Sygeplejersken
Jeg er i ingenmandsland, alt er revet væk
Sidst i august stod det klart, at Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital skal skære ca. 15 af sine omkring 650 stillinger væk pga. besparelser. For sygeplejerske Marianne Holm-Nielsen betyder det, at hendes job gennem 20 år nedlægges. En beslutning, som har efterladt hende vred og frustreret.
Sygeplejersken 2015 nr. 10, s. 32
Af:
Christina Sommer, Journalist
De seneste 20 år har den 55-årige Marianne Holm-Nielsen sammen med en kollega arbejdet som onkologisk sygeplejerske og som kontaktsygeplejerske for de kræftpatienter, der er indlagt på hospitalets patienthotel under f.eks. strålebehandling. Det er en ordning, de to sygeplejersker har udviklet sammen gennem årene, og jobbet består bl.a. i behandling og pleje af de 14-20 kræftpatienter, der løbende er indlagt på hotellet for at ruste dem bedst muligt til stråle- eller kemobehandlingen.
”Vi har en del hoved-hals-patienter, mange er socialt udsatte med bl.a. misbrugs- og ernæringsproblematikker. Vi følger dem fra start til slut, og det er lidt svært at måle, hvilken forskel vi gør, men vi ved, at vi betyder meget for deres behandling. Nu er det altså andre sygeplejersker, f.eks. dem, der giver dem stråler, der skal passe dem. Men det har de jo heller ikke tid til i en i forvejen presset hverdag. Og ledelsen har også sagt, at det nok fører til flere indlæggelser at spare funktionen væk,” siger Marianne Holm-Nielsen.
Svært at være til stede
Marianne Holm-Nielsen fik beskeden om jobnedlæggelsen på et hastigt indkaldt møde med sin afdelingssygeplejerske samt Kræftafdelingens oversygeplejerske og administrerende overlæge.
”Vi vidste godt, der skulle ske omstruktureringer, da vi skal fusionere og flytte adresse inden 2018. Vi regnede med, at vi ville komme i spil, men også med, at vi ville blive inddraget i beslutningen. Men så kom der denne her sparebølge hen over sommeren, hvor de altså har besluttet, at denne funktion skal nedlægges – helt uden at involvere og spørge os,” siger Marianne Holm-Nielsen.
Hun husker ikke meget af samtalen og er ked af, at hendes kollega ikke var med til mødet, samt at hun først ved mødets afslutning fik tilbud om at tale med sin tillidsrepræsentant.
”Det skulle nok gå hurtigt, fordi der var det her store informationsmøde om eftermiddagen. Jeg husker, at jeg spurgte, om jeg så var fyret. Nej, det var jeg ikke, men de kunne heller ikke fortælle mig, hvad jeg så skulle lave. Det ved man først om nogle uger,” siger Marianne Holm-Nielsen.
Efter mødet og en kort snak med sin fællestillidsrepræsentant, som hun med egne ord ”har trukket meget på” i dagene efter, tog Marianne Holm-Nielsen direkte hjem. Hun fik også at vide, hun selv måtte føle efter, om hun kunne komme på arbejde dagen efter eller ej. For selvom hendes jobfunktion skal nedlægges, er det endnu uvist hvornår.
”Jeg var vred og meget ked af det, men min kollega fik mig overtalt til at møde dagen efter. Så vi er her og udfører vores arbejde, men det er svært at være psykisk til stede, vi er i en form for chok og får også tilbudt psykologhjælp,” siger hun.
Uvisheden er svær
Marianne Holm-Nielsen understreger, at hun er glad for den opbakning, hun mærker fra kollegerne.
”Men det kan faktisk også være lidt anstrengende hele tiden at skulle forholde sig til medfølelse og gode råd. Og det er lidt surrealistisk, at livet går videre ude på gangene, mens vi sidder inde på vores kontor og sørger,” siger Marianne Holm-Nielsen.
Det mest frustrerende er dog den uvished, Marianne Holm-Nielsen og hendes kollega er i lige nu rent jobmæssigt.
”Mit job er nedlagt, men jeg er ikke fyret, og hvor er besparelsen så? Ledelsen siger, de tror og håber på, at de kan finde nogle stillinger i huset i form af folk, der går på pension. Det er lidt ubehageligt at vide, at der er nogen, der skal ud, før jeg kan komme ind. Jeg føler, jeg er i ingenmandsland, alt er revet væk. Jeg ved, at vi kommer ud på den anden side, men det er bare enormt hårdt lige nu,” siger Marianne Holm-Nielsen og tilføjer:
”Jeg føler mig faktisk lidt som en patient, der har fået en diagnose: ”Du har kræft, men vi ved ikke lige, hvordan vi vil behandle dig. Kom igen om to uger”. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor de ikke kunne vente med at sige noget, til de havde en konkret plan. Eller have taget os med i processen. Så var vi ikke faldet ned i det her hul,” siger Marianne Holm-Nielsen.
Hun anerkender, at ledelsen er blevet sat på en svær opgave.
”Men jeg bliver nødt til at sparke opad, da jeg er nederst her. Og jeg har svært ved at forstå sammenhængen, og den har ingen kunnet forklare mig endnu,” siger Marianne Holm-Nielsen.