hvorfor de valgte forskervejen, og hvordan det er gået siden, de fik deres forskertitel.
Sygeplejersken 2015 nr. 10, s. 66
Af:
Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør
Gitte Kaarina Jørgensen, sundhedsplejerske og cand.comm., er 55 år, bor i Søborg, er gift og har to voksne børn. Gitte Kaarina Jørgensen er ansat som lektor på Institut for Sygepleje, Professionshøjskolen Metropol. Kontakt:gtjo@phmetropol.dk
Hvad fik dig til at forske?
”Jeg har læst Voksenpædagogik på Åbent Universitet (VPÅ) i 90’erne. Her var jeg med til at udarbejde et projekt med titlen: ”Mellem lyst og tvang”. Vores fokus var rettet mod at undersøge, hvordan det kunne være, at kvinder med mellemlange videregående uddannelser (som os selv) valgte at videreuddanne sig f.eks. på VPÅ. Som titlen på projektet mere end antyder, nåede vi frem til, at svaret på dette spørgsmål skulle findes et sted mellem lyst og tvang. Mit umiddelbare svar på, hvad der fik mig til at vælge at blive forsker, ligger nok også i dette mellemrum.
Som underviser på sygeplejerskeuddannelsen siden 1995 har jeg oplevet akademiseringen af sygeplejen og de deraf stadigt stigende krav til underviseres akademiske kvalifikationer og kompetencer på nært hold. I den forstand kan en ph.d.-uddannelse forstås som noget, der ligger i naturlig forlængelse af denne udvikling, og dermed som noget man som underviser seriøst må overveje og tage stilling til.
Men det er nu først og fremmest lystperspektivet, jeg vil fremhæve. Siden jeg afsluttede mit kandidatstudie i kommunikation i 2001, har jeg haft stor lyst til selv at prøve kræfter med forskning. Så da jeg i 2010 fik muligheden for et ph.d.-forløb, slog jeg til, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.”
Hvad er forskningsemnet i din ph.d.-afhandling?
”Afhandlingen har fået titlen: ”Ingen andre har forstået os, har forstået, hvor vigtige vi er – en undersøgelse af sundhedsplejerskers faglige selvforståelser”. Disse faglige selvforståelser undersøges som noget, der kommer til syne mellem en professions selvfortællinger og organisatoriske forandringer. I den forstand kunne jeg have undersøgt en hvilken som helst profession.
Da jeg har en fortid som sundhedsplejerske og som ansvarlig for sundhedsplejerskeuddannelsen i København, har min forskningsinteresse været særligt rettet mod dels at studere det, som tages for givet i sundhedsplejen, dels at undersøge, hvordan det, som tages for givet, har og kan have forskellige betydninger og mere eller mindre tilsigtede effekter set i forhold til forståelser af sundhedspleje som fag, opgave og arbejde.”
Hvor tog du din forskeruddannelse henne?
”På Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet. Jeg var knyttet til forskerprogrammet Organisation og Læring.”
Hvordan har dine økonomiske rammer været, mens du tog din forskeruddannelse?
”Jeg har været ansat på et ph.d.-stipendium finansieret af Det Frie Forskningsråd, Aarhus Universitet og Professionshøjskolen Metropol. Der har været tale om et fireårigt forløb, så min månedlige løn har således været ¾ af den højeste ph.d.-løn og ¼ af min normale løn på Professionshøjskolen Metropol. Set i forhold til min normale lektorløn på Professionshøjskolen Metropol har jeg haft en væsentlig lønnedgang.”
Hvor kan man læse om dine forskningsresultater?
”Selve afhandlingen kan downloades på Institut for Uddannelse og Pædagogiks hjemmeside (se nedenstående link).”
Hvordan har din forskning betydning for praksis?
”Min intention med projektet har først og fremmest været at generere ny viden gennem forskning, der ikke blot medtænker, men studerer kompleksitet fremfor at reducere denne, og som åbner muligheder for, at det udforskede kan træde frem og komme til syne på nye og utraditionelle måder.
Intentionen har også været at etablere et nyt udgangspunkt for diskussioner om sundhedspleje ikke blot som fag, men også som opgave og som arbejde. I forlængelse heraf giver afhandlingens analyser anledning til at overveje forhold som f.eks.:
• Sammenhænge mellem faglige selvforståelser/selvfortællinger og den opgave, som sundhedsplejersker er ansat til at varetage
• Sammenhænge mellem aktuelle forståelser af opgaven og den uddannelse, der skal kvalificere til at varetage denne.”
Hvad forsker du i aktuelt?
”Det er ikke så længe siden, at jeg forsvarede min ph.d.-afhandling, så aktuelt puster jeg lidt ud efter et noget hektisk forår.”
Litteratur
- Jørgensen G. Ingen andre har forstået os, har forstået, hvor vigtige vi er – en undersøgelse af sundhedsplejerskers faglige selvforståelser. Ph.d.-afhandling, Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet 2015.