Studerende i praksis: Omsorg er ikke det samme for alle

Jeg står i akutmodtagelsen på et distriktshospital i det sydlige Ghana. På briksen foran mig ligger en lille pige på omkring otte år.

Den mandlige sygeplejerske, Kofi, er i gang med at bedøve hendes hage, som hun har slået i skolegården. Såret gaber, og hun skal sys. Hun ryster over hele kroppen, og tårerne løber ned ad hendes kinder. Jeg har instinktivt taget hendes hånd, fordi jeg fornemmer, at hun er bange og har smerter.

Kofi begynder at gøre nålen klar, og hun ser på den med store øjne. Jeg fortæller hende, at hun må klemme min hånd, så hårdt hun vil, når det gør ondt, men hun forstår ikke, så jeg beder en af de lokale studerende oversætte. Den lille pige reagerer ikke på informationen, og Kofi begynder at sy. Hun spjætter med benene og skærer ansigt, så jeg klemmer hendes hånd let og taler beroligende til hende og siger, at hun klarer det flot. Hendes hånd ligger slapt i min, mens resten af kroppen er spændt i smerte.

Jeg mærker ingen gensidighed i mit forsøg på at yde omsorg. Det slår mig, at mit behov for at drage omsorg for hende måske ikke stemmer overens med hendes behov for at modtage den. Synes hun, det er mærkeligt eller overflødigt, at jeg holder hende i hånden? Forstår hun min intention, eller er hendes opfattelse af omsorg en anden?

Det har altid været min opfattelse, at omsorg er en generel størrelse, som alle kan give og tage imod inden for nogenlunde de samme rammer. Tager jeg for givet, at det at holde et barn i hånden betyder det samme, lige meget hvor i verden barnet er fra?

Den givne situation er selvfølgelig et enkelt tilfælde, som jeg ikke ville drage nogen konklusion ud fra, hvis ikke det var, fordi jeg har oplevet det samme med samtlige børn, jeg har taget i hånden, de to måneder mit klinikforløb har varet. Jeg er gradvist blevet i tvivl om, hvorvidt menneskelig omsorg er så universel, som jeg troede. 

I skolen bliver vi undervist i omsorgsteorier, der omhandler basale behov og balancen i at interagere svagt paternalistisk. Men hvordan skal vi helt lavpraktisk drage omsorg, hvis vi egentlig ikke er klar over, hvad patientens opfattelse af omsorg er?

Uden at være klar over det har jeg indtil videre arbejdet ud fra en sympatisk idé om, at andre vil forstå og værdsætte omsorgshandlinger, som jeg i deres sted ville sætte pris på. Jeg kan kun konkludere, at jeg har været en smule ignorant. Fremover vil jeg være åben for, at omsorg kan være forskellig for mine patienter.

Caroline Flinck, sygeplejestuderende på modul 11, Professionshøjskolen Metropol

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk  Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.