Sygeplejersken
På job: slut med kaos og manglende privatliv i akutmodtagelsen
På Slagelse Sygehus skal akutte patienter ikke længere dele deres smerter og private forhold med andre patienter og deres pårørende. I det nybyggede Akuthus bliver alle undersøgt, observeret og behandlet på enestuer.
Sygeplejersken 2015 nr. 10, s. 36-37
Af:
Kirsten Bjørnsson, Journalist
Hun tjekker, at alt er klar på stue 9. Men inden den 70-årige Peter Christensen ankommer, er han omtriageret fra orange til rød. Hans blodtryk faldt i ambulancen, og han har ondt i ryggen på en måde, der kunne passe med et aortaaneurisme.
Han bliver kørt direkte ind på en traumestue, og i løbet af ganske få minutter står der 15 mennesker omkring ham, ambulancepersonale, sygeplejersker, medicinsk og kirurgisk akutlæge, anæstesi, bioanalytikere mfl.
Der bliver arbejdet intenst og stilfærdigt; blodprøver, ekg, røntgen og ultralydsskanning. Efterhånden som resultaterne løber ind, og ingen af dem ser forkerte ud, forsvinder den ene faggruppe efter den anden.
Efter en halv time kan Marianne Mejlgaard som den sidste køre Peter Christensen ind på stue 9 til videre observation og medicinsk udredning.
De to traumestuer er en af de store forbedringer i Akuthuset, som stod færdigt for halvandet år siden og rummer den nyopbyggede akutafdeling, et intensivafsnit og to hjerteafsnit.
”Vi bruger traumestuen til alle røde kald,” fortæller Marianne Mejlgaard. ”Der er plads, og der er alt, hvad vi skal bruge som røntgen, ultralyd og CT-skanner ved siden af.”
”En 96-årig mand syntes ikke, det gjorde så meget, at han skulle ligge her i mange timer, når han nu blev mødt med glæde og smil. De kedelige oplevelser fylder meget, men der er også gode. Specielt med de ældre skal der ikke så meget til, et smil, en sjov bemærkning.”
Men det allerbedste ved Akuthuset er, at de gamle undersøgelsesstuer med op til tre patienter er afløst af enestuer. ”For patienterne er det fantastisk,” synes Marianne Mejlgaard.
”Uanset hvor syge vi mener, de er, så er det den værste dag for dem. Så er det godt, at de ikke skal dele deres smerter og deres undersøgelser med andre patienter – og med pårørende alle vegne.”
Når man som sygeplejerske har tre enestuer at passe, skal der løbes noget mere, selv om alle patienter er på overvågning. Men man hjælper hinanden, og andre ændringer har givet sygeplejerskerne lidt luft, f.eks. skal de ikke bruge nær så meget tid på at ringe efter læger, siden akutafdelingen fik egne akutlæger, både medicinske og kirurgiske.
”Men selv om vi synes, enestuer er godt for patienterne, er der nok nogle, der føler sig meget overladt til sig selv,” tilføjer hun. Og hvor mærkeligt det end lyder, kan roen i den nye afdeling også næsten være en ulempe.
”De mindre syge patienter oplever ikke længere, hvor travlt vi har, når de må vente længe. Det var de ikke i tvivl om i det gamle. Det var småt og trangt, og der var virkelig kaotisk.”